Lækkerier fra Loke Deph

Loke Deph er i min bog en af de mest oversete rappere. Til Rap Slam har han været repræsentant for en helt særlig tilgang til battlerapkonceptet. Men der hvor Loke Deph har gjort allermest indtryk på mig var i Sorte Får Spol op cypheren. Som den endnu eneste har Loke Deph formået at sætte sit aftryk på Spol Op konceptet med en dyster og poetisk stil, som kun Loke Deph kan.

Derfor var det også glædeligt at se nyheden om et første udspil til en kommende dobbelt EP fra Loke Deph. På førstenummeret God tid er tempoet trukket helt ud og det emmer af en ”feel good” stemning. Nummeret synes at være et modspil til samtidens krav om konstant at skulle være på farten: ”Drengene har brug for psykologtid, helt fint ingen stress, vi har god tid”, som det hedder i omkvædet.

Loke Deph imponerer ved at have sin egen stil og med sin overtrufne evne til at pumpe trivialiteter med betydninger. Nummeret harmonerer godt både på indholds- og lydsiden. Personligt har jeg store forventninger til den kommende dobbelt EP fra Loke Deph.