Essay om dansk rap

Dette essay blev udarbejdet og indleveret som eksamensopgave til faget ‘Immateriel/kulturel økonomi’ på cand.merc.fil på Handelshøjskolen i København. Essayet blev belønnet med en tilfredsstillende karakter. God læselyst!

At Foucaultsere

–    En begivenhedsrig rejse ind i rappens tekstunivers

 


 

                                                                Problemfelt

 

Tag ordet og be-ving det”[1]

–          Kværn

Den danske rap-scene har længe været genstandsfelt for kritik. Debatten mellem rapperen Niarn og forfatteren Hanne-Vibeke Holst er et eksempel herpå, hvor Hanne-Vibeke Holst anklager Niarn for at være sexist.[2] Udover at blive udsat for kritik udefra angriber rapperne hinanden med anklager om at være dårlige kunstnere.[3]

Dette essay vil forsøge at gøre op med nogle af de negative fordomme, der hersker omkring den danske rap. Det er ikke ambitionen at modbevise Hanne-Vibeke Holsts anklager, men at give et mere nuanceret billede af dansk rap. På den danske rap-scene eksisterer nogle oversete ’kunstnere’, som fortjener opmærksomhed!

Essayts omdrejningspunkt vil derfor være at forene filosofiske tænkere som Friedrich Nietzsche, Michel Foucault, Martin Heidegger, Paolo Virno, Ole Fogh Kirkeby og  Gilles Deleuze med rapperne Kværn, Ham den Lange og Mund De Carlo.[4] Formålet er ikke at sidestille rapperne med så store ånder, men at de gensidigt kan udfolde hinandens tanker og ideer.[5]

Essayets nærmere fokus er:”… a question of seeing what use it has in the extra-textual practice that belongs to the text.”(Deleuze 1997:s. xvi), hvilket vil sige, at rappen anvendes til at sige noget generelt om livet.

Heideggers idé om det værende og væren kan bruges som pejlemærke til at navigere med(Heidegger 2007: s. 37). Subjektproduktion er fx genstand for undersøgelse og foregår på det ontiske niveau. At et subjekt produceres er derimod udtryk for noget ontologisk.

Rappen har momentvis mulighed for at befri livet fra det, som ’fængsler’ det. Derfor vil der gås i Deleuzes fodspor, når han om litteraturen siger:” there’s an attempt to make life something more than personal, to free life from what imprisons it”(Deleuze 1997: s. xv). Tag ordet og be-ving det!

Indledende værenskommentarer

 

Værens udefinerbarhed fritager ikke én for at spørge angående værens mening, men opfordrer derimod netop til det”(Heidegger 2007: s. 23)

– Heidegger

 

Rap-scenen har længe været præget af en mørk og dyster stemning til dens egen fremtid, dog synes der at være en holdningsændring under opsejling. Rapperen Mund De Carlo har givet denne diagnose af den danske rap-scene: ”Til dem der mener genren er død/ Dansk rap går en lys fremtid i møde/ For netop nu er moderhiphop i gang med at føde/ Og med dette barn i sit skød/ Skabte hun en brandmur af lyd/ Som selv ik’ Felix Baumgartner ku bryde/.[6] Her ser vi en nærmest Deleuziansk beskrivelse af den danske raps tilstand. I og med, at moderhiphop er i gang med at føde, nærmer vi os begrebet tilblivelse. Rappen er ikke en stabil ting, der kan reduceres til et substantiv. Godt nok er ordet rap et substantiv, men det dækker over meget mere. Rappen er i konstant tilblivelse og er derfor aldrig identisk med sig selv. Nogle gange er disse forandringer og tilblivelser så markante, at de virker åbenlyse. Det er fx tilfældet, når en rapper egenhændigt udgiver en markant anderledes plade, end man hidtil er vant til. Men pointen er, at alt er i bevægelse, men ikke alle bevægelser er synlige for det menneskelige øje.

Sprogets funktion

 

Sproget ’narrer’ os til at tro, at ’virkeligheden’ er en ting[7]. Distinktionen på tysk mellem sein og werden viser denne problemstilling. Sein betyder at være og henviser til, at verden er sammensat af substantiver. Denne opfattelse bygger enten videre på en essiantialistisk opfattelse af, at Gud har givet tingene sine værdier, eller et mere konstruktivistisk synspunkt, som hævder, at mennesket pådutter tingene mærkater. Dette essay nærmer sig forståelsen, som går igennem werden, som betyder at blive til noget. Det vigtige her er at blive til. Da verden og væren er i forandring, er man hele tiden i gang med at blive til noget. Dette noget er en menneskelig ’begrænsning’, der gør det muligt at organisere i kaos. Mennesket og verden er sin forandring. En vigtig pointe er, at verbet etymologisk set kom før substantivet. Derfor vil det give mening at sige, at tingen tinger. Tingen er ikke noget i kraft af sig selv, men den er noget i kraft af, at den er i gang med at være noget.

Væren er også produktiv i den forstand, at der hele tiden lægges noget til i verden. Deleuze mener, at når noget skabes(og det sker ofte), så skabes en forskel og gentagelse. Verden er så at sige sammensat af en masse forskelligheder, som fortsætter sin gang i verden igennem gentagelsen. I vanen bliver det muligt at bryde med oplevelsen af hverdagen som triviel og ensporet. Mennesket er fordybelse(kontemplation), hvilket vanen er udtryk for(Deleuze 1994: s. 213). I vanen bliver det muligt at dykke ned i det enkelte og se, hvordan dette adskiller sig fra resten af verden(Myrup 2001: s. 88). En anden Nietzchiansk sprogkritik går på, at sproget generaliserer og fastfryser(Nietzsche Visdom: s. 22), hvilket medfører, at vi overser verdens sammensætning af forskelligheder og bevægelser.

Umiddelbart virker det som om, at en sprogløs virkelighed synes at være en illusion. Det er den måske også, men i litteraturen findes der eksperimenterende former for leg med sproget, som muligvis kan sige noget mere generelt om livet. Tag ordet og be-ving det!

Mellem himmel og helvede

 

  Mellem himmel og helvede [8] er lavet af rapperen Kværn. I sangen opstilles en kritik af den immaterielle økonomi, som vi lever i i dag.

Kværn indleder sangen således: ”Mellem fuldskab og tomhed – budskab og omkvæd er der dyre dråbe og tårer til mit lommetørklæde. Alt bliver vendt op og ned – jeg siger dig, læren om livet handler udelukkende om, hvad de lokker med; og de så sikre på det, de har statistikker på det. I kan få det som I vil ha’ det uden at vide af det.” Kværns ’metode’ er at kigge imellem substanserne. Imellem alle de her ting, Kværn er i gang med(skrive en sang med omkvæd, at være fuld og tomhed), peger Kværn på en ulykkelig tilstand, som beskrives igennem dyre dråber og tårer. De er dyre, fordi de er vitale. At alt bliver vendt på hovedet er udtryk for, at vi opholder os de ’forkerte’ steder. Med Heideggers ord så opholder vi os på det ontiske niveau.

At læren om livet kun handler om, hvad de lokker med kan tolkes på to forskellige måder. For det første (1) fra et foucauldiansk governmentalitetsperspektiv. Dette de kan ses som dem, der styrer en befolkning. De ved, hvad der er bedst for dig. Og de arbejder i tætte netværk sammensat af psykologer, sociologer, politologer osv.. På den måde har de statistikker, som viser, hvordan man som menneske får mest muligt ud af sit liv. Det minder om Heideggers das Mann, hvor man har mulighed for at flygte ind i forestillingen om den gennemsnitlige person og dermed undgå at handle selvstændigt. Det, at der arbejdes i tætte netværk, skal ikke forstås, som der sidder nogle magtfulde personer og bevidst undertrykker andre mennesker. Disse netværk er præget på kryds og tværs af forskellige diskurser. Det er Foucaults pointe, at magt er polycentrisk og allestedsnærværende[9]. Når de så har statistikker over det lykkelige, er det udtryk for, hvordan politik og humanvidenskaberne er begyndt at arbejde sammen. Foucault påpeger, at dette sker grundet et nyt krav til måden, hvorpå man regerer. Dette er pastoralmagten, som gør sig gældende i immateriel økonomi.  Spørgsmålet bliver derfor, hvordan man kan påvirke frie subjekters adfærd uden, at dette foregår igennem direkte fysisk påvirkning. Derfor ved de, hvad der er bedst for en uden, at man selv ved det. Her åbnes for en fremmedgørelsesproblematik[10]. Rent fænomenologisk oplever mennesket, at det er magtesløst, når det gælder selvbestemmelse af egen lykke.

Denne anden (2) forståelse af dette de kan findes på det psykologiske plan. De er her repræsentant for alle andre end mig selv. Subjektet vil altid være præget af andres meninger. Med Foucault kommer det til udtryk igennem sproget og de diskurser, som påvirker os[11]. Nietzsche sagde i sine velmagtsdage,” at leve er at ville, at ville er at sætte værdier(Rahbek 1995: s. 340). Med Foucault kan dette oversættes til at leve er at ville, at ville er at konstruere sin egen diskurs. Den problemtik Kværn rejser er den besværlige opgave at handle selvstændigt.

Kværn fortsætter og siger:” Vi sælger frihed – ingen vil lide savn/ gå i krig, skyd dem ned i demokratiets navn. Med sin ironiske distance til samtiden skildrer Kværn her Foucaults frihedsproblematik. På den side blive subjektet sat fri, og på den anden side skal det styres og regeres. Ved at subjektets frihed sættes fri, åbnes der op for et væld af muligheder for subjektproduktioner. Det kan fx være den politiske bevidste forbruger, der bliver konstrueret i et hav af forskellige diskurser. For Kværn bliver friheden ligefrem solgt, og det virker, som om ingen vil savne den. Vi føler os frie, men giver afkald på den, når vi forsøger at leve op til omverdens forventninger. For at blive et anerkendt subjekt må man leve op til samtidens moralske normer og vise sig ’værdig’ til frihed. Mens befolkningen render rundt og føler sig frie, er de bundet på hænder og fødder af forskellige aktuelle diskurser, der legitimerer fx krig. Legitimeringsgrundlaget er at forsvare demokratiet. Her påpeger Kværn en selvmodsigelse i demokratiets virkemåde i dag; den advokerer for mangfoldighed og tager afstand til vold, men så snart det gælder opretholdelsen og udvidelsen af egen styreform, synes der ikke grænser herfor.

Mellem magtbegær og mindreværd, kontaktbesvær og vintervejr, kan jeg ikke længere se, hvem der siger tingene som de virkeligt er/ Jeg ved ikke, hvad det indebærer, men min bud er, at det bliver endnu værre. Men lykken ligger lige om hjørnet – hvem vil være millionær?[12]Kværns dystopiske blik gør magthaverne til at være fanget i et politisk spil, som er præget af små personligheder. Det mest interessante er Kværns ironiske kommentar om lykken. I den immaterielle økonomi synes alt at kunne kapitaliseres. Derfor kan man fx købe sig en coach til at hjælpe en til at overvinde sine dårlige vaner. Dette er udtryk for, hvordan den immaterielle økonomi har approprieret sig stadigt flere dele af mennesket(Foucault 2009: s. 256). Hvor Foucault foretog samtidsdiagnoser og bestræbte sig på ikke at være eksplicit normativ, er Kværn mere normativ og ikke positiv på fremtidens vegne.

” Vi veksler tryghed til bekæmpelse af terror – dyrker intolerancen; væk med dem der er til besvær. Fortæl dem som det er, vend det med en hver – jeg synger dommedagsprofetien; enden den er nær.” Således afsluttes første vers, og Kværn underbygger sin dystre tro på fremtiden med, at vi opgiver vores tryghed til fordel for bekæmpelse af terror, og det sker igennem en handling, der minder om en økonomisk transaktion. Og ikke nok med det, så medfører dette samtidigt, at vi dyrker mangel på forståelse af vore medmennesker. Dem der er til besvær kan her ses som det, der umiddelbart ikke bidrager til kapitalens udvidelse.  Det kan enten være indvandrere, der ikke har udseendet med sig og straks reduceres til at være terrorister, eller det kan være et udtryk for en generel mekanisme, der ekskluderer folk, som har en livsstil, der går imod kapitalens logik og normen.

