Når negativiteten bliver til bekræftende positivitet

Anslaget

Kasper Spez synes at have boblende ingredienser i sin gryde. For ikke så længe siden offentliggjorde han sangen Rotter, som vist er en del af en kommende plade. Jeg må indrømme, at første lyt medførte skepsis i mit sind. Men efter mange lyt synes det blot at være på overfladen. Kasper Spez viser sig endnu gang som en mester i at boltre sig i noget, der umiddelbart virker melankolsk. I negativiteten. Men igen er det en umiddelbar reaktion. Tager man sig den fornødne tid og lader nummeret udfolde sig for én på sine egne præmisser, da vil man opdage, hvordan Kasper på vanlig køligvis formår at vise, hvordan livet opretholder sig her der og alle vegne. Især de steder, som den kollektive bevidsthed har opfattet som værende ondt, grimt, ufint osv..

Filosofisk snilde

Når man hører Kaspers måde at boltre sig på, bliver man mindet om en ontologisk pointe; at virkeligheden bygger på et princip om overskud snarere end én mangel. Kasper skyder ikke tingene ned ved at sige, hvad de IKKE er for derefter at parkere dem i en identitet. Kasper lader ikke identiteten vægte højere end forskelle. Det er snarere forskellene, der repræsenterer virkelighedens meningsoverskud, hvilket kan virke meget overvældende for mennesket. Derfor har vi brug for identiteterne for at kunne navigere. Men forskellene kommer før identiteten og det er en væsentlig pointe. Kasper Spez formår nemlig at fravriste forskellene fra identitetens spændetrøje og som at vende en stor træstub, hvorfra det pibler frem med liv, giver Kasper et talerør og liv til de eksistentielle afkroge.

Rotter

Det er sigende for sangen, at det netop er et skadesdyr som rotten, der får lov at være det mest meningsgivende ord i sangen.

I indledningen benævnes en tid som rasendetiden og det var her vi fik fred.

Måske der er en eksistentiel pointe. Det er når, vi bliver undertryk længe nok og får nok, at vi siger fra og først der, opstår muligheden for at den anden part forstår, at vi ikke ønsker at fortsætte som hidtil. Og derfor får man fred. Og herefter ligger natten og afrimer et sted, og det skal bare forstås indtil, det bliver skrevet forståeligt. Måske natten her repræsenterer en begivenhed, der netop er hændt? En begivenhed udtrykker netop virkelighedens meningsoverskud og at alting er i konstant bevægelse. Men vi har som mennesker brug for et overblik, identiteter og retning, hvorfor vi altid først forstår en begivenhed, når den har passeret. Derfor ligger natten og afrimer. Den er ved at blive indoptaget i den menneskelige bevidsthed via sproget. Sproget, der altid ankommer for sent. Forskellene kan være svære at få has på. Begivenheden kan være svær at forstå. Når det dog er lykkedes, bliver det muligt at kommunikere på tværs af bevidstheder og berette om slaget. Og mellem forskellige virkeligheder er persienner sat på tvivl. Dvæl lige ved denne overlegne sprogbrug. Heri befinder sig både en erkendelsesmæssig pointe og en ontologisk, ja ligefrem metafysisk pointe, hvorfor det kan siges, Spez er ude i et eksistensfilosofisk ærinde. Virkeligheden befinder sig ikke i vores opstillede identiteter. De repræsenterer blot efterladenskaber. Virkeligheden, bevægelsen og forskelle befinder sig mellem ting, mennesker; det perciperende menneske. Og ved at tvivle lader man sig ikke umiddelbart spise af med overleveringer. Man er skeptisk og lader sig ikke binde til én identitet, én retning, én ideologi etc. Man holder væren åben og undersøger muligheder med fornuften intakt.

I sin helhed lyder det sigende første vers således:

”Omkring ved rasendetiden fik vi fred

   natten ligger nu og afrimer et sted

   det skal bare forstås indtil jeg får det skrevet forståeligt

   og mellem vores virkeligheder har jeg persiennen på tvivl”

Herefter glider vi over i omkvædet:

Vi drev som rotter indtil de fik os i geled

Vi hang på plakaten i et lystigt skred

så rundt i savsmuldet i et velkendt kvæd

våde vaner varmblodet og skuttende kom vi afsted

Det levende liv og de levende eksistenser drev rundt som rotter men blev banket på geled. Det er lidt sådan det fungerer i et samfund. De skabende forskelle bevirker, at noget nyt ser dagens lys og efterfølgende kommer resten haltende og forsøger at fange det livsgivende, smider det op på plakater, udstiller det i manegen(savsmuld). Heldigvis lader kreative kræfter sig ikke 100 % indfange, de bevirker rystelser og skuttende passerer kreativiteten videre. Med kreative kræfter og folk, der virkeligt kan noget, følger også misundelsen fra masserne. Anvendelsen af ordet ”skuttende” peger, mod en krop, der ryster af skam. Magten vil altid forsøge at bekæmpe store sjæle med skam.

Fremtiden nåede ikke at få et ord indført; den stod bare og skabte sig i hjørnet. Og det forholder sig jo således, at man aldrig kan forudse fremtiden 100 % selvom vi som mennesker så gerne ville, at det forholdt sig således. Nej fremtiden kan afgive plads til det uforudsete og skabe rum for det nye, bruddene og historieskrivningen; at livsnerverne får lov at herske.

Sensitive sjæle har en evne til at fornemme virkeligheden. Men sådanne sjæle har også en tendens til mindreværd, men heldigvis resulterede det ikke i vrede, men snarere i sætninger langt fra land:

Fremtiden den kunne knapt nok få et ord indført

den stod bare skabte sig i hjørnet

og  

”vores mindreværd var ikke engang store nok til at fare i flint

vi var sætninger langt fra land

vi ragede som trodsige konstanter

bankede mod bolværket

kunne næsten se et hjem” som det hedder sig i sangen.

Det er sensitive sjæle, der udforsker sprogets grænser og dermed ikke har fast land under fødderne. Derude, hvor sproget ikke er i stand til at videreformidle oplevelser, men alligevel rummer disse oplevelser ufatteligt meget mening. Og der blev banket mod bolværket, måske blev der slået hul? Og hjem kunne anes – det er måske ikke-identitetens lykkelige ingenmandsland?

Mennesker bliver spredte. Nogen bliver, hvor de er. Andre tager afsted. Nogen kommer ikke hjem i live. Men finder alligevel hjem. Livet er paradoksalt. Bygger paradoksale principper. Rækker udover menneskets fatteevne:

nogen tog afsted

nogen blev

nogen tog afsted

kom ikke hjem i live

men fandt hjem

det må vi så finde os i

Afrunding

Rotter er en uhyre flot og imponerende sang. Sprogbruget er sublimt, og selvom sangen kun varer 2:52 minutter, er den mættet og flyder hele tiden over med mening. Rotter udtrykker en affirmativ praksis, hvor livet bekræftes gennem et meningsoverskud; altså igennem positiviteten. Det er en styrke i en mørk tid, hvor negativitet og fokus på mangler er herskende.

Pas på, der kommer rotter!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *