De små pokalers erfaringsdybde

Kunstens udfoldelse og udfoldelsens kunst

Efter utallige gennemlyt af ”Små pokaler” bliver det mere og mere tydeligt for mig, hvor mesterlig en kunstner, vi har med at gøre. Kasper bliver ved med at sprænge rappens grænser og jeg har en oplevelse af, at det ikke yder Kasper Spez den fornødne værdighed at kategorisere ham udelukkende som rapper. Men hvad er Kasper da? Jeg vil mene, at Kasper repræsenterer en sand kunstner. Med kunstner mener jeg ikke blot en såkaldt musikartist. Lad os dvæle lidt ved, hvad en kunstner egentligt foretager sig.

Stiller vi spørgsmålet, hvad er kunst, kommer de fleste til kort. De fleste har nok en intuitiv forståelse, der har noget med museumsgenstande at gøre. Men kunst er ikke objekter selvom kunst selvfølgelig besidder en form, hvori dets udtryk fremtræder. Skal vi forstå kunstens og kunstnerens væsen, må vi forstå hvor praktisk kunst egentligt er. Kunst udfolder sig i et kropsligt møde med virkeligheden. Hvordan det, kan man så spørge sig selv? Helt simpelt ved, at kunst ikke handler om genkendelse. Kunst afspejler ikke virkeligheden, kunst frembringer virkelighed(en). Dette foregår i en hyper-intens praksis. Når man hører musik, ser film, billeder etc., der behandler det genkendelige, da har vi ikke at gøre med kunst. Kunst er ikke klassisk realisme. Kunst er snarere konstruktiv realisme.

Kunstnerens rolle bliver hermed central. Skal vi kunne tale om en egentlig kunstner, da må vedkommende deltage i processer, der på den ene eller anden måde er med til at frembringe virkeligheden. Det kan være nye måder at tænke på, mærke på, sanse på eller opleve på. Kunsten skaber blokke af perception, der gør, at vi netop tvinges til at kaste vores fordomme over bord. Vi bliver tvunget til at erfare på egen hånd.

Fordybelsens æstetik

Men hvad med Kasper? Kasper har en helt særlig sproglig sensitivitet, der gør, at Kasper har føling med og forståelse for, hvor stor en rolle sproget spiller for vores oplevelser af virkeligheden på. Dertil har Kasper en særlig intensiv måde at være til stede på i sin sange. Man kan næsten mærke ham kravle ud af højtalerne og ind i øregangene og få sat gang i sanseapparatet. Samtidigt er Kasper det, jeg vil kalde for en fænomenologisk stemningsrapporter, der formår at berette om oplevelser og give dem en fælles menneskelig referenceramme. Men det hele er ikke kun fænomenologiske indersider, der er ligeledes plads til at intelligente refleksioner over, hvordan vores oplevelsesfelter påvirkes af større arrangementer. Med et begreb lånt fra den afdøde norske forfatter Tor Ulven, kan man sige at Kasper Spez bedriver fordybelsens æstetik.

Præcis i midten mellem vores fænomenologiske inderside og den store verden, der befinder den kunstneriske praksis sig. Der eksisterer her en slags membran, mødestedet mellem den indre og den ydre verden. Og præcis derfor bliver mødet et helt særligt begreb. Og hos Kasper er der altid møder på spil. De møder sangene er blevet til på grund af; sangens møde med sit publikum, tekstens kropslighed, der møder omverdenen etc. Tekstens kropslighed, der består af bogstaver, der møder hinanden.

Mødets etik

I Små pokaler er der et yderst interessant lydklip, hvor billedkunstneren Lillian Pollack siger: ”Jeg arbejder sådan, at jeg kommer helt ud i en eller anden verden og laver mine billeder dér. Og så er jeg tom. Og så gælder dig for mig om at blive fyldt på ny, med nye tanker der ændrer mit syn på verden”. Her har vi netop essensen af, hvad man kan kalde for mødets etik. Til daglig bliver man mødt af en masse sanseindtryk. Sanseindtryk, som kan danne grobund for tanker. For at ”aflevere” disse tanker tilbage til verden, skal mennesket omarbejde disse tanker til meddelagtighed. Dvs. de skal gøres til genstand for kommunikation og dermed gøres forståelige. Når man er fyldt med sanseindtryk, skal de bearbejdes og sendes ud i verden. Herefter er beholderen klar til at blive fyldt op med nye (sanse)indtryk. Det er et stærkt valg af Kasper netop af bringe denne ytring, der er med til at rammesætte hele nummeret.

Første linje på nummeret afslører, at Kasper har gennemskuet sin samtid: ”Der’ intet at hente i deres monologer. Det’ bare afkald og afkast”. Al samtale i dag er blevet et spørgsmål om kommunikation. Det betyder at sproget instrumentaliseres og sproget anvendes til noget uden for sig selv. Som et middel til et mål. Det handler om at adfærdspåvirke og sikre bestemte diskurser, så en bestemt virkelighedsorden kan opretholdes. Som Kasper påpeger, så er alt blevet til monologer. Folk kan kun høre sig selv snakke. Evnen til at kunne indgå i en reel samtale, synes at befinde sig på et absolut eksistensminimum. Der gives afkald på alt, der ikke kan please ego’et. Det skal kunne give et afkast – what’s in it for me? Ingen tager sproget seriøst længere, der er blevet til: ”indstuderede floskler på en gravplads”.

De pokaler sangen omhandler kan jeg ikke lade vær med at tolke, som reelle præmier. Altså ting, der er værd at samle på. De ting, man oprigtigt er stolte af. Ikke likes på sociale medier. Ikke antallet af venner. Men bedrifter, gode venskaber, generel storhed, livets væsentlighed:

Prøver at tyde silhuetten imitvinterspejl. Såvil du sede små pokaler. De’ikk’ til dig, de’ til støvet”. Støvet er netop tegn på, at det væsentlige i livet ikke behøver at gøres til genstand for udstilling. I sangen er der stridsøkser, der bøjer sig for vokaler og vuggeviser på fad. Der er plads til både Buddha og Barbar.
Men skal vi forsøge at henlede opmærksomheden på en eller form for budskab. Så fornemmer jeg, at der er et slags tilgivelsestema til stede i baggrunden. Fx hedder det: ”Og det’ bare mig Asger. Der viser lidt hård på brystet i kommentarfeltet”. Folk der har fulgt Kasper Spez, ved at Asger en figur, der har optrådt flere gange. Jeg mindes, at Asger er en slags udtryk for Kaspers indre dialoger. At Asger en slags begrebsliggørelse af samvittigheden. Ikke for at gøres til genstand for en bekendelseskultur, men netop for at vise menneskets skrøbelighed. Og i dette konkrete tilfælde er vi inde på det velkendte fænomen, hvor folk hidser sig op på sociale medier. Det gøres ikke til genstand for hyldest af aggressiv online adfærd, men der er et snert af forståelighed og overbærenhed i linjen. For nogle mennesker er det simpelthen en måde at få en følelse af, at man er vigtig; at man kan noget. Her diskuteres ikke om det er okay, men påpeges blot, at med den førnævnte viden, gør det en (med)menneskelig forståelse mulig.

Der er ligeledes plads til et Knud Romer-citat i sangen: ”Han var så lykkelig at det var utåleligt”. Her har vi jo en uhyre præcis beskrivelse af vor tids præstationssamfund, der forherliger eneren og vinderen. Vi skal være lykkelige i sådan en grad, at det ikke er til at holde ud for andre mennesker. Vi skal VILLE være på – hele tiden. Vi SKAL være lykkelige. Vi hyrer coaches, opsøger lykke-industrier, dyrker new age og underlægges helt urimelige maksimer, der presser mennesker så meget, at de ender med at gå ned med flaget. Der er ikke plads til andre sindstilstande end den succesfulde. Og det er farligt.
Kasper egne sidste ord i sangen går således: ”Og Asger, Asger. Hvis de si’r, at de ikk’ kan følge med i din famlen – SÅ FAVN DEM. Berolig dem med, du har båret den i hjertet fra starten. Sig til dem at du er søn af en drøm. Sig til dem at du er datter af et bånd på tværs af deres karakter. Hvordan svarer man sin samtidig værdig igen? Kasper forfølges igen af Asger, der mere og mere bliver et udtryk for selve samvittigheden. Den indre stemme, der yder indflydelse på vores etiske gøren og laden. Man kan famle sig gennem livet, velvidende at intet i sidste instans er solidt. Når ens medmennesker ikke kan forstå dette, da favn dem; tilgiv dem. At være en søn af en drøm, bærer så mange betydninger i sig. Både at vi er ofre for de illusioner hjernen skaber for os, så det bliver muligt at eksistere, men også at mange børn er forældres projekter. De er legemliggørelsen af forældrenes ønsker, begær, drømme og behov på godt og ondt.

Membranen – virkelighedens mødested

Små pokaler kan ses som et billede på, hvordan selve tænkningen fungerer. Og det gør den ved at svinge mellem to niveauer. 1) indersiden. Her er sangen et udtryk for en indre samtale. Tænkning er ikke udgjort af en stemme, men snarere flere stemmer. Platon definerede tænkning, som sjælens samtale med sig selv. Man tænker ikke bare ved at sætte sig ned. Tænkning kræver træning og opmærksomhed. Ifølge Ole Fogh Kirkeby er selvet udgjort af flere vidner. Når man tænker og dermed har en samtale med sig selv, gør man det overfor et ekstra jeg. Man diskuterer med sig selv, mens der er indre vidner til. Ifølge Spinoza skal vores fornuft forstås ud fra ratio – begrebet. Her skal fornuft forstås som den indre stemme vores samvittighed er udgjort af. Den er altså både sammensat af fornuft og følelser og lader sig bedst beskrive som affektion. Netop her ser vi hele sangens hændelsesforløb; vi følger en indre dialog. Derfor peges der ikke fingre ad en konkret ”Asger” men der tegnes netop et billede på tankeakt. Den førnævnte samvittighed er på spil hos den enkelte og der installeres ikke skam. Tilgivelsen er på spil i den enkelte og for alle.

2) ydersiden: Det er her vi følger tekstens kropslige udfoldelse. Bogstaverne slynges ud, spreder sig, indgår forbindelser alt sammen bundet sammen af meningen. Ydersiden er den ydre verden, som alting er en del af og som i sidste instans afslører, at selv den indre verden er en del af den ydre verden og at den indre verden i bund og grund er en illusion(en vigtig og brugbar illusion). I yderste metafysiske instans eksisterer kun verden. Skellet mellem indre og ydre hører op. Og netop her i oplevelsen af dette skel, netop oplevelsen af at være en inderlighed, der har et forhold til en yderlighed, her er den membran, der udtrykker menneskets meningsudviklingssted; på dette punkt bliver menneskets væren til.

Afslutning

Små pokaler er en stærk og flot sang. Den fortjener at blive lyttet til i sin helhed for at få alle affekter og stemninger med. Dvæl ved det nærhed og den styrke, sangen leveres med. Dette skriv yder slet ikke sangen den fornødne værdighed – at være i sin udfoldede helhed. Det ville være fristende at sige, at sangen har flere lag. Men med sådan en retorik misser vi essensen. Der er snarere tale om, at sangen rummer flere temaer og begivenheder, der udfolder sig i forskelige tempi og retninger. Sangen rummer flere sider og rum for en særlig erfaringsdybde. De venter blot på dig kære lytter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *