Hvor er tiden?

Det kan være en udfordring at orientere sig i en samtid, hvis landskab er præget af ligegyldig junk. Hvor skal man rette sin opmærksomhed, hvis man ikke ønsker ens sanseapparat bombarderet af indtryk, der er gennemsyret af forbrug og middelmådighed. Et sted at søge hen er hos den altid leveringsdygtige Kasper Spez, der netop er aktuel med singlen Hvor er tiden, der har selskab af Adam Riis.

Tiden er et komplekst fænomen. Alle synes at have en intuitiv forståelse af, hvad tid er. Men når vi skal forklare, hvad tid egentligt er, da kommer vi på glatis. Kasper Spez har ikke i sinde i at levere svar på, hvad tiden er, men formår med stilistisk sikkerhed at boltre sig omkring tidsbegrebet med sin sproglige overlegenhed. For som det spørges om i omkvædet: hvor er tiden og hvor gik sommeren hen? Tiden er noget, der påvirker os alle. Men tiden er som sådan ikke tilgængelig som et fysisk objekt for os.

I første vers kredses der om hvor drømme, som synes at være forduftet. Vi tør ikke rigtigt drømme mere og vi tør slet ikke tro på vores drømme. Der kredses om det som er væsentlig i livet. Noget der er yderst problematisk at gøre tilgængelig for sproglige beskrivelse, hvorfor det kan være en fordel at skifte sproglig bane for at få en bedre fornemmelse af, hvad der egentligt er væsentligt i tilværelsen. Her bruges vildblomsten som et billede på tilværelsens bevægelige karakter. Vores fortæller beder ligefrem vildblomsten om at skyde ryg, at vise en stærk ethos. Og vildblomsten bruges som styrke, når folkemængden dyrker fejlfinderkultur. Folkemængden ligefrem fejrer når der fejles, men denne fejlfinderkultur kan ikke holde i længden, hvorfor der brydes ud i gråd. Noget må ofres her, hvorfor det foregår foran et spejl på et alter. I gråden og spejlets nærvær, bliver noget anderledes synligt. Her fik vi øje på en helligdag. Ikke fordi den gemte sig. Men fordi vi overså den i vores jagt på at finde fejl hos andre. Og helligdagene gror ud af øjnene. Øjnene bliver synlige i spejlet og dette paradoksale forhold henvises til børnene, der netop ikke lader sig stille tilfreds med svar. Børnene svarer med spørgsmål. Væren holdes åben.

Andet vers forholder sig til hvor intim en forbindelse, der er mellem sprog og eksistens. Der indledes med en påmindelse om dengang, hvor vi sang os hjem med sproget. Det var en tid, hvor sproget blev brugt til at frembringe livsgivende virkeligheder og ikke til at overlevere stendøde virkeligheder. Og der hvor vi satte vores spor, blev vores tilstedeværelse bekræftet af skygger. Alt blev til tegn og det er tegnet, der får os til at tænke. Vi rammes af tegn uden for os selv i form af sprog, grammatik og normer. Og vi var flyvske fantaster, der med en kreativ legende omgang med sproget brugte den mørke nat i regnen til at være skabende eksistenser. Vi stod med vores stemmer i hånden og spurgte efter vej. Vi spurgte større kræfter til, hvordan vi skulle bruge sproget for at finde vej i tilværelsens mangfoldige skabelsesmekanismer. Et mægtig blik på tilværelsen blev vækket, hvor der blev bejlet til tilværelsens gådefulde meningsoverskud. Lykken er ikke evig, ikke noget der kan gøres til genskab for ejerskab. Lykken er som begivenheden: har man den, har man den ikke. Har man den ikke, har man den.

Spez minder os om tilværelsens gådefulde sider og at lykkeindustrien intet sundt kan skænke os. Et stærkt liv handler om at vise sig værdig til tilværelsens bevægelige karakter. Det handler om at vise sig værdig til begivenhedens mægtige tilblivelseskraft.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *