Fantasten

Indledende bemærkninger

Selvom Fantasten ikke er en ny plade, fortjener den at komme under luppen. Det er en plade, som har haft lang tid hos undertegnede til at bundefælde sig, hvorfor anmeldelsen vil være forholdsvis lang.

Fantasten er måske det mest komplette album i dansk raps historie. Kasper Spez har en fantastisk evne til at bebo det danske sprog. Han maler specielle billeder og befinder sig konstant i bevægelsen imellem det umiddelbare og det abstrakte. På pladens 13 numre tager Spez afsæt i et kærlighedsbrud for at indfange de følelser, intensiteter, affekter og stød, som dette måtte indebære. Spez sætter sin egen eksistens på spil med pladen, og sangene kan ses som Spez’ måde at tage magten over livet og dermed sin egen subjektivitet. Pladen bruger Spez’ erfaringer til at sige noget om kærlighed, eksistens og i periferien lurer hele tiden en potentiel samfundskritik.

Indhold

Pladens første nummer Januar 08 er en samling lydklip fra dokumentarfilmen Dagen derpå om Kasper Spez. Her bliver gjort klar, hvad pladen kommer til at handle om i form af monologer, hvor Kasper snakker om et kærlighedsbrud.

På nummeret Kasper udfolder Spez sit syn på tilværelsen og fremmaner et billede af, hvem Kasper Spez er. Det er en personlig sang, som ikke falder i fælden af sukkersødme, selvfedme og ynkelighed. Spez har noget på hjertet og leverer overbevisende. Sangen indledes med ”Vi ved etiketter de forvaskes i tåreregnen – Og hvem der synger den samme sang når maskerne blegner” og på det lidt mere symbolske plan er linjer som ”Med en verden i brand og et sind i kog – har jeg Big Brother og ligusterhække dansende på mine øjenlåg” at finde.

Tredje nummer på pladen er Efter og omhandler tiden efter et afsluttet forhold. Spez indfanger affekter med linjer som ”jeg har verden liggende for mine fødder, men mærker kun de våde sokker”. Der er også linjer, som ikke umiddelbart lader sig fortolke som: ”Men med en sylespids naivitet jeg aldrig har ladet i stikket for noget – Vil jeg vandre kviksandet gult og blåt med en snor om månen”.

På nummeret Jens anvendes utroligt få ord til at sige meget. Sangen har to korte vers, men med et langsom flow og beat er det som om, at sangen bliver strukket ud. Jens handler om en ulykkelig eksistens, der er fanget i nihilismens klør. Sangens omkvæd lyder ”Han havde det samme mareridt hver eneste nat – Det startede med, han vågnede”.

Efterfulgt af Jens, som godt kan være lidt af en mundfuld, er nummeret Lidt skrald at finde. Nummeret er et stykke velproduceret musik, hvor man kan få tankerne og stemningerne til at slappe af inden næste nummer.

Efter Lidt skrald følger nummeret Hvem jeg var, som gæstes af L.O.C.. Nummeret er pladens hitbanger og appel til et bredere publikum. Med L.O.C. på omkvædet nås ud til den bredere skare, mens Spez går i dybden i sangens to vers, hvor der reflekteres over, hvorfor et kærlighedsforhold gik i vasken. Der beskrives, hvordan den anden i forholdet ”planter flager af skyld i mit ansigt” og hvordan Spez selv ”var for ivrig efter at finde fantasten i dig”. Sangen afsluttes med stroferne ”Du ved hvad du gik ind til – jeg ved det så nemt at sige – Men husk på når du siger jeg er fucked up – At det måske var dét du blev forelsket i”.

Pladens syvende nummer er Hutlerens vuggevise, som Lidt skrald er uden vokal. Man kan dog svagt fornemme nogle stemmer og grin i periferien. Man er som en slags fluen på væggen uden egentligt helt at vide, hvad man er vidne til. Man er muligvis vidne til en af Spez’ dage, hvor han ”bare gerne ville leve, og ellers ikk’ rigtig noget”, som det hedder andetsteds på pladen.

Dagen derpå skildrer Spez med den poetiske farvepensel, hvordan en tømmermandsdag kan opleves. Men der er mere på spil i sangen. I andet vers kan spores en samfundskritik, hvor den herskende drukkultur kritiseres. Det hedder blandt andet ”Byen har født nye pulverhekse og superhelte – Endnu en weekend – Live fast die young mentaliteter – I glidebanens spændetrøje og klaprende tænder” og ”Genudsendelse natten lang I dannevang”. Der sker intet nyt i weekendnattelivets forudsigelighed. I tredje vers, som synges af Pernille Vallentin, spores dog håb: ”Ville ikke lade dem fange mig – Prøvede at slippe væk, ind og ud imellem ansigter – Jeg husker, men glemmer på sigt Undtagen ét der har brændt sig fast – Det trækker op til storm Og det gentager sig nok i nat”. Pernille Vallentins bidrag fuldender nummeret og mellem andet vers og omkvædet er det som om, at dette mellemrum ikke er til stede. Andet vers og omkvædet smelter sammen og Spez når ikke at ”færdiggøre” andet vers før omkvædet går i gang. Det fik rettet mit fokus på det at være imellem ting. Imellem bogstaverne, mellem linjerne, mellem ordene og mellem versene osv.. Blikket åbnes for tilstedeværen i tilblivelser ved at opholde sig i bevægelsen imellem ting.

På niende nummer er det igen blevet tid til et stykke lækkert musik uden vokal. Kaffepause hedder nummeret passende, som er præget af en munter stemning, hvor batterierne kan lades op til næste nummer.

Mona er et let og elegant nummer, som har en forførende effekt. Her kredser Spez omkring det at eksistere uden at reducere livet til fast substans. I sangen befinder sig ligeledes en samfundskritik, som blandt andet fremtræder i linjerne ”Og har ammunition nok til dagens dont – Så lad dem bare komme” og ”Og ser dem dingle fra et selvbundet med et forundret blik -Og først der tænker de, “måske sku’ vi ha’..?“”.

Fra Monas elegance skøjter vi videre til den mere rå Fantasten. Det skal ikke være en hemmelighed, at dette er mit yndlings nummer på pladen. Fantasten emmer af vitalisme. I sangens intro reflekteres ved hjælp af ironi over livets kontingente karakter. Sangen er et stort oprør med den dogmatiske tanke og fastfrysning af livet og første vers afrundes smukt: ”Men lad dem blot tro, og lad os to blive ladt i statistikken”. Her leges med sproget i form af dobbeltheden i vendingen ’ladt i stikken’, som her bliver til statistikken. Nummeret, der har samme titel som pladen, udtrykker essensen af Spez’ univers og skulle denne koges ned til en linje, så er det denne: ”Jeg ved stadig ikke hvor jeg skal hen, eller for hvilket publikum – Nogen ser det som et problem, jeg ser det som et udgangspunkt”. Der er ingen determinisme; dvs. ingen begyndelse eller afslutning – kun tilblivelser, hvor man befinder sig mellem allerede skabte og etablerede ’begyndelser og afslutninger’.

Herefter glider vi stille og roligt over i sangen Trøstepræmier, som både rummer kritik og selvkritik. Den fornævnte kritik af fastfrysning vendes mod Spez selv. Livet kan pludseligt komme for tæt på, hvilket kan være en voldsom oplevelse. Den amerikanske forfatter Herman Melville har formuleret det således: ”Tænkningens dykkere er siden verdens begyndelse dukket op til overfladen med øjne fyldt af blod”(Deleuze, 2006, s. 125). I omkvædet hedder det fx: ”Vi havde dem så tætte ind på kroppen vi blev bange for dem – Men vi havde for travlt med at skrive sange om dem – Vi var så gode til at drømme, så elendige til at tro – Men vi gjorde vores job, skål i trøstepræmier, bare i dag”. Livet kom for tæt på, hvilket resulteret i en menneskelig, alt for menneskelig reaktion – liv blev reduceret til substans.

Pladen afrundes af nummeret Carmen, som bærer præg af en mere håbefuld tone. Her reflekteres over ”de forsømte tanker”, som ”indhenter mig med renters rente”. Der anes sprækker i den fornævnte kritik – sprækker som emmer af liv og vitalisme. Den førnævnte vitalisme og tilstedeværen i tilblivelser er altid til stede som virtualitet; det handler om at få aktualiseret denne virtualitet og få vendt magten over livet til livet som magt.

Lydsiden

Foruden pladens indholdsside, fungerer lydsiden godt. Es har formået at skabe lyde, som passer til Spez univers. Det ikke kun i teksten, at man befinder sig på vej, imellem og i begivenheder(tilblivelser) – det er lige så meget på lydsiden imellem tonernes svingninger.

Afrunding

Fantasten er en helstøbt plade, som rækker udover rappens univers. Pladen emmer af liv, vitalisme, grundighed, umiddelbarhed, abstrakthed, barnlighed og alvorlighed og Spez’ musik er som: ”en vind, der skubber os i ryggen, en række vindstød og rystelser”(Ibid, s. 115). Pladens røde tråd er omgangen med livet og pladen veksler fint mellem forskellige temaer og niveauer. Spez fremstår ikke som belærende, men inviterer en med til at undersøge tænkningens øjeblikke. Pladen formår at navigere uden om samtidens trang til selvhjælpsbøger og positiv psykologi. Pladens sange fortjener fuld opmærksomhed og jeg sidder med følelsen af at begå vold på pladen, når jeg forsøger at indkapsle dens indhold. Jeg vil gå så langt at sige, at Fantasten er et mesterværk, hvorfor den belønnes med et 13-tal.

Litteraturliste

Deleuze, Gilles, Forhandlinger, 2006, Det Lille Forlag

Spez, Kasper, Fantasten, 2009, Tabu Records