Beretninger fra virkeligheden

Menneske 2.0

Vækstparadigmer, ved ikke hvad det ligner

Alle er angste for at zappe væk et par timer

Ham den Lange er ude med et dybt, skarpt og originalt nummer. I en tid domineret af dårlig ressentimentspræget kritik er det befriende at lægge øre til en seriøs og intelligent omgang kritik.

Mennesket 2.0 er en kompakt sag. Den er indbundet i en ordentlig omgang information og indtryk, som kan virke overvældende og på grænsen til det uoverskuelige. Jeg vil nu forsøge at udfolde sangens logik for at vise, hvad der er på spil, og hvad vi kan lære af sangen.

Sangen bevæger sig på flere forskellige niveauer, men er først og fremmest en samtidsdiagnostik – dvs. en temperaturmåling af vor tid. Hvordan står det til? Har vi det godt? Trives vi? Det helt store termometer stikkes ind i samfundslegemet for at kunne tage temperaturen.

Omkvædet

Du er bare en robot

Alle går vi rundt med en plan og er helt lullet ind i en skærm
Alle vil vi ha en bid af kagen virkeligheden den er virkelighedsfjern

 

Vi lever så distanceret fra selveste livet, at vi lever virkelighedsfjernt. Mobilerne i dag er uden knapper, de er helt flade, hvilket udtrykker det accelerationssamfund, vi lever i i dag. Alle rum er blevet glatte og friktionsløse, alle baner peger i den samme retning. Mobilen er blevet et afledningsinstrument, som bevirker, at vi ikke retter opmærksomheden derhen, hvor det virkeligt batter. Konstant skal vi være koblet på, være online, altid tilgængelige. Dette forhold forhindrer os i at være skabende, at bidrage med noget værdigt, at trække os. Ensomheden, mørket og stilheden bekæmpes med det sociales evige støj, som er blevet allestedsnærværende: virkeligheden den er virkelighedsfjern.

 

For lettere at kunne overskue sangens mange budskaber er det fordelagtigt at bruge nogle begreber. Det første begreb, jeg vil gøre brug af, vil jeg kalde en universel inderside. Denne udtrykker den fænomenologiske beskrivelse, Lange gør brug af i starten af nummeret. Den universelle inderside beskriver, hvordan det opleves at holde sig i vor tids forventningspres.

Den universelle inderside

Nutidens englebarn har det hårdt. Der stilles hårde og urimelige krav. Man skal være omstillingsparat – uden nogen som helst idé om, hvad morgendagen forlanger. Eneste garanti er, at man skal løbe hurtigere end i går. Der skrues ned for menneskeligheden og op for effektiviteten. Sandsynligheden for stress øges, og det er ikke unormalt, at ellers ”normale” mennesker bruger drugs (ritalin, lykkepiler etc.) for at kunne komme igennem hverdagen. Presset er stort:

“Endnu en brosten til forventningspresset” og “Fastholdt med en skruetvinge på spillebrættet”

Vi holder øje med hinanden – ingen skal stikke ud, for tænk nu, hvis naboen tænkte selvstændigt!:

“Normalisering alle udsving bliver indberettet”.

Vi overlever og opretholder vores eksistens ved:

“Brug penge, der er ting at skaffe og Vi jagter pluspoint og hele pakken, solskin og vind i nakken/ god ting for enden” af bakken”.

Vi har så travlt, at vi ikke indser, at vi bliver lullet i søvn. Vi lever i en begrænset virkelighed langt fra virkeligheden. Vi lever i en abstrakt idéverden, der ikke har kontakt med det taktile. Vi lever i forestillinger om den frie vilje, som blot venter på at udfolde sig på det frie marked. Vi er alle vores egne lykkes smede. Men disse abstraktioner fjerner os, og vi er blot:

“en lille brik når alting kører i ring”.

Det er på denne måde, det oftest føles at opholde sig i vor samtids passive og stenhårde virkelighed.

Den subjektive inderside

En subjektiv inderside udtrykker Langes egen oplevelse af samtiden. Vi er blevet en slags robotter, reduceret til alt det målelige, det synlige. Vi skabes i de økonomiske skabeloners navn, vi indpodes behov af det selvsamme samfund, som påtager sig opgaven at opfylde disse behov:

“Systemet skal genstartes, hard disken skal formateres/ Problemet skal indkapsles, patienten skal opereres og For at styre os med frygt skal de bruge en syndebuk/ Vi nemme og narre frygter livet uden flødeskum.”

Vi fortælles, fra vi står op, til vi går i seng, at man er herre over sit eget lev og årsag til egen lykke. Derfor er der noget galt med én, hvis man ikke er lykkelig – man kunne jo bare vælge anderledes. Frihed bliver til et spørgsmål og bevægelsesfrihed og man belønnes, hvis man flytter sig de rigtige steder hen. Vi er altid frie til at vælge sultedøden. Liver handler åbenbart om en egoistisk dødskamp, hvor alle medmenneskelige træk synes at være ulogiske, fejl ved mennesket, som kun forværrer overlevelsesmulighederne:

“De siger man får som fortjent og ligger som man har redt
Når vi spiller alle mod alle.”

Den moralske deroute

Virkeligheden, som den udspiller sig i dag, er ikke ønskværdig. Den er fyldt med små selvoptagede mennesker, som er bundet på hænder og fødder. Selvoptagetheden udtrykker angsten, at vi frygter selveste livet. Vi kan ikke formå at skabe en udholdelig tilværelse, fordi vi simpelthen ikke har lært det. Autoriter er dumme – hvorfor skulle man dog lytte til nogen, som rent faktisk ved, hvad de snakker om?

Lad os gå rettergang bare du smider masken så vi kan snakke sammen
Mens tvivlen hvisker i hjørnet ligesom en klapperslang
Jeg frygter det hele brænder sammen

Der er små åbninger i en anmassende tid, men modet til at forfølge, hvad vi mener, er rigtigt, besidder vi ikke. Sandheden og den føromtalte autoritet nærer vi ingen respekt for. Alt er jo som bekendt relativt, derfor er alt bare en konstruktion. Dette medfører åbenbart, at ubehagelige gerninger mod sine medmennesker pludseligt er fuldt legalt. Når vi intet begreb om sandheden har, bevirker det, at fænomener som fake news og wikipidia stortrives.

Vi magter ikke at vurdere en sags sandhedsværdi – og er vi i tvivl, orker vi ikke at undersøge sagen nærmere – højst en Googlesøgning. Selvom vi er klar over, at vi er i gang med at ødelægge verden – fysisk som åndeligt, så fortsætter vi ufortrødent.

Der er også mere direkte kritiske kommentarer som:

Livet er halsbrækkende spil skak med
En der har forudset alle trækkene
Og håber dine børn bliver vanskabte

Som udtrykker den biopolitik, der kontroller og overvåger os alle. Når regeringer begynder at bekymre sig om borgernes sundhed, er det ikke udelukkende med ønsket om et langt og lykkeligt liv. Det er for at optimere os, så vi kan arbejde mere.

Der synes at være to positioner, man kan indtage:

Vi sidder fedt på tronen eller er jaget vildt.

Enten er man en af de få heldige, som sidder på størstedelen af jordens ressourcer, eller også er man en af de uheldige, som må forgælde sig til de selvsamme ressourcebesiddende magthavere. Det triste og hykleriske består i, at de fleste i den vestlige verden ikke evner at se, hvordan de bliver revet rundt i manegen hver eneste dag. Vi er jo frie mennesker? Det er kun i liberalistiske samfund, at friheden kan komme på vareform. Der styres i dag gennem frihed – vi undertrykker os selv i jagten på nydelse:

Fuck det fast lagte rammer, du mærker ikke når garnet strammer
Men illusionen om at vi er urørlige står snart i flammer

Afrunding

Menneske 2.0 er en intelligent omgang samfundskritik. I omkvædene kan man høre Knud Romer berette om, hvordan alle forhold i tilværelsen forsøges vareliggjort. Det er den neoliberale våde drøm om, at økonomien er noget naturligt. Alle menneskets potentialer udfoldes på markedet, vi skal bare vente. Men som HDL beretter om, som frarøves vi muligheden for at skabe vores egen virkelighed. Virkelighedsopfattelser er der altid interesser i, hvorfor frihed er en kamp. Menneske 2.0 minder os om, at vi selv må sige fra og selv aktivt gøre modstand. Sangen fortjener mange lyt, og den kræver anstrengelse af sin lytter, men den er det hele værd.