Trepac er ude med MEGA god plade

Anslaget

Har man høje forventninger til Trepacs seneste plade MEGA, kan man roligt ånde lettet op. MEGA er en mega god plade. Trepac overraskede de fleste og annoncerede lidt ud af det blå, at nu er det skisme udgivelsestid.

MEGA

Pladen består af 10 skæringer og har 4 gæsteoptrædener. Og jeg må hellere fra start af få understreget, hvor godt et stykke arbejde SWAB har udført. Lydsiden er fænomenal og frembringer fængslende stemninger. Respektindgydende!

Trepac har begået en plade, der ikke er styret af det højtragende, oppustede koncepter eller sagt med andre ord: MEGA adskiller sig markant fra sin samtid. MEGA er ikke sensationssøgende, påduttet med glimmer og ej heller drukner den i kvalmefremkaldende lommefilosofi. Styrken består netop i at være en hengivelse til håndværket, hvor resultatet får lov at tale for sig selv. MEGA er en plade med et stærkt udtryk, der ikke har behov for at fortælle andre, at den er noget særligt, simpelthen fordi pladen taler for sig selv.

Ved første lyt var noget af det første, jeg registrerede, hvordan Trepacs måde at formidle rappen på, har ændret sig. Trepac nærmest snakker. Man fristes til at sige poetry slam-agtigt, men det ville være forkert at hævde. Snarere er det som, at der er en skjult bevægelse indbygget i langsomheden, der på paradoksal vis skaber en følelse af en lidt mere tempopræget bevægelse, der gør, at flowet netop ikke havner i stilstand. Ved at lave de rette forceringer, trække i ordene, bygge op til punch lines formår Trepac at skabe en helhedslytteoplevelse, der sprænger grænserne for, hvad man normalt kan forvente. Der er en legende lethed over pladen, der gør, at man føler sig lidt som en heliumfyldt ballon, der svæver stille roligt op for det næste øjeblikke at blive trukket ned af tyngdekræften. Det er med andre ord den uforudsigelige bevægelse, der bestemmer retningen. Og vigtigst af alt, så emmer MEGA af skabelsens glæde. Man fornemmer virkeligt, hvordan pladen er blevet til på et stærkt fundament.

MEGA rummer ikke én særlig logik, der følges. Man føler snarere, at det er den anden vej rundt, der skal gås. At der opstår en struktur for pladen, efter man har hørt den. Dette betyder, at der ikke er prædestinerede politiske korrekte budskaber og fortolkninger at spore. Det betyder snarere en fin gestus, hvor lytteren netop inviteres til at tage aktivt del i lytteprocessen. Man fristes til at sige fortolkningsprocessen, for der er virkeligt sådan en på spil. Men det vil være udtryk for et begrænset udsyn at reducere pladsens udtryksmuligheder til udelukkende at være et spørgsmål om fortolkninger. Mere præcist er det at sige, at pladen er et kropsligt møde. Det er en sanserig begivenhed proppet med lyde og ord, der alle fremkalder billeder og stemninger.

Om Trepac er i gang med at udstille sine ”kollegaer” i form af manglende egenskaber, om han hylder livet eller rapper om CHEFDNA, så bliver det gjort i overlegen stil. Når Trepac går i clinch med sine samtidige, så gøres det med et bevidst jeg og når rapperens ego blæses op, gøres det på den fedest mulige måde, som kun rappen kan udløse. Med andre ord, Trepac mestrer EGO-dyrkelse uden, at det fremkalder hykleri.

Bundniveauet på pladen er skyhøjt og kun et nummer synes at skille sig markant ud. Der er tale om UALMINDELIGSMUKTRACKTITEL, der i min bog har potentiale til at blive en klassiker. Nummeret emmer af vitalisme og man får følelsen af, at man sidder med en hyldest til selveste livet.

Hvis undertegnede skulle udvælge nogle passager fra pladen, ville det blive følgende:

O. G. i livets skole, stadig ingen specialist,

nej vælger mine kampe ligesom Nas vælger beats

”- jeg ved ik’ hvor jeg ska’ start’ hen’,

– troede egentligt det her shit ville være ret nemt, (yeah)

det svært at svare, når hun spørg’ dig hvor er far hen’?

for som altid går jeg fuld sprint ud ad en tangent

Her har vi virkeligt en nede på jorden beskrivelse af, hvordan livet aldrig lader sig fuldt ud styre af forudsigelighedens og planlægningens spændetrøje.

nej, det ik’ så’n at kærtegnene er glemt – men plejede at købe

– blomster til min dronning, gi’ en  kompliment,

med tiden blev jeg energiforladt og nonchalant,

før var jeg romantisk og forførende, en Don Juan,

nu jeg mere sådan: spyt på den, la’ os kom’ i gang!”

Linjer, der fik fremkaldt smil på undertegnedes læber.

praktiserer postmoderne management,

ingen lederkurser, men min historik er anerkendt

Hvilket er en præcis beskrivelse af den moderne vidensarbejder udfoldelsesmåder i et postfaktuelt præstationssamfund.

Dommen

MEGA er en gennemført plade, der flyder derud af. Pladen er ikke revolutionerende ved at rive alt omkring sig omkuld. Men måske indeholder pladen et snært af revolution alligevel ved netop at tage udgangspunkt i det solide håndværk og en faktisk kunnen. Den gør det, som synes at være en totalmangelvare inden for dansk rap pt..

Alle, der hævder at være fan af dansk rap, skylder sig selv at få hørt MEGA, der ender på et solidt 11-tal.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *