Samfundsdystre beretninger

 

Produceren Melancolia og rapperen Trepac udgør gruppen Torden og Lynild, som er pladeaktuel med Sky til jord. Pladen er en dyster og samfundskritisk en af slagsen. På pladen hører man ikke vendinger som ”jeg mener” eller lignende, hvilket gør, at man slipper for at høre på selvretfærdiggørende ressentimentsudtaler. Pladen struktureres af en slags altvidende fortæller, der med stor kraft bryder med vores vante trygge forestillinger om det gode ved det vestlige demokrati.

Sky til jord

Som titlen også antyder, så er pladens omdrejningspunkt en kritik af de forestillinger, vi gør os om virkeligheden og dermed os selv. Disse forestillinger flagrer rundt i skyerne og af til sker der sammenstød med den jord, vi til daglig betræder. Og der må siges at være overordentlige forskelle på, hvad vi er opdraget til at tro på og hvordan vi udfolder vores virkelighed i praksis. Vi elsker at fortælle om vores værdier, men vi stopper aldrig op og fortæller, hvad vi egentligt forstår ved begrebet værdi. Der bliver smidt om sig med den ene flotte værdi efter den anden, for herefter at gå ud og gøre det stikmodsatte. Vi hævder at kunne foretage selvstændige handlinger, men så snart vi nærmer os noget, der har med selvstændighed at gøre, begynder vi straks at vende blikket mod sidemanden. Når vi ikke selv magter at skabe en tilværelse, vi kan holde ud, kan vi altid pege fingre: ” der ingen brok, de holder sig i bund og grund på måtten – tilfredse nok, så længe sidemanden er målestokken”, som det hedder på pladens absolut bedste nummer Undermennesker.  Selve titlen er interessant, fordi den både indikerer, at vi lever i en tid med mennesker, som lever langt under det niveau, som mennesket kan præstere og så fordi den samtidigt peger i retning af, at under mennesket florerer en masse kræfter. Og disse skal holdes i skak af idealer(ensretning) – fra sky til jord.

Udover at komme med kritiske beskrivelser, gøres der samtidigt opmærksom på farerne ved at leve i disse tider, som vi gør. At leve i vor tid er ensbetydende med produktionen af usikre individer. Vi bliver fortalt fra barnsben af, at vi lever i de bedste tider og stiller vi os kritisk heroverfor bliver man spist af med parolen om, at det fordi man ikke har forstået historiens udviklingsproces. Så i dag render folk forvirrede rundt over, at de burde føle sig lykkelige og tilpas i dette fantastiske samfund, men føler og oplever ubehag i kroppen. Folks levede liv hænger ikke sammen med de store fortællinger. Når det har indflydelse på individniveau, har det også indflydelse på kærlighedsrelationer. På nummeret De ledte efter noget er vi vidner til nogle personer(formentlig to), som går til livet med en nysgerrig undren, men denne skabende tilgang til tilværelsen bliver konverteret til en kynisk distance. Spids ører til disse flotte ord:

“og de gik og de gik – for langt – for at lære noget om metafysik,

var trængt op i en krog, men da var det for sent at gi’ slip,

så angst for ik’ at forstå sig selv ned i mindste detalje,

ville nå det hele på den halve tid, så de nåede intet af alt det

signifikante i livet, men faldt for det irrelevante,

ville forvandle personlighed, men realiteterne fandt dem.”

Vi er små usikre mennesker, som gerne vil nå det hele. Det ene øjeblikke tilhører vi den kreative klasse og vil være med til at omstyrte de bestående samfundsstrukturer og det næste øjeblik(når en mulig revolution er indenfor rækkevidde) bliver vi angste og klamrer os til det allerede bestående – det velkendte og sikre. Her beskrives med andre ord det skizoide subjekt, som er så kendetegnene for vor tid. Nyd disse perler fra nummeret Mundland:

lam der lammet, vokser op, bli’r til får og får det værre,

unge lam, hverken dumme eller bange, de

sætter spørgsmålstegn ved samfundets grundstamme,

men når revolutionære tanker de bli’r undfanget,

bli’r tungen lam og får forstummer og bli’r mundlamme”

Men i disse dystre anmassende ord er dog en smule håb at spore:

“ledte efter klarhed, noget der fik dem til at vokse,

noget der fik hele sanseapparatet til at boble,

noget nyt, noget sandt, noget kant, noget kryptisk og

dybt interessant, noget fyld der forbandt dem med alt,

et synligt bevis på forstand, så de ledte indtil lyset forsvandt”

For når lyset forsvinder, befinder man sig i mørke. Mørke hænger sammen stilhed og ensomhed – man er med andre ord overladt til sig selv. Dvs. at stå på egne ben – at være sin egen verdens skaber og dette er på en gang befriende og meget skræmmende.

