Meditationer over døden

Lars Virkli har udgivet en personlig plade, hvor der mediteres over døden. Pladen består af 10 numre og er produceret af IngrediJens. Pladen er rig på stemninger og har fået den sigende titel Udslukt.

Det rapmæssige håndværk kan der ikke sættes en finger på. Lars Virkli mestrer rappens ABC og Lars har stil, når han udfolder sine meditationer. Udslukt er da også en velvalgt titel. Udslukt kan både betyde tristhed og tab af energi. Ordet udslukt anvendes ligeledes i forbindelse med at beskrive vulkaner. En udslukt vulkan er en vulkan, der ikke har været i udbrud siden istiden; dvs. ca. for 10.000 år siden. Her nærmer vi os pladens kongstanke, at døden og liv er intimt forbundne. Normalt tænker vi døden som værende livets totale modsætning. Død er fravær en enhver form for aktivitet. Den tyske filosof Martin Heidegger mente at livet var en lang forberedelse på døden, hvilket umiddelbart kan virke deprimerende. Men fordi vi skal dø, er vores tid knap og vil vi opleve noget meningsfuldt, må vi gøre en indsats. Døden markerer ligeledes det mest individuelle et menneske kan opleve. I hverdagen kan man gemme bag sig andre mennesker og man kan indrette sit liv efter andres forestillinger. Men i døden tvinges man frem. Man kan ikke gemme sig bag andres død. Man må dø sin egen død.

Pladens bedste numre er Længe leve, Åben kiste og Kødflue. Her indfanges dødens stemninger uden at hverken at idealisere eller tabuisere døden. Her klæder Lars Virkli og IngrediJens hinanden virkeligt godt. IngrediJens har virkeligt skabt en lækker lydside, der gør pladen yderst lyttevenlig.

Dommen

Udslukt er en stabil plade, der adskiller sig positivt fra resten af den (ikke) eksisterende rapscene. Dog sidder man som lytter med en følelse af uforløsthed. Man venter hele tiden på at pladen kulminerer, men det sker desværre bare aldrig. Det havde klædt pladen at dykke endnu dybe ned i dødens mysterier og (måske) søge mod det transcendensbefordrende lag ved døden. Jeg savner intelligente ordspil, mere overlegent sprogbrug og generelt et dybere spadestik.
Det piller ikke ved, at Udslukt er en god og anbefalesværdig plade med plads til forbedringer. Udslukt ender med et 9-tal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *