Helstøbt mesterværk

Indledende bemærkninger

Det har været den lange ventetid værd at vente på Kasper Spez’ nye album Logi. Kasper er blevet mere voksen uden på nogen måde at blive kedelig. Hvor Fantasten var et resultat af en konkret begivenhed(kærestesorg), er Logi et resultat af en ivrig observant og dermed mange begivenheder, som konstant overlapper hinanden. Når man tror, at man har indfanget et nummer eller en pointe, skifter tempoet i sangen, eller fokus synes at blive forskudt fra et mikrosocialt perspektiv til et metaperspektiv. Det stærke ved Logi er, at man umiddelbart ikke mærker denne forskydning. Derudover er Kasper en mester i at skabe og lege med sproget. Der gøres ikke forsøg med et guddommeligt sprog hinsides denne verden på pladen. Derimod bliver der begået vold mod sproget indefra, hvor vante ord rives ud af deres trygge normalkontekst for herefter at placere dem i nye betydningsforbindelser. Denne måde at arbejde med sproget på kalder den franske filosof Gilles Deleuze for, at man udgør en minoritet i sproget: man bliver fremmed i sit eget sprog. Som en muldvarp arbejdes der konstant i sproget for at forsøge at springe dets hængsler. Ikke for at åbne døren til en hinsides verden, men netop for at skabe nye virkeligheder(som ikke var der i forvejen) i det alt for velkendte. Det er dermed en vigtig pointe, at det ikke udelukkende handler om at kigge efter symboler og skjulte budskaber, hvor det ”sande” skulle befinde sig. For at få det fulde udbytte af Logi, må man forskyde sit perspektiv til at have øje for metoden. På hvilken måde gøres der brug af sproget?

Omdrejningspunktet for Logi skal netop findes i pladens titel. Logi betyder et sted, man bor midlertidigt. Og dette skal forstås på mange forskellige planer. Både på det personligt eksistentielle, hvor man flakker rundt og forsøger at finde mening i tilværelsen og som det hedder i nummeret Angst: sætter mit lille komma i det her djævlens værk og finder ro. Men det er stadig en pointe, som stikker dybere. Med et højstemt ord, så har Logi med ontologi at gøre. Det vil sige, hvordan er virkeligheden strikket sammen. Og Logi betegner, at der ikke findes en præeksisterende virkelighed, som der blot venter på et passivt subjekt til at erkende den. Logi kan derfor tolkes som et opgør med al identitets- og kassetænkning. Hjemstederne og identiteterne er nødvendige for menneskets overlevelse, men samtidigt den største trussel mod liv. Vi skal igen vende blikket mod metoderne. Det er ikke resultaterne af vores handlinger, der bør være i fokus. Det er netop processen, hvori de blev til. Derfor befinder Logi sig altid midtimellem, altid i gang med at blive til. På et lidt mere jordnært niveau kan Logi ses som et opgør med en overdreven blind tro på fornuften, som ikke kan redde os ud af elendighed og sikre frelse. Der må nye begreber til og dermed nye måder at forstå og befinde sig i virkeligheden på. Hertil er Logi meget interessant.

Pladen undgår at blive fanget i en narcissistisk fælde i form af klynk og medlidenhedsstrofer. Det personlige er skåret fra, og der langes fx ikke ud efter enkeltpersoner, når der gås kritisk værks. Derimod installeres der typer til at se på samtiden og sig selv med. Et snedigt greb, der gør, at man kan se på noget velkendt med fornyet kraft.

 

Selve pladen

Logi består af 12 numre – alle af høj kvalitet. Da jeg gennemlyttede pladen første gang, tænkte jeg, at jeg måtte høre det igangværende nummer på repeat, men det efterfølgende nummer var bare så godt, at jeg måtte overgive mig til det.

Introen er en instrumental, hvor den dystre, melankolske og til tider depressive stemning slås an. Ekstrem lækker lydside, hvor man fornemmer stemmer i baggrunden. Man kan ikke høre, hvad der siges. Måske her er tale om en tilblivelse. Det er svært at sætte meningsmærkater på de underlige lyde, men alligevel er der noget fængslende ved dem.

Drivtømmer er nok mit yndlingsnummer på pladen, selvom det er svært at vælge. Nummeret og dermed pladens første linjer er:

Vi er de nybryggede spørgsmålstegn på anstalten/ prøver at læse mellem linjerne på drivtømmeret i vandkanten”.

Nybryggede spørgsmålstegn er fødslen – tilblivelsen af en ny forskel. Det er det, som presser sig på det allerede eksisterende og skaber støj, fordi det ikke harmonerer med det velkendte. Og den allerede alt for velkendte virkelighed, beskrives her som en anstalt. Livets virkelige kraft og potentiale ligger ikke hos psykiatere og institutioner, som blot repræsenterer og gentager det bestående. Derfor læses der mellem linjer – altså der, hvor tilblivelsens vinde udfolder sig. Der er mange flotte beskrivelser; nyd fx denne:

Jeg mødte en kvinde der havde en sans for detaljen/ hun traskede rundt i fornuftens land og kradsede i emaljen”.

Her ser vi, hvordan fornuften fængsler livets skabende kræfter. Interessant er også her, at kvinden både kan være symbol på selve livet, men samtidigt nærmer vi også et andet fokus på pladen, som nemlig er kærligheden i form af tosomheden. I sangens andet vers zoomes fokusset ind på en mand og kvinde, som synes at have fuldt overblik over deres kæresteagtige situation. Beatet ændrer karakter, og tempoet stiger på lydsiden. De ved godt begge to, at de kun har hinanden for tryghedens skyld. Dog synes de ikke at fortælle hinanden, hvad de ved. De er med andre ord kynikere. Det hedder fx:

hun ved, han ved, hun kun bliver ved for at snyde sin egen samvittighed”.

En sang, som belyser, at faldet og knækket er muligheder for at skabe alternative eksistensmåder på heri livet:

lad mig smage de tæsk du får/ mens jeg strammer elastikken og fastlandet forgår”.

Når elastikken knækker, og vi befinder os i depressive tilstande, er vi for alvor overladt til os selv, og det er her, vi for alvor har mulighed for at skabe vores tilværelse selv. Dette bakkes op ad baggrundslyden omkring omkvædene, hvor der er lånt lyd fra den filosofiske film Waken Life. Her berettes der om, hvordan det at drømme forsvundet ud af vores kultur. Vi har simpelthen glemt, hvad det vil sige at drømme.

Alene titlen på næste nummer, De døde metaforers klub, er flot. Det leder min tanker hen på Friedrich Nietzsches og Martin Heideggers pointer om, at oprindeligt er hverdagssproget et digt, som er slidt ned. I samtiden drives der rov på sproget, og nogle gange bliver ord brugt så meget, at man nærmest får kvalme af at høre det. Tænk på blot på retorikken inden for managementlitteratur. De døde metaforers klub starter således:

”jeg burde brænde dine broer, Altmuligkvinde/ men jeg pudser brillerne i et fælles sprog der ikke begår sig i en freestyle”.

Igen er der spillet mellem det lavtpraktiske mikrosociale i form af en relation mellem en mand og kvinde og metaniveauet i form af sproget. Hovedpersonen pudser sine briller i et slidt og trist hverdagssprog, der ikke formår at indfange kærligheden og virkelighedens strukturer. Det er trist sprog, som forstener alt, det berører på sin vej. Broen til kvinden bør brandes, fordi den udgør hendes egen forståelse af sig selv, som er opbygget af stenhårde identiteter. Hendes person er frosset fast. Samtidigt betegnes kvinden: altmuligkvinde. Døren åbnes op for, at hendes personlighed altid vil være til forhandling. Det er ikke resultatet af forhandlingen, der er væsentligt, men derimod selve forhandlingen, som udgør fundamentet i en hver kærlighedsrelation. Selve forhandlingen er det ukendte, det endnu ikke aktualiserede i vores sociale virkelighed, og det som er undervejs og i gang med at blive til. Disse flygtige tilstande befinder sig i det ukendte, og derfor hedder rammende i næste linje:

nej – jeg er ikke høj på gamle minder/ jeg er rumskæv af en side af dig jeg ikke kender/ den er opdrættet i blinde vinkler.”.

Kærlighed handler ikke om at lære at afdække den andens personlighed, hvilket blot er udtryk for frygt og afmagt over ikke at kunne forlige sig med kærlighedens bevægelige vinde. Derfor er det ikke de gamle minder, som er væsentlige, men de ukendte sider og blinde vinkler, netop der, hvor man ikke ved, hvor vejen fører hen. At være rumskæv af den anden er en utrolig flot metafor. Især fordi kærlighed handler om at gøre sig til tilflugtssted for den anden, et sted, hvor deres mærkelige sider og tilblivende karakter kan udfolde sig. Man skaber med andre ord et rum for den anden, og heri kan man, når det lykkes, blive rumskæv. Senere i verset hedder det:

jeg synes jeg svinger blindestokken i et fremmed land, hvor ingen hører mig kalde”.

Nummeret belyser på fornem vis, kærlighedens væsen i tosomheden. Nyd følgende linjer:

hvis drøm trådte du ind i, den dag du forsvandt? Den da jeg blev sprunget over hvor gærdet var lavest?”

”Du danser lykkeligt rundt i den skygge jeg er blevet af mig selv.”.

der er ingen der krummer tæer i baglokalet/ de synger omkvædet til deres ungdom i en sang fra de varme lande uden at tabe mælet.”

og

der er blod på bagtrappen fra statuerede eksempler. Staldtips mellem pushere om potentielle emner. Der er brændende kærlighed fra en rutineret baghånd, når en dehydreret by bliver fanget i at dagdrømme”.

I sangen er der gensyn med en gammel kending fra Fantasten, nemlig Mona. Man fornemmer en konstant spænding mellem, når kærlighedens bevægelighed fungerer og når det går galt, når garnet strammes for hårdt:

og mona. mona er ikke død endnu. tværtimod. hun synger: ‘sidste omgang er for mit sagnomspundne afkoms hjertes mod’, imens hun skriver på en sang om en forhutlet observatør, der injicerede vrangforestillinger bag husbehovets lukkede døre.”.

Smålighed og stolthed kan hurtigt blive benspænd i et hvert forhold. I omkvædet er der flot leg med ord:

der ligger en hovedpine over hovedgaden”.

Hvor hovedgaden enten kan være partneren, der giver en hovedpine eller en diagnostik af, at samfundet befinder sig i en smertefuld tilstand. Det kan også forstås som, at pinen er den væsentligste pine; deraf hoved-pinen(ligesom en hovedperson).

Hvem kalder er det feat. fra sangerinden Gunni Torp og hun gør det godt. På nummeret fornemmer man en pendulbevægelse mellem det velkendte og ukendte og, hvordan det er at befinde sig midtimellem:

jeg hænger ud med gamle vaner – elsker hver psykose af dem. Spænder buen bag en gammel traver i husfredens hellige navn

og

Går i seng med et par halve strofer – vågner i en jomfrufødsel. Hornene de havarerer i en gyngende grundsætning; flygtigt kysset.”.

Kærligheden belyses igen igennem tilblivelsesprocesser:

jeg er ikke os/ jeg er ikke dem/ jeg er mig og du har ikke spurgt. Arkiver mig under gætterier før vi begge imploderer”.

Jeget er aldrig identisk med sig selv, fordi det konstant er i forandring. Men for at indfange og videregive bare lidt at dets flygtige struktur, bliver der arkiveret i gætterier. Den andens identitet holdes konstant åben. For at undgå, at det hele kollapser ”indad”(imploderer) er det nødvendigt med faste størrelser(identiteter). Men disse størrelser er netop skabte og muligvis forsvundet inden, at man set sig om.

Typer, der gæstes af Trille, er vi først vidne til endnu en beskrivelse af mislykkede kærlighedsforsøg:

og han er ikke din ven, min ven, det er ikke jer mod rov. han ved bare hvilken plade han skal sætte på før du bliver en time mere og fodrer hans behov”.

Men alt er ikke kun negativt, for pludseligt:

hun råber blodtørstige, blodsprængte fanebærer/ jeg flytter fluks ind i dine vanesager”.

Det er her, hvor man langsomt åbner kroppen op for den anden og lade vedkommende se ind i ens verden. Man fornemmer samtidigt en immanent samfundskritik. Fx hedder fra start:

Kødet sidder på detaljen og rådner op på samlebåndet”.

Det vitale befinder sig i det mindste(detaljen) men har det med at blive opslugt i samfundets ensretning. I omkvædet lyder det:

Udenfor mit vindue rager tåberne forbi – fastklemt i en skakt, hvor lyset svinder”.

Verden er befolket af mennesket, der overser det vitale i livet. Mennesket magter ikke tage livet seriøst og forfalder til en livsførelse domineret af drifterne:

så de flygter alle sammen hjem til ly under vingen, fortrækker til drifters vold, efterlader lidt af sig selv”.

Nogle gange har vi det med at ville kontrollere de mennesker, vi elsker, også selvom det kan være i god tro. Vi holder fast i dem og kommer så tæt på dem, at deres frihedsrum berøves:

og jeg ser min søn. jeg ser ham frustreret. men jeg ser ikke, han vil ha jeg holder ham så tæt, at jeg lader ham være”.

Sangen afsluttes med en rammende samtidsdiagnose:

så vi marcherer til tyske takter i et gulligt skær på banegården, mens de skyder forbi i et gulligt skær på banegården. Tilbage i saksen; in media res; midt i et medieræs. Foragter agten. Finder mig selv selvvalgt fastklemt i skakten – væk fra postyret.”.

Vi har så travlt med vores karriereræs og jagten på det individuelle, at vi fuldstændigt overser, at vi aldrig mere end nogensinde før bliver ensrettede. Midt i foragten og bevægelsen i at trække sig fra massernes hysteri, kan man pludseligt opdage sig selv i en skabende proces. Det er nemlig en vigtig pointe, at masserne foragter ensomhed, stilhed og mørke, fordi det er heri, at man for alvor har muligheden for at blive årsag til egen fremdrift.

Freak følger tråden på foregående numre, og masserne synes igen udstillet:

han så de selvsmagende gengangere amme hinanden i  søvn

men han vidste at formen blomstrer i indholdets mangler

de puster ud på ironiske distancer

sletter sporene

spytvasket i verdens navle og strøget med hornene

Når du møder ham på gaden, fortsætter han hjem

men han efterlader dig et veluddannet overlevelsesinstinkt.”.

Masserne udgør nemlig form uden indhold, men sikrer dog et varmt og trygt sted at befinde sig. Det sikrer overlevelse, men har det med at kvæle vitalitet. Fornuften er fjenden, fordi den har det med at forstene virkeligheden:

lad ham ikke stirre ud i luften – vige fra fornuften.”.

Vi er tilbage ved den totale individualitet, der kommer til udtryk i ensomheden og stilheden. Overlader man folk for meget til sig selv, kunne der ske det, at de begyndte at tænke selv. Og det kan vi da virkeligt ikke have.

Hjem defineres mennesket som fulde af frygte for, hvad livet egentligt drejer sig om: at befinde sig i ukendte tilstande. I masserne kan man forsvinde i anonymiteten og gå ubemærket hen ved at være som alle de andre:

jakkesæt bevæbnet

med klamydiapiller og pralepulver

vi vil allesammen bare gerne hjem”.

Vi forsøger konstant at lukke ned for opholdet i ukendte tilstande ved:

harpikshænder famlende -vi vil allesammen bare gerne hjem”.

Uden at vide, hvad vi stiler efter, famler vi i blinde med harpiks på hænderne i et ømt forsøg på at skrabe noget velkendt til os. Vi ser ikke det ukendte som muligheder, men som noget, der skal undgås.

Nummeret Angst har jeg skrevet om før, men det er måske pladens skønhedsplet. Nummeret er veludført og indholdet ikke til at klage over. Dog kan det undre mig, at musikken er blevet ændret, fordi originalen er meget bedre end den, som er at finde på Logi.

Resten af pladens numre følger flot pladens struktur og bør egentligt bare nydes med fuld opmærksomhed. Det er værd at bemærke, at der er gensyn med JensSidste nadver. Sammen er lidt anderledes ved at blive afsluttet af en spokenwordagtig oplæsning, der er hudløst ærlig og fængende. Vi har at gøre med et nummer, som udtrykker kerneessensen af hele pladen:

og du halter ikke på dystopiens krykker

du siger vi gør det sammen

hvis noget skal slåes i stykker

ikke mindst os selv.”

En fin beskrivelse af det, at kunne være fremmed over for det alt for velkendte og trygge. Tempoet i sangen skifter, og forskellige fokusser synes at passere og folde sig ind i hinanden. Nummeret forholder sig til opgaven at bevæge sig mellem ukendte og kendte størrelser og tilstande. Den opmærksomme lytter vil ligeledes erfare, at der er en endnu en reference til Fantasten at finde på nummeret. Nummeret Falder runder pladen flot af, hvor pladens DNA synes at blive fuldført. Det er i faldet, i det ukendte, at livet for alvor udfolder sig, hvis man evner at gribe den mulighed, som ligger heri.

Lydsiden

Es(produceren bag Spez’ 2 første plader) og Peder(fra Gramses spektrum og  Xtra Naan) har skabt et lydunivers, der på mesterlig vis udfolder de forskellige universer og begivenheder, som Logi udgør. De forskellige temposkift i nogle af sangene er virkeligt værd at fremhæve, fordi det fungerer så godt, som det gør.

Konklusion

Pladen er et mesterværk, der går op i en højere enhed uden på nogen måde at være forudsigelig. Der er så mange små detaljer og referencer, at det kan være svært at holde styr på det hele. Men det er netop pointen, at det skal man heller ikke. Man skal lade pladen træde frem for sig og bare nyde dens flygtighed. Kasper formår på imponerende vis at skildre den menneskelige eksistens som subjektivitet, dvs. som alt andet end en fastnaglet personlighed bag ved det hele. Som Gilles Deleuze og Félix Guattari udtrykker det, så handler subjektivitet om: ”… Tvært imod er det først når individet åbner sig for de mangfoldigheder der gennemtrænger det som følge af den strengeste øvelse i depersonalisering, at det opnår sit sande egennavn.”(Deleuze 2005: s. 48-49).Det handler om at have noget på spil, hvilket Kasper Spez er en mester i at skildre.

Pladen siger kun præcist det, den behøver og intet andet. Der er ingen fyldeord eller andre overflødige elementer at finde på pladen. Der udspændes fængslende narrativer, hvor man føler kendskab til hovedpersonerne uden at have viden om deres baggrunde.

Samtidigt viser den sproglige fortrolighed og elegance, der udøves på pladen, en helt særlig omgang og forståelse af livet og dermed, hvad det vil sige at eksistere. Intet eksisterer uafhængigt af noget andet, men er altid indlejret i og indflettet i en situation(begivenhed). Verden er ikke en fast størrelse, der blot venter på os, men er med den danske filosof Ole Fogh Kirkebys ord: ”… produktet af menneskelig praksis…”(Kirkeby: 1998: s. 31). Og med afsæt heri forstår jeg Logi og hvad man kan trække ud af den. Kaspers måde at gøre tingene på bevidner om en immanent kraft, der minder en om, at man af til godt kan være positivt indstillet på livets vegne, selvom virkeligheden af og til godt kan virke grå og modbydelig.

Logi belønnes med et 13-tal.

Logi udkommer fredag d. 25. september.

På mandag d. 28.9 kl. 10.03 medvirker undertegnede med Kasper Spez i radioprogrammet EksistensP1, hvor rap, filosofi og Logi vil være på dagsordenen.

Litteratur

Deleuze, Gilles & Guattari, Félix(2005): Tusind plateauer – kapitalisme og skizofreni, Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, 1.udgave, 1. oplag

Kirkeby, Ole Fogh(1998): Begivenhed og krops-tanke – en fænomenologisk-hermeneutisk analyse, Handelshøjsskolens forlag, 1.udgave, 2. oplag(Doktorafhandling)

Film

Linklater, Richard(2001): Waking life, Fox Searchlight Pictures