Pladen fortsætter med at rette sin kritik mod systemet og til de gennemsnitlige forbrugere, vi er, bliver der delt verbale håndmadder ud. Direktører, produktionsmåder og arbejdslivet får hårde ord med på vejen:

“verden den er allerede forblændet af deres glanspapir,

der røg fra motorrummet, find et andet gear,

vandet stiger, alle skriger på en smule handling her,

S.O.S., vi ka’ ik’ holde skansen mer’

men forandring findes kun i vores fantasier

så smør din madpakke, gør dig klar til næste dag

– for fællesskabets skyld, det bedst at arbejd’ gælden af

systemet virker næsten, tak til arkitekten bag

der stimulerer industrier uden det gi’r gennemslag, så

– de ta’r med venstre hånd og stjæler med højre, men

med spændetrøjer bli’r der sjældent optøjer,

vi ka’ kun bebrejd’ os selv for dette gældsparanoia,

så ik’ faren, så vi dummede os: velkommen til Troja.”

Linjerne er fra nummeret Troja og jeg vil opfordre til, at man bemærker skarpheden og intelligensen bag disse skildringer. Vi er fuldstændigt forblændet af pengene. Selvfølgeligt skal vi bruge penge for at udfolde vores liv, men når vi shopper for at trøste vores sorger, så er der noget galt. Samtidigt holder vi pengene tæt til os og dem, som der ikke har nogen penge, er helt sikkert selv ude om det! Vi arbejder for fællesskabet skyld! Så når vi bliver undertrykt på arbejdspladsen skal vi ikke protestere men blindt fortsætte med bidrage til de igangværende systemer. Og skulle der være et kritisk pip eller to, bliver man henvist til positiv psykologi og orlov: for hvad vil du helst være? En holdspiller eller galoperende egoist? Førhen stod arbejderne sammen, fordi de vidste at chefen(kapitalisten) var ude på at profitmaksimere. Derfor havde de fagforeninger til at sikre rettigheder. Men i dag er skellet mellem arbejder og chefen ikke så synlig. Arbejderne er blevet gjort til konkurrenter, så hver gang man pipper kritisk op på arbejdspladsen, så udstiller man sig selv og gør det lettere for andre at avancere på ens egen bekostning. Men vi er selvfølgeligt fuldstændigt frie til at gøre hvad vil! Eller er vi? Det er liberalismens store løgnehistorie: vi er med andre ord frie til selv at vælge sultedøden. Det er systemet, som er selvforstærkende og som bare buldrer derudaf. Men som det påpeges, så havde vi muligheden for at vælge det moderne arbejdsliv fra, inden vi påbegyndte det. Men vi higede så meget efter anerkendelse, at arbejdstagerrettigheder må komme ind på andenpladsen.

På nummeret To ben konkluderes, at mennesket er den virus, som har betændt verden og dommedagsprofetien fortsætter på Himlen falder, hvor menneskets dumhed udstilles.. Lås og slå er fortællingen om en mand med en vital mission; en som vil gøre en reel forskel. Men vi kan ikke magte hans anderledes værdier, så han puttes bag lås og slå. Dette kan have forskellige betydninger: at vi putter fornuften bag lås og slå og blot lever efter en uhæmmet lyst. Det kan også være tegn på, at fornuften har taget overhånd og grundet frygten for nye tanker(det ukendte), så gemmes de væk.

Pladen rundes af med en meget dyster afslutning, dog man fornemmer små sprækker af håb, men disse manes hurtigt til jorden. Mennesket synes at have mulighederne for udvikle livskabende praxisser, men forfalder altid til den nemme løsning. Det er det, der er så undertrykkende ved vor tid: vi ved godt, hvad der skal til for at opnå et tilfredsstillende liv, vi gider bare ikke gøre det.

Helhedsindtrykket 

Alt i alt har Trepac og Melancolia skabt en lille perle. Pladens dystre tematik holdes i gang af en stærk intelligens og inspirerende musikside. Kun på et par enkelte nummre forfaldes der af og til til letkøbte pointer – fx påCEO. Pladen rummer elementer af en romantisk længsel mod de gode gamle dage. Der kan være en fare ved at følge dette spor, da man netop kan forfalde til de idealer, som pladen så hårdnakket forsøger at bekæmpe. Samtidigt er hele pladen lidt af en monoton mundfuld – det havde klædt den med et feat eller to – fx fra Kværn eller andre fra Echo Out folden.

Det lader til, at Trepac endeligt har fundet egne ben at stå på og belønnes derfor med et 11-tal.