Trepac bider fra sig

 

Hyldest til håndværket 

 

Trepacs nyudgivede EP Ronkedor er et angreb på en branche, hvis udvikling ikke blot er gået i stå, men er begyndt at gå baglæns. Der lægges ikke fingre imellem og på nummeret Elefant hedder det:” Føler mig som et geni, der er havnet i specialklassen.”. 

 

For at indkapsle hvad EP’en handler om må man kigge på titlen RONKEDOR. Slår man Ronkedor op i ordbogen vil man erfare, at Ronkedor er en gammel aggressiv hanelefant, som lever alene. Det er en sur ældre han, som er svær at samarbejde med. Og det er en rammende titel, hvor Trepac er den vrisne gamle rapper, som brøler af det triste felt af samtidige unge rappere.

 

EP’en er en hyldest til kærligheden til håndværket og at behandle rappen som et mål i sig selv. Det er en meget aggressiv og hård EP på indholdssiden, men det er svært ikke at være sympatisk stemt over for EP’ens indhold. Men der er også plads til kærlighed til sin bil på nummeret 207, hvor Trepac mesterligt, viser hvordan man kan gøre noget ellers trivielt til noget spændende. Det er netop pladens styrke, at kunne gøre umiddelbare ligegyldigheder gyldige ved at yde dem engageret opmærksomhed.

Pladens gæstes af Johnny Books, Superdejen og PsoriaKriz, hvor især sidstnævnte er værd at tjekke op for. PsoriaKriz formår at rime Mountain Dew og magtmisbrug! Og så er det bare en fornøjelse at lægge øre til Psoriakriz, som jeg har savnet siden Rap Slam. Xeren er skaberen er rammende lydside.

 

Pladen har ikke så mange dybe symbolske lag. Den kalder en dårlig MC for en dårlig MC og hylder håndværket. Det er alligevel en sofistikeret plade, som nok mest henvender sig til andre rappere. Der er simpelthen så mange finesser og detaljer på, som kræver fordybelse og hengivenhed. Denne evne er en mangelvare blandt publikum, hvorfor EP’en nok ikke vil ramme det brede publikum.

 

Pladens styrke er også dens svaghed. Trepac fortsætter i sporet som den sure gamle mænd, som han har gjort på tidligere tracks. Og det gør han sublimt. Det en fornøjelse at høre den gamle hanelefant blæse af sine talentløse samtidige, men man bliver også lidt træt af det i længden.

 

EP’en er kærkommen og havner på et 10-tal.