Kvalitetsrap med håndværket i orden

ingen fine fornemmelser/det handler om at rime på endelser ” – ordene er Lars Virklis og udtrykker rammende Spytbakken 6’s DNA, der emmer af kærlighed til rappen. Håndværket er i højsædet og pladens 12 numre er domineret af en battlerap og blærerøvsagtig attitude. Ca. halvdelen af pladens numre er af ekstremt højt niveau. Den sidste halvdel svinger mellem at være kedelig, middelmådig og lovende.

Værd at fremhæve

På nummeret Som om de ik ved får Lars Virkli og Loke Deph positioneret sig i forhold til den etablerede rapscene og det fungerer rigtigt godt. Loke Dephs stil er en ren fornøjelse og han har en helt speciel evne til skabe billeder. Hans vers er både dystert, underligt og skide skægt med linjer som: ”knepper kun i skimasker høj på nikotinplastre”.

Trepacs niveau på Ægte genkender ægte er uhyggeligt højt! SuperDejen og Trepac får skabt en troværdig og gennemført fortælling om, hvor real de er. Nummeret bugner af gennemtænkte referencer og er konsekvent i sin udførelse. Trepac leverer knivskarpe linjer som: ”vender kasketten om/scratcher med den venstre hånd/bommer med den højre/ buster rap i zulu nations ånd/ ægte som PTA – hiphopleksikon/udgiver kun på vinyl og kassettebånd”. Av av, siger jeg bare!

NATKAT leverer et meget anderledes nummer om kærligheden til rappen på nummeret Maskinen. Nummeret handler om begæret efter at producere kvalitetsrap og begæret bliver billedgjort som en maskine. Maskinen er et flot nummer som på en enkel måde får sat fokus på de skabende kræfter, som begæret udtrykker. Samtidigt kan det nævnes, at den franske filosof Gilles Deleuze opererede med begreber som ’abstrakte maskiner’ til at beskrive begærets kreative kræfter.

På nummeret Røde øjne beretter Illusionisten og Mund De Carlo om, hvordan de har overlevet en dekadent rapkultur ved at se på verden”… gennem rim og remser”, som Mund De Carlo udtrykker det. Illusionisten leverer som sædvanligt med hårrejsende ærlighed og Mund De Carlo demonstrerer sine tekniske færdigheder.

Marki Snøre står for pladens absolutte højdepunkt med nummeret Mood Killah. Marki Snøre demonstrerer et højt refleksivt niveau, hvor navlepilleri bliver brugt konstruktivt fremadrettet. Modsat resten af pladens fokus på pralerap, så tager Marki Snøre den kritiske og filosofiske tilgang og det fungerer vanvittigt godt! Nyd fx linjer som: ”jeg tror ikke på skærsilden – hvad skulle det her så vær’?/render rundt i frostvejr/kontrær/ fuck at observere/ jeg kigger uden at se noget/ alting er helt tåget/ hvad er det du ikke har forstået?/ ingen mening med noget.” og ”ingen håb, ingen drømme, ingen værdier, ingen ambitioner – vi gør bare som pengene siger. Men jeg er fattig på det meste – ikke en øre til mit navn/ født og opdraget af historien og død og begravet i mødrenes favn alene”. Mood Killah er en mangfoldig sammensætning af observationer af hvordan det er at opholde sig i en postmoderne verden, krydret med et kritisk blik.

Samlet vurdering

Spytbakken 6 efterlader en med et positivt indtryk og der skal gives cadeau for, at pladen formår at få så mange forskellige artister til at spille sammen. Produktionerne er fede og fanger fænomenalt hiphopstemningen. Nota Benes, Chewbaccas, Carl Knasts, PsoriaKriz‘, Anders Anderledes’, Joe Handsomes, Intensiv MC’s og Esbens bidrag er middelmådige, men bestemt værd at lytte til. Pladen besidder ikke af nogle deciderede dårlige numre, men nogle er numrene er kedelige og middelmådige. Fx føler jeg mig ikke overbevist om, at hverken Kværn eller Pede Gøbb ‘splitter hver eneste scene’ efter at have hørt deres bidrag til Spytbakken 6.

Spytbakken 6 ender på et 10-tal.