Rap som modstandspotentiale

 – En anmeldelse af Krøllet Sandstorm

 

Hvor skal man søge hen i dag for at opsøge kreative kritiske kræfter? Hvor er det, man skal søge hen i en tid hvor litteratur mm. synes at være i krise? Et bud er i rapmusikken, hvor der enkelte steder synes at være modstandspotentiale tilstede. Vi lever i en tid, hvor kritikken og egentlige kunstneriske udtryk synes at have trænge kår.

 

Kaster man blikket mod Ham Den Langes nye Ep Krøllet Sandstorm, bliver man vidne til en sand kraftudfoldelse. Ep’en består af 7 numre, hvor Antik har formået at kreere en fænomenal lydside, som giver pladen de bedste mulighedsbetingelser for et ordentligt afsæt.

Lange formår at vise, at han har stil. Lange udfolder sig og udtrykker sig, som kun Lange kan. De lækre beats krydret med dybsindige refleksioner gør EP’en til en sand fornøjelse.

Lange har arbejdet med sin melodiske side, hvilket klæder ham og EP’en. Der tages chancer og løbes risici – EP’en drukner ikke i det monotone, men fornyer sig uden at være højtragende.

Lange får plads til ture i helikopterperspektivet og mikroperspektivet uden kun at ende i gravalvorlighed. Der er sjove beskrivelser, som aldrig drukner i useriøsitet. Fx lyder det: Jeg har det lidt ligesom som Ghandi på amfetamin, jeg er god karma og kort lunte  og jeg har det som en masochist med en sømpistol.

 

Indholdssiden

Jeg vil opfordre folk til selv at gå på opdagelse i EP’en, men et par enkelte bemærkninger om indholdet er på sin plads.

Pladen er en modstand mod samtidens hykleriske præstationssamfund. Der hvor man skal løbe hurtigt med skyklapper uden at skænke konsekvenserne af menneskelige handlinger nogen som helst tanker. Lange beskriver den mentale tilstand således: selvom det er hårdt og du fik afslag nu/ må du prøve at være lydhør for det er nye døre der åbner sig/ der er panik før lukketid når skydedørene lukker sig

Det er i denne paniktilstande, vi alle opholder os i. Vi er så bange for at blive sat af ræset, ikke få 12, ikke være den perfekte ven, have de rigtige holdninger osv.. Det hele handler om indholdsløs kommunikation, hvor der gøres alt for at signalere, hvad vi tror, de andre vil have. Som det hedder på nummeret Tidsspilde:

jeg gider ik’ at følge deres skabelon

for mange røve om den samme stol” og på nummeret Lysestagen vælter:

jeg er bange for mig selv og når samfundet stiller de grænser der skiller

jeg skræmmende sikker, den skammel den knækker

 

Pladen er godt bud på, når noget behandles som mål i sig selv og ikke som middel til at opnå noget uden for sig selv. Den stress og depression, der slår mange i gulvet i dag, skyldes netop, at vi lever i en tid, hvor alt gøres til midler til at opnå noget eksternt. EP’en minder os om, at mindre også kan gøre det. At vi kan dyrke noget for sin egen skyld og dermed se livet udfolde sig på sine egne præmisser. Det handler om forbindelser og leve mere i kroppen end i virkelighedsfjerne abstraktioner. På nummeret Tidsspilde er der en fin beskrivelse af en tilblivelse – når noget nyt ser dagens lys:

 

Begynder uden støtteben

en dum ide i støbeskeen

endnu et forstenet søpindsvin til dit smykkeskrin

endnu et kæledyr der er blevet kørt ned af flyttebilen

endnu en tone der ik’ passer ind i symfonien

vi synker alle med den samme skude

så vi må fange nuet inden lyset brænder ud

og gøre noget inden timeglasset rinder ud

tidlig op, vand i hovedet, gang i noget

 

Bedste nummer at finde på EP’en er Ligesom mig. Her rundes af og alle finesser synes at komme i spil. Flyfunktion og Lysestagen vælter er meget dybsindige numre, hvor der især på sidstnævnte eksperimenteres med et mere sangpræget flow.

 

Afrunding

EP’en er bygget på et fundament af grundighed og kvalitet og det er en fornøjelse at mærke en rapper, som bliver mere og mere moden. Lange er aldrig ude og pegefingre og forfalder aldrig til ressentimentets fælder, hvor det er alle de andres skyld.  EP’en er et godt middel til modstand mod de anmassende skabeloner, vi får trukket ned over hovedet hver eneste dag. Her er potentiale til modstand, der gør, at man stopper op og indser, at virkeligheden befinder sig lige foran vores fødder og at vi ikke realiseres i undertrykkende maksimer om at vi skal producere og præstere.

Vi har at gøre med en perle, som ender på et 11-tal.