Analyse af Verden fra mit vindue

Verden fra mit vindue

 

Verden fra Mit vindue er en sang af Kværn, som gæstes af sangeren Martha. Sangen er at finde på pladen Filer fra følelsesregistret og er produceret af Mélancolia og udgivet hos Echo Out. Sangen fremstår dystopisk og indeholder filosofisk refleksion og diagnoser. Derfor vil denne sang gå dybere til værks i bestræbelsen på at udfolde dens indhold.

 

Analyse

 

Titlen ligger op til at blive analyseret igennem perspektivisme. Denne tradition kommer for alvor til udtryk hos Nietzsche, hvor pointen er, at der findes ikke kendsgerninger – kun fortolkninger(Larsen 1995: s. 32)  Sandheden er konstant til forhandling og afhænger af øjet, som beskuer og konsensus. Dette er samtidigt en erkendelsesteoretisk retning, hvorfor al viden i sidste ende er udtryk for fortolkning – der venter ingen fast sandhed ’derude’ og venter på os. Selv videnskaben er et udtryk for fortolkning, ifølge Nietzsche, og dermed er viden og erkendelse et udtryk for indprentning af viden. Før fortolkninger, eksisterer ikke en værdi – eller perspektivfri orden:” Men jeg tror, at vi i dag i det mindste er langt borte fra den latterlige Ubeskedenhed at dektretere, at man kun kan have perspektiver fra vor Afkrog af verden. Endnu en Gang er Verden blevet ’uendelig’ for os: vi kan jo nemlig ikke afvise den Mulighed, at den rummer uendeligt mange Interpretationer.”(Nietzche Visdom: s. 19).  Dermed får perspektiverne stor indflydelse på udformningen af vores virkelighed. Vores opfattelse af virkeligheden vil derfor være præget af det sociale, og sandhed behøver ikke nødvendigvis at have noget med virkeligheden at gøre. Dermed ikke sagt, at virkeligheden kun er social – den sociale virkelighed er en blandt flere mulige.

Martha indleder første vers med:

”Verden fra mit vindue passerer forbi

noget blokere inden i

jeg må holde trit for at føle lidt

for at holde balancen må man følge den tynde line snor

snurre til du blir tosset

snørre dit liv ind i denne snor”.

Som jeg har været inde på før, kan verden opleves som konstant bevægelse, hvorfor ”Verden fra mit vindue passerer forbi ”, men der er noget galt, for der er noget, som blokerer. Den tynde snor går fint i tråd med Friedrich Nietzsches(1844-1900):” Det store ved mennesket er, at han er en bro ikke et mål: det elskelige ved mennesket er, at han er en overgang og en undergang.”(Nietzsche 1972). Denne bro er som en line, der er spændt ud i mellem to punkter. Det gælder om at holde balancen, da der er langt ned i selvets afgrund. Man kan se tilbage eller frem på disse punkter, hvorfor de fungerer som pejlemærker til, hvor man er på vej hen. Men oftest er det ikke målene i sig selv, som er pointen – det er jo netop at blive på linien og holde balancen. Overgangen er bevægelsen fra et punkt til et andet – det er flowet og dynamikken, som er på spil. Undergangen er, når mennesket snubler og falder ned i afgrunden. Som Martha påpeger, kan man snurre rundt og blive tosset og livet snøres ind i denne snor. Denne snor er udtryk for, hvad Foucault og Deleuze[1] kalder for kræfterne i selvet. Disse kræfter er som en fold[2], som hele tiden folder sig ind og ud, snor sig, gør nye relationer osv.. Denne fold eller snor kan risikere at være:” fyldt med knuder og klister/ ingen gnister når drømmene spiller fallit”. Kræften(folden) er i konstant bevægelse, men den kan snurre sig og vikle sig så meget om sig selv, at den slår knuder og fastfryser. Selvet er på vej ned i afgrunden. Der er ingen vildskab og vilje(gnisten), selvet er blevet passivt og udsat for nihilisme. Martha fortsætter:”vi har grin på dåse lattergas og lykke på kredit/ maskiner og mennesker styret af mekanik/ kigger ud af vinduet/ udsigten er tåget og vejen er beskidt”. Her hæves perspektivet fra selvet til at være af mere diagnostisk art. Det er, som den slovenske filosof Slavoj Zizek(1949-) har udtrykt det – vi behøver ikke at grine, når vi ser serier, vi har dåselatteren til at gøre det for os. Vi har masser af midler til at gøre mennesket passivt. Dog skal det understreges af de passive affekter(nihilisme, misundelse, frygt, had og ressentiment mm..) ikke skal undgås. Det er noget som skal gennemgås, for en verden uden passive affekter vil være en illusion. Og det er i mørket, at lyset findes, og vi erkender i modsætninger, så jo grimmere vi har oplevet verden, desto smukkere kan den fremstå for os. Det grimme(onde) og smukke(gode) hænger uløseligt sammen.

Verset fortsættes af Kværn:”Ruden dugger jeg ka høre vindens stød/ den enes død den andens brød/der ingen glød på bålet og målet er en blindgyde/ der ingen føde at finde for de sultne munde/ vi går i krig for rigdom/ eller endnu bedre uden grund.” Kværn kan ikke se klart fra sit perspektiv, der er blevet dugget, men han kan høre, at der sker ting og sager på den anden side af ruden. De mål vi sætter op for os selv, og som menneskeheden styrer efter, er en blindgyde- vi kommer ingen vegne. Og i dette metaperspektiv kan tilværelsen synes fuldstændig lige-gyldig. Årsagen til at påbegynde krige synes at være maskeret af menneskerettigheder, men det er for at skrabe rigdom til sig – eller helt uden grund. Krigen skal i gang for ikke at miste ansigt og herredømme – tom snak og menneskerettigheder og demokrati synes at være tom luft. Kværn fortsætter i samme stil:”vi gudsforladte så vi ber en bøn til markedet eller vi venter på at chefen og regenten får sparket og jeg tænker og tænker men evner ik at bestemme mig jeg tror vi kæntrer eller ender hvor vi startede”. ‘Vi’ har slået gud ihjel, hvilket ikke har gjort os mere fornuftige – vi har kanaliseret vores tro over på økonomien(markedet). Hertil har Zizek noget interessant at tilføje. Zizek påpeger igennem den franske filosof og psykoanalytiker Jaques Lacan(1901-1981), at gud ikke er død – gud er blevet ubevidst(Agora 2012: s. 20). Derfor kan man sige, at den religiøse tro på ingen måde er blevet afskaffet – den har skabt sig selv på ny og fungerer igennem subjekts ubevidste sider.[3]  Der er samtidigt en afstandtagen til troen på mennesket som værende det mest geniale dyr i universet. Vi foretager nødvendigvis ikke fremskrift – snarere afvikling, hvorfor vi kæntrer og må starte forfra – gang på gang.

Omkvædet lyder:

jeg tror solen brænder ud inden polerne smelter

jeg tror vandet er gået inden broerne vælter

jeg tror slaget er slået inden kampen er tabt

jeg tror sandheden er falsk og vi aldrig får ret

jeg tror timerne er talte inden klokken er slået

jeg tror de unge blir yngre når de voksne er gået

jeg tror

ik jeg tror på noget

jeg tror

ik jeg tror på noget”.

Her er det vigtige tror, da endegyldige sandheder synes at være en illusion. Dette medfører dog ikke automatisk nihilisme, da det stadigt er muligt at foretage undersøgelser af fænomener(fænomenologi). Det kræver opmærksomhed, sensibilitet og sans for detaljer. Det vigtige er ikke at besidde den diskursive magt til at afgøre, hvad der er sandt og falsk – men metoden, hvorpå man undersøger: den handler om omkredsning fremfor lokalisering. Derfor kan man undersøge et fænomen ud fra forskellige perspektiver og horisonter og på den måde berige forståelsen af fænomenet.

I omkvædet ses igen en beslægtning med Nietzsche – sandheden er falsk, og vi får aldrig ret. Den, som ikke kan lyve, ved ikke, hvad sandhed er, sagde Nietzsche engang. Vi bliver ved at påstå, vi bliver klogere ved at gøre opdagelser, men skifter vi bare sandheden ud med en ny – beriger den vores forståelse af livet? At de unge bliver yngre, når de voksne er gået, udtrykker det spil, vi spiller over for hinanden. Den voksne findes kun som illusion. Vi er alle sammen børn, som prøver på at leve op til urimelige roller om at være voksne – og vi falder alle sammen i – igen og igen. Det har de unge luret, som står med et ben i hver lejr. Så snart de voksne har udøvet deres autoritet og tror, at de har fået orden i alt ting, bliver de unge børn – igen.

Andet vers indledes, ligesom første vers, af Martha:

”Giv en retning, en rolle, en rollemodel/ til at holde verden op mod mig selv/ altid et målebånd og pegefingre/ spejlet på væggen vender verden på hovedet”.

Subjektet er i konstant forandring og formes i og af det sociale, hvorfor det skal have en retning – denne retning (til)bliver en rolle(persontype).[4]  Rollen er til at tage føle på[5], hvilket vi gør ved at spejle os i den og sammenligne os med andre. Derfor kan vi pege fingre, når andre ikke lever op til samfundets normer og regler(den rette rolle/maske). At spejlet på væggen vender verden på hovedet er interessant, fordi vi iagttager ikke os selv i spejlet – vi iagttager spejlbilledet af os selv. Og det netop Lacans pointe i hans berømte spejlstadier. Lacan opererede med tre forskellige ordener: den symbolske, reelle og imaginære; også kendt som den borromæiske knude. Denne orden(knude) konstituerer subjektet, og de kan ikke adskilles fra hinanden – kun i en teoretisk abstraktion. Den symbolske orden er her sproget, normer, moralske regler osv. befinder sig. Det imaginære rummer det billedelige, fiktive og det, man kan kalde for det fantamastiske. Det er heri subjekts forestilling om sig selv bliver konstitueret. Det reelle er udtryk for alt, som ikke kan italesættes. Det kan hverken begribes af en symbolsk orden(sproget) eller som fantasme(det imaginære). Det reelle er det ufattelige. Det reelle opstår i det, Lacan kalder for spejlstadiet. Spejlstadiet er udtryk for den udvikling, et spædbarn gennemgår for at få sin subjektivitet(selv). I de første måneder af barnets liv besidder barnet ingen motorik eller føling med egen krop. Derfor kan man fx se spædbørn, der karter rundet med deres arme for pludseligt at ramme sig selv i hovedet. De bryder ud i gråd og kan ikke forstå, at de selv har forårsaget smerten. Langsomt, som barnet vokser, socialiseres det igennem den symbolske orden ind i en social virkelighed. Gradvist får barnet tildelt et navn og bliver tiltalt igennem dette. Dette sker i takt med, at barnet får øje på sig selv i spejlet og kalder dette spejlbillede for sig selv. Og her i sker en værensglemsel ifølge Lacan. Det er ikke os selv, vi ser i spejlet – det er spejlbilledet af os selv.[6]  Og heri ligger det reelle – glemslen af, at det ikke er os selv vi genkender i spejlet: en misgenkendelse. Derfor beskrives Lacans teori som mangelontologien. Ud fra dette er subjektet altid en psykose – forestillinger(fantasmer) om sig selv.[7]  Derfor kan Marthas spejlet vender verden på hovedet ses som dette træk ved mennesket. Det skal ikke (mis)forstås som en platonisk idéverden[8]  – nej, det er et ontologisk grundvilkår for mennesket, og denne mangel ved subjektet gør, at det altid vil forsøge at fylde denne mangel ud. Derfor søger subjektet hele tiden nye oplevelser for at kompensere for denne mangel. Lige så snart, at den er opfyldt, slapper subjektet af – for en periode. Pludselige bliver det rastløst igen – der mangler noget.[9]

Martha fortsætter:

det tapper energien og dit mod/ når sindet med tanker så dystre ikke lystrer/ forsvinder lysten af sig selv/ de følelser vi har af ubehag”.

Her ses subjektets jagt på manglen. Der bruges meget energi på at opsøge det, vi tror, vi ønsker. Sindet kan blive dystert, og det lystrer ikke Muligheden er at fortsætte i samme spor – altså gå i ring eller helt at miste lysten og blive ophobet af ubehag. Følelserne af ubehag:” dækkes med sminke og nyt tøj hver dag/ udsigten ændrer sig ik/ så vi blir hvor vi er og venter lidt”. Og det udtrykker Zizeks læsning af Lacan. Zizek ser subjektet som en begærsøkonomi, der aldrig bliver tilfredsstillet jf. manglen.[10]  Der bliver købt produkter i form af sminke og nyt tøj mm., men det ændrer ingen ting. Subjektet kører i ring.

Kværn fortsætter med refleksioner over hverdagens trommerum:

Ruden dugger jeg kan høre regnen dryppe/ alle søger samtykke men er samtidig ansvarlig for egen lykke/ det vanskeligt men valgfrit der er ik noget facit/ men altid en fejl i dit regnestykke”.

Alle søger tilflugt i konventioner om forestillinger den gennemsnitlige person. Dette minder meget om den tyske filosof Martin Heideggers(1889-1976) das Mann. Her er pointen netop, at man slipper for at tænke dybere over tilværelsen og ens egen eksistens ved at flygte ind i das Mann.[11]  Som Kværn påpeger, er udfoldelsen af tilværelsen valgfri, men den er vanskelig, fordi der er ikke noget endegyldigt resultat at holde ens moralske ageren op imod. Men der er altid nogen, der kan fortælle dig, at du udlever tilværelsen forkert.[12]  Her er tale om perspektiv og overbevisninger, som bevirker, at der kæmpes om sandheden på forskellige fronter – sandheden om, hvad det lykkelige indebærer. Men som Nietzsche påpeger, så er det ikke lykken, som mennesket efterstræber – det er magtfølelsen; en vældig kraft i mennesket(Nietzsche Visdom: s. 13).

Kværn fortsætter med:”så før din ligning går op er der rigeligt med jobs/ rigeligt med rod i din bod før du stiger til tops”.

Før man opnår denne følelse af magt – vilje til magt, skal man igennem forskellige affektive tilstande. Men når denne en gang er opnået, er man ikke kommet i mål, for der vil opstå nye ligninger og rod i ens bod:

Dybt sørgmodige Mennesker forraader sig selv, naar de er lykkelige: de har en krampagtig Maade at holde lykken paa, som vilde de trykke den i Stykker og kvæle den – af Misundelse, – ak, de ved kun alt for godt, at den løber fra dem.”(Nietzsche Visdom: s. 42).

Verset afsluttes med:”men hullet i himlen kan ik dækkes af mit ordforråd/ så jeg kigger ned i jorden for jeg tror ik jeg tror på noget”.

Dette er filosofisk og udtrykker vores forhold til begrebet mening. Kværn ser et hul i himlen, men hans sprog et ikke rigt nok til at beskrive, hvad det udtrykker. At Kværn ikke tror, at han tror på noget, er en vigtig pointe. Det er ikke, fordi han ikke tror – nej han tror ikke, at han tror. Og det er bedre at tro end slet ikke at tro.[13]  Det interessante mht. hullet i himlen er, at det rejser problematikken angående muligheden for at opleve meningen med det hele. Den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein(1889-1951) var optaget af dette og skulle engang have sagt:”Grænserne for mit sprog sætter grænserne for min verden“. Vores adgang til den verden, vi lever i, går igennem sproget. Dvs. at vores redskaber til at udforske fænomenet mening med, er sproget og sproget er godt og grundigt brugt. Sproget i sig selv indeholder en masse historier om den menneskelige historie. Et ords udvikling kan spores tilbage i tiden, og man kan undersøge dets tidligere betydninger og anvendelsessituationer(etymologi). Det var blandt det projekt Nietzsche fik søsat(han var uddannet filolog). Foucault gjorde det samme, da han foretog genealogiske undersøgelser, som har til formål at vise et fænomens eller begrebs tilblivelsebetingelser. Sproget er som en levende organisme, der har mange historier og sandheder at fortælle.

Deleuze havde nogle interessante betragtninger angående kommunikation og mening. Han mente, at vi er indvævet i information, og det gjaldt om at vende ordene om og finde lommer af ikke-kommunikation. Dette muliggør at komme udover det personlige element og spore en ikke-organisk form for liv; ren immanens. Nietzsche sagde herom:” Med Ordet ’dionysisk’ er udtrykt en Higen efter Enhed, en Griben udover Personligheden, ud over Hverdag, Samfund, Realitet, udover Forfængelighedens Afgrund: – den lidenskabeligt-smertefulde Strømmen-over i dunklere, rigere, mere svævende Tilstande; i en henrykt Sigen-Ja til Livets samlede karakter, som det i al Vekslen lige, lige mægtige, lige saglige; den store panteistiske Medglæde og Medlidelse, som akcepterer og helliger Livets frygtligste meste problematiske Egenskaber; den evige Vilje til Avling, til Frugtbarhed; Enhedsfølelsen af Skabelsen og Tilintetgørelsens Nødvendighed.”(Ibid: s. 47-48).
Sangen afsluttes med en outro- snak:

Og på taberfabrikken har de travlt de møder op kl 9 om morgenen

for at udfylde de betydningsfulde blanketter og fornødne formularer

de blir uddannet i hvordan man holder flaskerne tæt til sig

hvordan mønter er noget man samler på

så man på et senere tidspunkt kan købe sig intet mindre en meningen med livet

men taberne blir ik født på en dag

de blir masseproduceret med henblik på at eksportere dem til ulandende

vi iværksætter en reklamekampagne der kan markedsføre dem

vi sælger dem til dumpningspriser

taberne blir et hit i den 3. verden”.

En ironisk skildring af den meningsløshed, at skulle bruge det meste af sit liv på at arbejde. Det minder om ’Deleuzes’ kontrolsamfund, hvori vi er gået fra det disciplinære samfund(Foucault) til kontrolsamfundet. Her har magten skiftet form, så den virker som funktion frem for en eksplicit disciplinering(Deleuze 2006: s.212). Reformen af folkeskolen(helhedsskolen) er eksempel herpå(Rambøll 2012: s. 1). Her er det ikke kun læreren, som varetager børnene – nu er pædagoger begyndt at samarbejde med lærerne. Undervisningen er ikke nødvendigvis i en fast klasse – der undervises efter niveau. Dvs. at undervisningssituationen kan variere fra dag til dag. Ligeledes kan undervisning foregå igennem leg, hvilket vil sige, at læreren og/eller pædagogen kan vælge spontant at gå udenfor og lave andre indbydende tiltag. Formålet er det samme, men måden, det gøres, er anderledes. Magten er gået fra spanskrøret og klasseopdelt undervisning til at være mere flydende – magten fungerer som funktion. Og resultatet er en bestemt subjektproduktion, som beskrevet i outroen. Der bliver masseproducerede subjekter, som skal være kloge. Men hvad skal denne viden bruges til? Til at kunne omsættes i økonomiske relationer – det er lige meget, hvad børnene lærer, bare de bliver dygtige, så de kan omsættes senere hen i livet. De lærer at holde flaskerne tæt til sig. Og denne ekspansion af stadigt flere mennesker, som fx heldagsskolen er et eksempel på, er udtryk for kapitalens stadige udvidelse. Der skal bruges flere omsættelige ressourcer for ikke at gå i stå. Som det påpeges i citatet, så begynder kontrolsamfundet at inddrage flere og flere – ja selv i den tredje verden er der ressourcer i form af subjekter, som potentielt set kan indlemmes i kapitalens omsættelighedsspil.

 

 

Litteraturliste

 

Agora, Journal for metafysisk spekulasjon, nr. 2-3, 30. årgang, 2012, Oslo

Deleuze, Gilles, 2006: Forhandlinger  – 1972-1990, Frederiksberg, DET lille FORLAG

Lacan, Jacques, 2006: The mirror Stage as Formative of the I function, in Lacan, J.: Ecrits, W.W.Norton Company, London

Larsen, Nepper Steen, 1995: Sproget er alles og ingens – erkendelse og spekulation, Århus universitetsforlag

Nietzsche, Friedrich: VISDOM – aforismer, på dansk ved P.E. Seeberg, København, Steen Hasselbalchs forlag

Nietzsche, Friedrich, 1972: Således talte Zarathustra, København, Jespersen og Pios forlag

Rambøll, Evaluering af heldagskoler, Rapport til Ministeriet for Børn og Undervisning, oktober 2012.

 

 



[1] De var begge stærkt inspireret af Nietzsche

[2] Selvet er forhold – forhold til sig selv, hos Foucault

[3] Eller som Zizek siger, så er det ikke mennesket, der har slået gud ihjel – gud har slået sig selv ihjel, han er blevet ateist.

[4] Person er afledt af det latinske persona, som henviser til en maske – at bære maske, som stammer fra de antikke teatre.

[5] Jf. sprogkritikken, som er blevet behandlet i ’Essay om dansk rap’, som er at finde på siden.

[6] Eller Den store Anden. Det er den andens begær, som sætter sig igennem, hvorfor subjektet vil begære den andens begær ifølge Lacan

[7] Derfor er spejlstadiet ikke noget, skal overvindes som en sygdom – det er et grundtræk ved den menneskelige psyke ifølge Lacan.

[8] Den græske filosof Platon(ca. 428-347 f.v.t.) opererede med ideernes verden og fænomenernes verden. Ideerne repræsenterede sandheden, og fænomener var skygger af sandhedens lys(idéverdenen). Grunden til, ifølge Platon, at vi kan snakke om heste, er ideen om en hest – eller hesthed. Hesten er så at sige det fænomen, vi beskuer, men hesten er genkendelig på grund af ideen om en hest – og denne ide har hjemme i den ophøjede ideverden. Og denne havde kun filosoffer adgang til, som der herefter kunne guide de uoplyste.

[9] Lacan var her inspireret af Freud, som kom med eksempler på en patient, han havde i terapi. Han ville gerne være professor, men det kunne ikke lade sig gøre, grundet en anden besad professoratet. En dag blev det dog muligt – men vedkommende, kom med dårlige undskyldninger for ikke at tage imod professoratet. Han var ikke god nok, det kunne være ligemeget osv. Pointen er, at vi begærer ting, men de figurerer som substitutter for manglen i subjektet. Vi kan ikke sætte ord på, som vi bæger.

[10] Derfor fungerer kapitalismen ifølge Zizek

[11] Hvilket kan have en parallel til Lacans mangel – vi bærer den andens begær; den gennemsnitlige person. Dette betyder, at det hele er tiden forestillingen om hvad Den store Anden forventer af os, der bliver determinerende for subjektets udfoldelse.

[12] Jf. Den store Anden

[13] Denne pointe er ligeledes udfoldet i ’Essay om dansk rap’, som også er at finde på siden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *