Et stædigt forsøg på at vise, hvor ekstraordinært rap kan være

Nogen gange bliver man mødt af noget, der rummer så meget kvalitet, at man ikke bare kan lade det ligge. Det er tilfældet med et meget anderledes projekt, som Kværn og DixOne var en del af for år tilbage. Himmelfahrtsstrasse hed projektet og er en yderst besynderlig sammensætning af lyd og ord. Det er på vanligvis Kværns stemme og sproglige følsomhed, som udfolder sig over DixOnes produktioner. Især nummeret Verdensmanden har i mange år gjort stort indtryk på mig, fordi jeg kan blive ved at høre det igen og igen uden at blive træt af det. Teksten rummer så mange forskellige kvaliteter og svinger mellem forskellige zoner såsom poesi, samfundskritik og filosofi. I det følgende vil jeg udfolde teksten og forsøge at tænke med Himmelfahrtsstrasse.

Verdensmanden

Med en rolig baggrundsmusik drages man ind i sangen og hovedpersonen indleder med disse ord:

Jeg kom for at kæmpe de på forhånd tabte slag – for at redde regnskoven, dyrene og de sultne børn i Afrika.”

Som en optimistisk og nysgerrig sjæl kommer man til verden. Men optimismen synes at blive modarbejdet – slagene er på forhånd tabte og vor tids store kollektive bevidsthedsfjende, kynismen, viser sit ansigt. Vi hører fra vi står op og til vi går i seng, om folk der vil redde jorden, om velgørenhedsshows, hvor vi sidder bag skærmen og kun vil donere, hvis vi bliver underholdt og hvis vores firmas navn får skænket virkelighed(dvs. opmærksomhed) i bedste sendetid. Denne ideologi(kynismen), som hersker i vor tid, synes at være afsættet for vores hovedperson. Men den bruges konstruktiv, som et afsæt til en flugtlinje: en måde at vise magten modstand på i dag. Næste linje hedder:

jeg starter oprøret – springer glas og rammer. Jeg fandt en hylde i mit hoved og lagde ansvaret fra mig. Jeg danser på flammer, jeg tomler gennem tågen, sanserne brænder, jeg synker ikke – jeg sejler på syndfloden.”

Hvad er det for et oprør vores hovedperson snakker om? Det er ikke den klassisk fysisk voldelige modstand, hvor alt der ligner magthavere skal slås ned. Nej denne form for ressentiment er vores hovedperson alt for intelligent til at falde for. Hovedpersonen laver derimod meget malende beskrivelser af, hvordan modstand kan mærkes og opleves. Det er, hvad man kan kalde for en kropsfænomenologisk erfaring af at være i verden. Dvs. at man bruger hele sin krop til at tænke med for at yde de bestående strukturer(både tankemæssige og fysiske) en effektiv og værdig modstand. Det er en måde at skabe en eksistensmåde i verden på – en måde at kunne opholde sig i en trist verden, uden at det bliver for meget. Denne kropsfænomenologiske tilgang kommer til udtryk med brændende sanser. At ansvaret ligges fra sig skal ikke forstås negativt. Det skal snarere forstås som en aktiv stillingstagen til og fravalg af vor samtids hang og trang til, at vi hele tiden skal bekende, hvad vi laver. Om vi er oppe og træne, om vi nu køber de rigtige økologiske varer i Irma osv. Denne ”ansvarlighed” er udtryk for en styringsteknologi, der har til hensigt, at vi alle følger den samme vej. Så at ligge ansvaret fra sig i vores hovedpersons forståelse, er, at de på forhånd aftalte og definerede stier forlades, for selv at erfare virkeligheden på egen krop. Virkeligheden er syndfloden – men vores hovedperson synes at have fundet en værdig måde at opholde sig heri – ikke ved at drukne i floden – men ved at sejle på den. Måske kan en anden fremtid anes i horisonten?

Lad os se nærmere på, hvad vores hovedperson nu kan fortælle os:

jeg fik tilbudt hovedvejen, men valgte sidegaden; forsvandt i vreden og blev genfødt i vildreden”.

Vi ser her den kropsfænomenologiske proces: bearbejdning af de sanseindryk, man rammes af, ved at opholde sig i virkeligheden(verden). Vi bliver hverdag præsenteret for en præfabrikeret virkelighed(hovedvejen) – vi har en forståelse af, at verden findes derude uafhængigt at vores tilstedeværelse. Derfor skal vi blot beskrive og huske at passe vores jobs og helst ikke være afvigere. Men der findes sideveje – ikke forstået som, at de eksisterer på forhånd, men snarere som et billede på, at det er muligt at opholde sig i andre verdener end den præfabrikerede vi får serveret hver dag. Og i disse verdener kan vi forsvinde og det er tit vredens kræft, der gør, at vi forholder os kritisk til vores omverden. Når vi forsvinder, forsvinder vores jeg’er og vi er i en ren skabende tilblivelsesakt – derfor kan vi godt være forvirrede, når vi kommer ”tilbage”. Vildreden er altså ikke svaghed, men blot et udtryk for, at gud ikke har nogle notesbøger vi kan kigge med i, så vi kan få afgjort, hvilke handlinger der er mest rigtige. Derfor fortsætter hovedpersonen:

fløj fra den med forvirringens vinger. Jeg har fundet den hellige gral, men jeg siger ikke hvor den ligger. Jeg har forgæves forsøgt at svare”.

Den hellige gral eksisterer ikke, men det betyder ikke, at der ikke findes visdom. Men som hovedpersonen har erfaret, så kan mennesket være et utaknemligt dyrt og når det bliver præsenteret for guldkorn, så har mennesket det med at misbruge disse eller slet ikke at være interesserede. Vi elsker det allerede-kendte og er ikke så glad for det ukendte. Næste linje er en af de flottere:

Hvorhen jeg ender vender mig, så blænder hendes lygter mig.”.

Med fare for at ende i floskler og beskyldninger om at være new-age inspireret, kaster jeg mig ud i en alternativ forklaring på, hvad det er, at vi har med at gøre. Nietzsche beskrev naturen som en kvinde. De blændende lygter er de kræfter, som virkeligheden er sammensat af. En slags atomer eller molekyler, som ikke er faste, men selv er sammensat atomer og molekyler og så fremdeles. ”Hvor end jeg vender mig” udtrykker det, som indenfor fænomenologi hedder intentionalitet: rettethed. Hvordan er jeg vendt eller ret mod de sanseindtryk, som påvirker min virkelighedsopfattelse. Og vor end rettetheden retter sig, bliver den blændet og overvældet. Det er virkelighedens grund, de skabende kræfter – som frembringer virkeligheden. En smule længere fremme i teksten hedder det:

jeg orker ikke at ytre mig; tro mig, det eneste jeg ønsker mig, er tre forsøg til og en tur i tivoli og en trøstepræmie”.

Vores hovedperson orker ikke at ytre sig, da den kyniske masse blot vil ryste på hovedet eller forholde sig passivt, hvorfor vores hovedperson længes efter mere barnlige tilstande. Her skal tilstande forstås som fryden ved livet. Den fryd man havde som lille, når man var i tivoli og ens far var i det gode hjørne og gav en ekstra tur, selvom man faktisk havde tabt og der hvor man fik en trøstepræmie, selvom man egentligt ikke burde. Her advokeres ikke for en rundkredspædagogik, hvor vi passivt bare skal være søde mod alt og alle – også selvom vi ikke kan lide dem. Her slås snarere på lyd for en modstand mod den mærkelige idé, at jungleloven, lykkes smeden og demokratiet skulle være naturlige størrelser og dermed er uhøflig og ondskabsfuld adfærd blevet legitimeret. Her er snarere tale om et fokus, som er langt langt væk fra den positive psykologi: der er andre mulige måder at anskue tilværelsen end på end de egoistiske og narcissistiske.

og når der ikke er fler der fester tilbag’, gør jeg mig langsomt klar til det næste nederlag. Jeg parat, fra start til slut, fra enden til anden, jeg vender der, hvor ingen kender hinanden.”

Men vores hovedperson er ikke dum, han er klar over, at livets fryd af tit viser sit ansigt, men hvor længe ansigtet bliver er uvist. Og at vende der, hvor ingen kender hinanden – er i identitetens lykkelige ingenmands land. Der florerer immanente kræfter, som skaber: dvs. rene begivenheder, og hvor tilblivelser hersker. Sproget ankommer for sent her, og når sproget ankommer er tilblivelsen slut. Samtidigt åbner ukendtheden op for nye eksistensmåder; man er tvunget til at forholde sig til sine medmennesker(som man ikke kender). Man må gå på opdagelser i deres verdener, hvis man vil have lidt farve på tilværelsen. Man kan selvfølgelig også som vor tids kynisme-ideologi fordrer: være ligeglade og blot gå i et med tapetet. Næste linje indledes med et ”jeg kunne” og bliver efterfulgt af nogle flotte handlinger, som vores hovedperson kunne udføre overfor den Anden, dvs. et andet menneske. Her nævnes de vise sten og noget om belæring. Man sidder med følelsen af, at noget er uforløst – for ja man kunne altid gøre noget ædelt – men gør man det?

Sangens flotte omkvæd lyder: ”med et øje på overfladen, et øre i undergrunden, en smag for morgendagen, en føling med bund og grund”.

Her skrives meget præcist forholdet mellem etik, tilblivelser og det immanente frem. Det handler ikke om at befinde sig i abstrakte kategorier såsom gud, kapitalisme, selvet eller demokrati. Det handler om at have fokus på overfladen, for der er ingen mere sand virkelighed bag overfladen: overfladen er herpå, hvor virkeligheden i form af billeder udspiller sig for os. Der er ikke en hemmelig symbolsk dør til himmelen eller den rette etik. Undergrunden er, at vi er dømte til at være nedlagte i begivenheder. Virkeligheden sker hele tiden og vi kan ikke sætte den på pause og iagttage ”hele” virkeligheden(hvad det så end betyder). I det øjeblik, vi sætter noget på pause, fortsætter virkeligheden jo ved at nye ting sker: at jeg sætter noget på pause. Der er altid en begivenhed i en begivenhed og tiden står aldrig stille. Der er altid en bevægelse på spil. Smagen for morgendagen er at åbne sin krop og have føling med den jord man nu en gang betræder. Det handler ikke om at lave smarte langtidssikrede planer for, hvad man præcist skal foretage sig i morgen. Det handler om at give næring til mulighedsbetingelserne for, at noget nyt kan ske, så vi ikke tramper rundt i de samme strukturerer og mønstre, fordi vi har bildt os selv ind, at de er de eneste rigtige. Det handler om at have fokus mod det ukendte og lade sig rive med: faldet mod det ukendte.

I optakten til andet vers stiger tempoet i musikken og de klaveragtige lyde spidser til. Det er lidt ligesom inden det trækker op til stormvejr. Vores hovedperson starter ligepå og hårdt:

der er kruseduller og kragetæer i min bog – jeg ikke for sjov, jeg er pauseklovnen i et freakshow. Bukker og nejer – fejrer nikkedukkernes sejr”.

”bogen” er udtryk for, at vores identiteter bliver skrevet med bogstaver og sprog. Som et tomt lærred udfyldes vi med blæk, grammatik og sætninger. Og heri sniger normer sig med. Men vores hovedpersons bog er ikke det flotte diktathæfte, hvor skriften står snorlige og er forudsigelig. Det er de skæve krævetæer og kruseduller, som netop karakteriserer vores hovedperson: hans stil. Pauseklovnen er den rolle som kunstneren(i dette tilfælde rapperen) udfylder. Med sine skæve bemærkning og til tider gemte kritiske kommentare til sin samtid, udfylder han en vigtig rolle. Derfor er han ikke for sjov, selvom han er klovn. Men han er en pauseklov, som man kan sætte på, når masserne er ved at eksplodere. Så kan de få lidt anderledes energier tilført, men kun tilpas nok til, at de ikke vælger at foretage sig noget nyt. De feje skal altid roses, så de ikke erkender virkeligheden og dermed gør op med den hånd, som fodrer dem. Freakshowet er den sociale virkelighed. Men der er sprækker i nikkedukkernes freakshow:

slipper udyret løs og skåler med skønheden og jeg be’r dem be en bøn m mig, før jeg svømmer videre i min egen lille sø af dumheder. Jeg går i cirkler, hele verden drejer rundt for mig, leder efter nøgleordet, mens jeg plukker sprogblomster.”.

Igen har vi at gøre med de immanente kræfter, som kan forvaltes på sådan en måde, at de skaber en konstruktiv flugtlinje væk fra det bevarende og bestående. En linje, som søger mod frisk luft og væk fra de menneskelige drivhuse. Den sidste sætning er noget af det flotteste, jeg nogensinde er stødt på indenfor dansk rap og den er en meget skarp og præcis formulering af, hvad man kan kalde en kropsfænomenologisk etik. Cirklen er bløde og kan gøre os rundtossede; og heri kan vi transcendere, dvs. overskride os selv, fordi vores jeg’er aldrig er identiske med sig selv: de er altid i gang med at skifte ham. Vores virkelighed er dybt infiltreret af sproget og sproget er det som overhovedet betinger, at vi har kontrol over og et forhold til vores krop. Derfor kan man bruge sproget på sådanne måder, at man blive ”blown away”. Nye virkeligheden synes at være indenfor rækkevidde, når sproget anvendes på helt bestemte måder. Sætningen får lov at stå for sig selv:

Jeg går i cirkler, hele verden drejer rundt for mig, mens jeg plukker sprogblomster.”

Jeg får det hele, i den sidste end tror jeg nok, med familiebil og fast bopæl i en boligblok, bundet op på et 9til4 lortejob, med gæst til en forbrugsfest med råd til både stort og småt”.

Her er vores hovedperson meget præcis i sin diagnose af den fremtid, som venter os, når vi er blevet fanget af kapitalismens klør og gjort borgerlige. Det er linjer, som sagtens kan tåles blive hørt et par gange ekstra. Men på vanlig vis formår vores hovedperson på flotteste vis, at skrive og tænke sig ud af de faremomenter, som venter på os alle:

Men indtil da, så jagter vi højderne, og rider på slangerne uden at trække i tøjlerne; står på igen, når jeg bliver bidt og smidt af den”.

Inden vi fanges af borgerlighedens korrektheds mani, så opfodres der til, at man jagter adrenalinen og lader sig rive med af livets tilfældigheder. Og bliver de flugtlinjer, der opstår for stærke og dermed smider os af slangen, så det bare op på slangen igen.

der er altid billige billetter lykken ved quickkassen – det er gratis peanuts – I kan kvit og frit og tag dem – gøre hvad I vil, så længe I ikke laver en scene og hvis der er et problem, så klag til den døvstum, og få din sag for på gyngende grund.”.

Her rettes en kritik mod den mentalitet, som fordrer, at vi skal skynde os til alt og forbigå alt, som har med fordybelse at gøre. Man kan altid købe lottokuponer og håbe på man vinder den store gevinst. Selvom det for længst er demonstreret, at sandsynligheden for at gå ud og blive kørt ned er større end at vinde, så spiller folk Lotto som sindssyge. Vores hovedperson deler peanuts ud – dvs. små guldkorn pakket med visdom og vi kan bare tage dem, men det kræver, at man varetager dem ordenligt, for ellers slår de om i sin egen modsætning. Og har man problemer med alternative eksistensmåder og det at tale magten imod, så kan man klage til den døvstumme, fordi her kan man ikke bruge sit triste og kedelige hverdagssprog – man er tvunget til at opfinde et nyt sprog – nye måder at kommunikere på – og her kommer man let på gyngende grund.

Afrundende bemærkninger

Vi har været vidne til en af de flotteste og bedste udførte sange i den danske raps historie, hvis du spørger mig. En sang, der udtrykker genuint håndværk og ekstraordinær intelligens. Et fokus jeg ikke har haft på sangen er dens mesterlige måde at rime på. Bemærk måden på, hvordan der formås at lavede komplicerede rim uden, at det går ud over meningsindholdet. Kværn har sin helt egen måde at rime på såsom ”min bog/ freak show” og ”glas og rammer/ danser på flammer” og ”sanserne brænder” og ”lagde ansvaret fra mig” samt ”boligblok/lortejob/ tror jeg nok/ stort og småt”. Der er en slags geometrisk orden i Kværns måde at rappe på, men det er ikke den velpolerede og kantede struktur. Det er den snørklede, indviklede og bløde rimstruktur, der som flugtlinjer springer og forbinder de forskellige komponenter i sangen. Det er sange, som disse, der berettiger rappen til at være andet end bare lyd og støj. Sange som denne sprænger de vante rammer for, hvad man forbinder med rap og skaber alliancer med andre zoner og felter. Jeg vil afslutningsvis anbefale, at man hører sangen igen efter at have læst ovenstående. Sangen kan høres her: