Vor frelser har meldt sin ankomst

En anmeldelsesmæssig kommentar i anledning af Loke Dephs debutalbum

Loke Dephs seneste plade minder mig om, i hvilken retning man bør orientere sig, når man skal vurdere rap. Mange af mine såkaldte ”anmelderkollegaer” holder sig selv travlt beskæftiget med at opholde sig på rappens meningsniveau. Hvad siger rapperen ”bag” det hele. Nu skal jeg vise det omkringliggende samfund, at jeg kan forstå de skjulte budskaber, der er i denne tekst. Hvis rappen kun vurderes ud fra disse kriterier skyldtes det 2 forhold. For det første 1) man har misforstået metoden til at vurdere med og/eller 2) den forhåndenværende rap er ikke nævneværdig.

Vor frelser minder os derimod om at det indholdsmæssige ikke er primært. Det er ikke tekstens indhold, der udmærker en stor rapper. Det er sekundært. Det primære er, hvordan en rapper udtrykker det indholdsmæssige. Eller sagt på en anden måde: formen er vigtigere end indholdet. På nuværende tidspunkt er mange af mine læsere(hvis sådan nogle eksisterer)sikkert ved at få kaffen galt i halsen. Er indholdet ligegyldigt? Nej, det har jeg aldrig påstået. Det jeg tilkendegiver er, at indholdet er sekundært. Man noterer sig først en kunstners stil og bliver senere forført ind i vedkommendes univers. Tænk blot på Malk De Koijn. Det er netop på grund af deres gakkede udtryk, at man bemærker sig deres eksistens. Ved første lyt er det ikke tekstens dybde, men netop den bevægelige glatte overflade, der bevæger sin tilhører.

Og netop her er Loker Deph uovertruffen. På Vor Frelser demonstreres det, hvad det vil sige at have stil. Loke danser hen over de velproducerede beats med sin sublime stemmehåndtering. Jeg vil ikke bruge al for meget energi på at fremstille tekstens skjulte budskaber(hvis sådan nogle overhovedet eksisterer). Derimod vil jeg henlede opmærksomheden på den kreative omgange med sprog. Man sidder med en klar fornemmelse af en udøvende kunstner, der ved, hvad det vil sige at arbejde med sprog(et). Der er en særlig fintfølenhed på spil, hvor de forskellige ord og sætninger vibrerer og giver genklang. Pladens absolut bedste nummer Paris indledes fx på følgende vis:
                 

 ”Jeg har importeret de der elfenben, pynter på kølerhjelmen/ Købte fem kilo inde i Illum for at føle igen.”

Og senere i selvsamme nummer:

“Nu tar’ jeg med drengene på tøse-tur

Lige fået en manicure, jeg’ lige begyndt på kur

Hun fik følelser da hun så mig i nervøst velour

Jeg sagde: “Stil dig bagerst, få lidt køkultur!”

Som om de fik hukommelsestab

De blinker til mig og det’ ikk’ et morsesignal

De der goe’ gerninger de får ik’ Porschen betalt

Det’ derfor drengene de pumper jern og pigerne går i spagat.”

Det kan kun lade sig gøre, hvis man har styr på sine sproglige handlinger og bevidner om en sand ordekvilibrist.


Pladen er sjov, alvorlig og godt udført. Hvis man har tilbøjeligheder til at ville dechifrere tekstens indhold, kan man med god samvittighed opstille fortolkningskategorier, der muliggør dette. Personligt synes jeg, at risikoen for, at man begår overgreb på selve værket, er for stor. Derfor vil jeg heller ikke hellige mig tid på at berette om faktuelle forhold, opbygning og komposition mm.. Det vil blive en tvingende fortolkning, der vil kvæle mere, end den vil befri. Derimod er det intentionen at invitere til at foretage alternative ophold i sproget og rappen.

Som det er tilfældet med Vor Frelser, så inviteres der ind i sprogets univers, hvor man kommer vidt omkring. Det velkendte møder det mindre velkendte og for den tålmodige rapkonsument er der mange berigende lyt at skimte i horisonten.

Afslutning

Nu skal jeg ikke modsige mig selv, men det er fristende, at se Vor Frelser netop som en frelser i den nuværende rapdepressive periode. Men det er sagt med et glimt i øjet, fordi pladens styrke er, at den ikke renser og frelser en syg branche, men netop gør tingene på sin egen måde. Loke Dephs stil er meget særegen men kan måske beskrives som Malk De Koijn, der møder Kasper Spez.

Vor Frelser er et lys i det mørke, der udgør det triste landskab, der udgør rapscenen anno 2020. Hvor alt for mange rappere har travlt med at ville skille sig ud, sker der det modsatte. Alle kommer til at lyde mere og mere ens. Flowsne, lyden, beatsne mm. bliver mere og mere og ensrettede. Rapscenen(både hvad angår udøvende kunstnere samt anmeldere) er udgjort af en masse overfladiske forskelle, der ingen forskelle gør. Loke Deph har med Vor Frelser demonstreret, hvordan forskelle, der bevirker forskelle, opererer i praksis. Pladen belønnes med 13-tal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *