Poetisk hiphop, når det er bedst

Turen ned ad trappen

Kværn har skabt en perle med sit andet soloalbum Turen ned ad trappen, hvor Kværn er tilbage i folden hos Echo Out, og han står selv for det meste af produktionerne. Dog har Carl Knast, Anders Stig Møller(Turboweekend) og LSD haft en finger med i nogle af produktionerne. Turen ned ad trappen gæstes på vokalsiden af Clara Bryld, Peter Sommer, Carl Knast og JKS.

Pladen består af 12 numre, som umiddelbart ikke har nogen direkte forbindelse. Numrene kan høres vilkårligt og behøver ikke at høres kronologisk, selvom denne anmeldelse vil behandle numrene således. Dog vil jeg anbefale, at man hører Farvel Til Flinkeskolen først, da den fungerer som en slags intro til resten af pladen. Dermed ikke sagt, at der ikke er en rød tråd på pladen – for det er der! Hvert nummer kan høres som forskellige verdener eller perspektiver i stil med en Pandoras æske. Nogle numre er poetiske, og andre er fintfølende og undersøgende. Turen ned ad trappen undersøger den mikrosociale verden; dvs. de ’usynlige’ mellemrum, der eksisterer mellem mennesker. De styrende temaer for pladen synes at være forholdet mellem kærlighed og frihed, og her spiller sproget og kommunikation en væsentlig rolle. Jeg vil med det samme slå fast, at jeg ikke forsøger at vise, hvad Kværn rigtigt har ment(dybdehermeneutik) med pladen. Derimod vil jeg forsøge glimtvis at give smagsprøver på de mange betydningsrigdomme, som denne plade aktualiserer. Kærligheden og friheden rummer sprækker og tilblivelser, som giver sig til kende i det mikrosociale, og det er sådanne størrelser, Kværn mestrer med sin sproglige følsomhed.

På lydsiden er pladen ved første lyt en meget blandet affære. Her er tale om en blanding af hip hop, elektronisk, pop og syrerock, hvilket ens ører skal vende sig til, da her er tale om meget anderledes lydsvingninger. Men lader man sine ører tage en tur ind i det musikalske univers, vil man opdage, at det hele fungerer rigtigt godt.

Indhold

Farvel Til Flinkeskolen sætter rammerne for resten af pladen, og er et opgør med at være flink og pakke tingene ind. Der gås lige til stålet og forestillingen om, at talent er medfødt skydes ned i første linje:

Jeg overhørte en der sagde noget om at musikken er hellig/ jeg tror den kommer af hårdt arbejde men opstår tilfældigt”.

Nummeret er energisk og et slags manifest over, hvordan livet og musikken bør udfoldes.  Afslutningsvis hedder det:

Har du noget du vil sige? Spyt i!/ Befri dine ord/ tal nu eller ti”,

hvilket på fornem vis problematiserer samtidens frihedsforståelse. Frihed er andet end at kunne slæbe sin krop ned i træningscenteret – den handler snarere om at have en tålmodig omgang med sproget for at forstå dets skabende kræfter.

Rebellen er en slags kritik af, hvordan kærlighed er blevet koloniseret af en jernhård fornuft. Der gøres brug af jeg-fortælleformen, men uden at blive for konkret. Selvom der bruges jeg, du og vi, så bruges dette til at vise forholdet mellem det legende, anarkistiske og idealistiske på den ene side og så: ”et skema og en skudsikker plan” på den anden side. Uden den alt for store direkte løftede pegefinger fornemmer man alligevel en indirekte kritik af, hvor kedeligt voksenlivet er blevet. Musikken er mørk og anderledes og skaber et tragikomisk univers.

Varmt blod følger tråden fra forrige nummer ved at fokusere på det usikre:

jeg ik ude efter faste pladser/ jeg ude efter løse forbindelser der altid brister”.

Det handler om åbenheden overfor tilværelsen og lade verden træde frem for én:

men nu er jagten er sat ind på at finde en erstatning for tabet der trak mig ned og sætte ord på det jeg mangler at finde”.   Et energisk nummer.

Spekulanten eksperimenteres der på en måde, som minder om poetry slam. Her filosoferes over kærlighedens paradoksale væsen. Sangens budskab er svært at fastsætte en gang for alle, men man fornemmer en ambivalens over den konformitet, som tosomheden kan medføre. Det bliver hurtigt for pænt, poleret og modstandsfrit, hvilket dræber det vitale ved livet: hullerne og sprækkerne til at tænke og skabe overses:

hun holder stilheden på afstand og det er i sig selv en vigtig rolle at udfylde og tjener på den måde et fælles formål.”

Ved at holde stilheden på afstand, undertrykkes samtidigt muligheden for selv at tænke – fx over den situation, parforholdet har sat én i. Den tjener samtidigt det formål, at forholdet bliver ved at eksistere. Stilheden kan ses som et symbol på mulighedsbetingelserne for, at noget nyt kan indtræde. For i stilheden er muligheden til stede for, at man kan tænke selvstændigt. Nummeret slutter da også af med:

det eneste jeg opfanger er hendes mund der bevæger sig. Når jeg kigger på hende er jeg allerede længere fremme i tiden. Jeg har en masse billeder i mit hoved. Jeg hørt man ik må tænke sån. Det forbudt at spekulere i det”.

Kærligheden handler måske om at befri ordene og at give den anden plads til selv at tænke, for ellers stivner og forstener den.

Alt For Hende er et af pladens bedste numre, der gæstes af Carl Knast. Der er fuldt fart over feltet, og man føler, at ordene bevæger sig med beatet. Sangen er old school med tighte rim, skarp levering og flow samt et lækkert beat. Sangen handler om en gammel flirt, som: ”… lærte mig at flyve – mental fest, lærte mig at lyve lærte mig om analsex”. Kværns vers demonstrerer, hvorfor han er en af landets absolut bedste rappere.

Vi ku blive er et idealistisk nummer, der handler om, hvordan kærligheden kan spire, hvis man kæmper for den. Der er flotte sætninger som:

i dag ku jeg strande i min jagt på evig forelskelse – jeg ku omfavne livet i en bevægelse – livet i en bevægelse”.

Sangen er stille, eftertænksom, dyb og et lyt værd.

Den hvide dame er et veludført nummer, hvor Kværn viser, hvordan der kan rappes om stoffer uden at forfalde til selvhævdelse og blærerøvsstilen. Jeg har skrevet lidt om nummer før her på siden. En interessant sidebemærkning er, at hvis man udskifter Den hvide dame med kapitalisme, fås en interessant beskrivelse heraf.

Nummeret Lyden af ensomhed rummer nogle interessante refleksioner over stilheden. Igen bruges jeg-fortællerformen og ambivalensen, og det paradoksale i kærligheden synes igen at være på dagordenen. Der er flotte linjer som:

du siger du aldrig ved hvor du vil hen med noget/ jeg ville ta´ dig dertil hvis jeg ku“.

Sangen er fyldt med flotte og dybe linjer, der fortjener opmærksomhed.

Jeg så en sol stå op rummer mange fine linjer, der åbner op for filosofisk refleksion. Fx i linjer som:

i begrænsede dage vi var travle og træge i troen/ levede i nuet til der ik var mere fremtid tilbage til nogen

og ”det var kærlighed til grænsen/ chancen vi tog den når den bød sig/ forbrød os og brændte den”,

som fremaner mulighederne for at skabe sammen i ’ægte’ kærlighed. Nyd også linjer som disse:

jeg så en sol gå ned/ jeg så din virkelighed – en fantasi af drømme du ku leve med”.

Tonernes fald er et af pladens flotteste numre med mange smukke beskrivelser. Sangen handler om alle parforholdets faldgruber:

vi dumpede bag lås og slå i legelandets baglokale/ vi fejlede alt vi følte frem/ det slog mig da vi stødte sammen

og

jeg går på gløder som glaskår/ følelser på flasker/ der flød overalt det vi følte og faldt for/ nu vi faldet fra blevet alt for alvorlige”,

der også kan ses som diagnoser på parforholdets status i år 2015. Nummeret maler mange flotte billeder – nyd fx disse ord:

til at se igennem fingre med jeg har kun to hænder at tage hånd om/ udviser håb for holdånd/ rødt kort til ambitioner/ vi faldt sammen under tonerne mod polerne på afstand af dit tidevand”.

Turen ned ad trappen gæstes af Peter Sommer og er en intens fortælling om en De unge mødre-lignende types opvækst, og hvordan hun bliver ved med at begå de samme fejl i livet. Der er ikke det store hokus pokus over sangen, men fortællingen er skræmmende og fængslende.

På pladens sidste nummer Kongen er vi vidne til den ensomhed, der kan følge med et brud. Egoisme og stolthed synes at være årsagerne til, at man ikke længere forstår dens andens(partnerens) verden, fordi vedkommendes verden ikke længere er en del af forholdet. I omkvædet hedder det:

for du en konge i et tomt palads/ du regerer enevældigt i et land der ik længere findes”.

Kærlighed til grænsen og evnen til at være hinandens tilflugtssteder synes at være glemt:

da jeg plukkede deres vinger fløj de ik længere/ jeg gjorde intet for at forhindre deres fald”.

Endnu en fint og præcist nummer.

Konklusion

Pladen ligner ikke noget, som man har set før. Her er tale om eksperimenteren med forskellige genrer, lyde og udtryk. Kværn viser på pladen, hvordan han har blik for det mikrosociale og leverer rammende beskrivelser heraf. Produktionerne er veludførte, selvom det stikker lidt af indimellem. Pladen har mange poetiske øjeblikke, hvor der demonstreres en helt særlig sproglig fortrolighed, hvor sider af livet beskrives med kirurgisk præcision. Pladen flygter ikke fra virkeligheden, men forsøger at skabe noget nyt ved at tage fat i den eksisterende virkelighed. At der tages afsæt i samtiden har resulteret i nogle spændende refleksioner og fortællinger og interessant ved pladen er, at den synes at opholde sig mest ved kærligheden i form af tosomhed. Der søges ikke strukturelle forklaringer på kærlighedens mistrivsel, men derimod synes fokus at være på manglende vedholdenhed og forståelse for kærlighedens væsen. Kværn falder ikke i den sukkersøde romantiske fælde, men formår at skildre kærligheden på en anderledes realistisk måde. Turen ned ad trappen har ligeledes et interessant blik for grænser og der, hvor tilstande synes at brydes. Det usikre synes at ligge latent i pladens mange fortællinger. Pladen ender på et 13-tal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *