Poetisk brutalitet

 

 

 Nye lyde fra Spez

 

Vi fandt lynhurtigt en trappesten
Hvor vi kunne knalde tankerne på hinanden ud
Hver og én

 

Således starter seneste udspil fra Kasper Spez, Septemberhveps. Vi har at gøre med et nummer, som kravler helt ind under hylstret på mennesket. Nummeret leveres med stor kraft og man har oplevelsen af, at man står midt i menneskets komplekse og voldsomme mentale arkitektur. Man bliver suget ind i sangens verden, som synes at følge labyrintens logik. Her er ingen kronologisk udvikling. Dermed ikke sagt, at sangen er præget af total anarki – men menneskets sind følger blot en anden logik end logikkens og dette forhold kan de fleste mennesker have svært ved at acceptere. Som i en labyrint snor man sig gennem sangen – frem og tilbage, op og ned.

 

 

Rent sprogligt bliver der leget med modsætninger: ”Og du skal huske før jeg glemmer”. Sproget er beskidt, nede på jorden men alligevel repræsenterer ordsammensætningerne ikke umiddelbart noget meningsfuldt. Man sidder med fornemmelsen af, at ordene rammer dybt og rækker langt, men man må høre nummeret igen og igen for at få meningen frem. Og hvilken styrke! Man tvinges til at tænke, så lad det være sagt, nummeret er ikke for sarte sjæle. Nyd fx denne omgang med ordene:

 

“Jeg har stået model til dine faldefærdige fabrikker
Markløbere over gårdspladsen
Dristig drifter
Digt og drifter”

 

Hvad handler det så om?

Jeg ville ikke gå så tekstnært til værks, da jeg ikke vil begå vold mod den interesserede lytters oplevelse af sangen. Derimod vil jeg foretage nogle metakommentarer til en mulig udlæggelse af sangens mening og budskab. Om Kasper har ment noget andet eller haft en anden agenda, har ikke min store interesse. Dette skriv er eksempel på, hvordan mening kan opstå, fordobles og måske skifte afhængigt af kontekst.

Lad os starte med at kigge på titlen: Septemberhveps. Som jeg forstår en septemberhveps, er det en hveps, som har mere frihed end andre hvepse. Sommerens hårde arbejde med at tjene dronningen og sikre hendes æg og larver er ved at aftage. Dette giver hvepsen mere tid på egen hånd til at udforske virkeligheden og lede efter syltetøjsmadder mm.. Så titlen indikerer gennem mine briller, at frihed hænger sammen med det at være irriterende. Helt konkret, så flyver den frie hveps rundt og suger på vores syltetøjsmadder og vores søde drikke. Hvor er det dog irriterende! Frie mennesker passer ikke just ind i planlægningens stramme struktur:

“jeg har forberedt mig på den her krig
Så længe jeg kan huske
Og jeg er bevæbnet, Asger!
Med flashbacks fra en tid jeg ikke engang kan huske
Septemberhveps”

 

 

 

Selve sangen er beskrivelse af, hvordan det er at være menneske i vor tids accelerationssamfund. Eksistenser, som lever i et konstant spændingsfelt mellem frihed og forventninger. Kravene er hårde, hvis man vil have succes i anerkendelsens navn. Og vi kender alle til bagsiden af vores fantastiske liberale samfund: det psykiatriske system er spændt til bristepunktet, vi gider ikke at hjælpe folk i nød osv. Vi er angststyrede eksistenser, som løber forvirrede rundt i håbet på at få lidt anerkendelse – for når vi får anerkendelse, gør vi det oftest, fordi vi lever op til andres forventninger. Vi gør det, der forventes – bliver ét med tapetet. Vi slipper for at handle og tænke selvstændigt – vi kan gemme os i flokken. Og dette forhold gør følsomme mennesker usikre og bange. Men vi har ikke lært at håndtere disse følelser – at modstå konsensus, når den er urimelig og umenneskelig. Vi er så bange for ikke at passe ind og ikke have de rigtige holdninger. Vi har ikke lært at håndtere anerkendelsestrangen, der ligger så dybt i mennesket.

“Men jeg er helt skeløjet langs Istedgade
Med alle akavede ungdomsår fimrende i næseborene
Åh, så belæste og overordende er vi og de er så blæste og forlorne!”

 

 

 

Jeg hører sangen som en beskrivelse af det store virtuelle maskineri af et samfund, som maser og producerer angste og stressede eksistenser som aldrig før. Hvordan er det at opholde sig i dette maskineri?

En lille ting jeg vil berøre er personen Asger i sangen. Jeg tror, at Asger repræsenterer skyggesider i mennesket. Altså en fantasi, en slags imaginær syndebuk, som kan have stor virkningskraft på en enkeltpersons oplevede virkelighed. En slags mental boksepude, en indre dialog, når man skal bearbejde alle de skuffelser, som ens medmennesker giver én.

Samtidigt har sangen en beskidt og brugt atmosfære over sig, hvilket minder os om, at livet skal leves med jord mellem neglene og ridser i lakken – et værdigt liv er et brugt liv. Frihed er ligeledes en opgave, som ikke er så lige til. Frihed er ikke noget, man har – frihed er noget, man gør:

 

For sad ikke også de Isolerede langs dommerpanelerne og råbte
Åh frihed! Det er ikke en gave Det er en bedrift!

som det så smukt hedder. Man kan derfor undrende spørge, hvorfor bruge vores frihed til at følge andres drømme, når vi kan følge vores egne?

Sangen er af højeste kvalitet og man er ikke tvivl om seriøsiteten og det store arbejde, som er lagt i sangen. Spez svigter aldrig og der er kun tilbage at sige: få hørt sangen!

 

PS: billederne er fra den kommende video til sangen, som er produceret af Squid Flick