Omkvædet lyder således:” Mellem himmel og helvede er der engle og djævle/ en at elske/ en at miste/ en at vinke farvel til/ Kom nu; tving dig selv til/ blink og stå model til/ du er her ingenting, hvis ikke du kan sælg’ det/  Mellem himmel og helvede er der engle og djævle/ et stort rodet råderum at finde sig selv i/ Der er barske løjer og hvid støj i det uendelige/ skrabelodder og gevinster til de heldige“. Kværns fokus er på det verdslige plan. Livet handler om at være til stede på jorden. Det handler om de møder og begivenheder, som man bliver udsat for. Heri finder man en eller flere at elske, og disse må man give slip på igen. Ens affekter og sindsstemninger bliver prøvet, og man kan sige, at man kommer hele følelsesregistret igennem. Det handler om at få sine kræfter og affekter i svingninger. Dette forstyrres af kapitalens logik, som fordrer, at man optræder som dørsælger. At kværn snakker om et stort rodet råderum at finde sig selv i harmonerer godt med Foucaults frihedsopfattelse, hvor man skal forstå samtidens normer for at blive velanset. Livet synes at være en stor kaosjungle, hvori man har muligheden for at finde sig selv. Livet er en opgave, som man selv skal lave. Det handler om at nedbryde sig selv, for at kunne skabe sig selv på ny og med Foucaults ord:” Do not ask who I am and do not ask me to remain the same Foucault 2013: s. 19). At nedbryde sig selv indebærer, at man bliver bevidst om, at man er konstrueret i de begivenheder, som man indgår i. Vi bliver konstrueret af vores egne tanker om os selv, og vi konstrueres i det sociale. Derfor er selvet i en konstant tilblivelsesproces, hvor det har mulighed for at påvirke dens egen udviklingsretning. Dette er dog ikke nogen let opgave, som kan indebære, at man når en tur ud i støj og kaos. Det er ikke alle, der er lige heldige i dette forsøg, hvorfor de ikke har gevinster på livets skrabelodder.

Senere i sangen hedder det: Jeg pakker det enkle ud, men hey helheden fylder for meget”. For at tale med Deleuziansk tunge er det ikke muligt at observere hele verden på en gang(Deleuze 1994: s 129). Når man forsøger at organisere hele verden eller et begrænset felt, synes helheden at være for overvældende. Det er den, fordi væren i sig selv er skabende,[13] og fordi den immaterielle økonomi er ved at drukne i information.  Verden gør noget ved en, og man indgår i relation til verden ved at lade væren(verden) komme til syne og med Nietzsches ord:” At lære at se – at vænne øjet til hvile, til tålmodighed, til at lade tingene komme selv; at lære at udskyde dommen, at undersøge og forstå den enkelte sag i alle dens aspekter. Dette er den første indledende skoling i åndelighed.”(Flyvbjerg 2009: 81).

Føler mig snydt og bedraget/ du er velkommen på paladset, når du har bygget dit eget/ men hullet er stort; kom og se, hvor dybt vi har gravet”. Kværn føler sig snydt af, at helheden fylder for meget. Herefter udstilles den liberale ideologis logik. Alle har adgang til luksus, men der er et men. Dette men er det store hul. Dette hul er symbol på den gæld, som proletariatet sidder inde med. Dette viser den sociale ulighed, der er i samfundet. Alle har ret til luksus, som kun kan muliggøres igennem kapitalismens indbyggede ulighed. For at et fåtal kan få adgang til luksus, må mange stifte gæld. Grunden til, at Kværn føler sig snydt og bedraget, kan findes i Paolo Virnos læsning af Karl Marx. Når han pakker det enkle ud, forsvinder det ud i en helhed, der er domineret af kapitallogik. Det er Virnos pointe, at denne logik frarøver den enkelte muligheden for at foretage en politisk handling og dermed være med til at sætte noget nyt til i verden(Virno 2002: s. 68).

Og mellem kroner og knaster og forkromede master/ kan jeg se en såret sjæl der har brug for et plaster/ Der er sko der ikke passer/ faster pladser i skoleklasser/ tomme flasker og skodder der skaffer dagen af vejen. Umiddelbart er den immaterielle økonomi præget af flotte udsmykninger, men disse er til på bekostning af mennesket. For små sko bæres, fordi de ser smarte ud. Pladserne i skolen er rigide, og der er ikke plads til afstikkere. Disse kan fortrøste sig med en tilværelse, hvor den primære indtægtskilde er pant, og hvor nydelse går igennem cigaretskodder.

Det er godt at se, at vi baner vejen forrest i korstoget/ Og får det overstået med vold og magt på vores måde/ og når de bortforklarer, at slipset går i hårknude/ står jeg bare på gaden og beklager, at jeg ikke forstår noget.” Her manes til en form for modstand, hvor korstoget kan forstås som masserne. Dette foregår med deres egen form for vold og magt, som ikke nødvendigvis forudsætter fysisk vold. Magthaverne vil blive bange, når de oplever modstand og vil undskylde sig med, at de oplever problemer med deres instrumentale rationelle verden(slipset). Og selvom Kværn har luret, hvad problemet er, vil han ikke fortælle dem det, nej han stiller sig på den plads(gaden), han altid har været henvist til og lever op til den rolle, han altid har skullet udfylde(den uvidende masse).

Andet vers afsluttes med:” Og ja jeg kan godt/ jeg skal nok/ ta mig sammen, mande mig op/ I danner rammen; javel hr./ vær sød at vise mig, hvor I sælger velværd”. Her skildres ironisk, hvordan rammerne for livet gives oppefra, og alt synes at være til salg i den immaterielle økonomis tidsalder.

Efter at have kigget på livet igennem et større perspektiv, vil vi kigge på livet ved at dykke ned i selvet.

Selvets etik

 

Måske er jeg endnu en tankestreg, andres leg, jeg føler mig passiv, mens jeg forandrer mig[14]

–          Ham den lange

Igennem Himmel og helvede så vi, at livet er noget, som kæmpes om. Det var den diskursive magt, som var på spil. Men hvad er det, som kæmpes om?

Citatet stemmer godt overens med Deleuzes ontologi, som han udtrykker således:” … I can no longer be distinguished from what I’m becoming”(Deleuze 1997, s. 65). Det at være endnu en tankestreg udtrykker selvets forhold til kroppen. Det er en streg, som graveres på kroppen. Foucault kalder det for, at sjælen er kroppens fængsel. Andres leg viser, at selvet ikke er privat, men at det påvirkes i og af det sociale. At føle ’passiv forandring’ hedder med Nietzsches ord:” Jeg er en krusedulle, som en ukendt magt har krasset ned på et stykke papir”[15](Driesen 2012: s. 12). Tænk fx over, hvem du egentligt er, lad dine tanker tage en tur tilbage i tiden. Hvem var du som barn, teenager, forælder, kæreste, ven osv.. Det tankevækkende ved dette tankeeksperiment er, at man føler, at man var sig selv i fortiden, men alligevel føler man, at man har forandret sig til en anden.

Begivenheden er en vigtig nøgle til en åbning af verdens væren. Begivenheder er konstant i gang og alle vegne. De udvikler sig ved konstant at udvide sig og udvider verden ved at lægge noget(gentagelse og forskel) til. Begivenheder kan også ophøre.  Bevidstheden(selvet) er som en levende strøm af oplevelser, stemninger(affekter), sansninger osv..

For Kirkeby er begivenheden:”… i sit væsen en tom plads, en skabende midte og på en gang alminding og et ingenmandsland, den kan ikke tilskrives nogen materiel eksistens.”(Kirkeby 2008: s. 15) Pladsen er tom og nærmest skriger efter at blive fyldt ud. Det er tomhedens og skabelsens paradoks: hvordan bliver noget skabt ud af ingenting? Dette paradoks kan udtrykkes igennem sætningen det er i mørket, at lyset findes. Det er en slags ukendt magt, der konstruerer forskelle(n).

En begivenhed er at trykke stop på videoafspilleren. Men en begivenhed kan også være af længere varighed, men jo længere man dykker ned i detaljen, desto ’klarere’ bliver billedet af en begivenhed. Deleuze selv gør ophold ved differentialregningen[16] og ser det som et billede på at begribe kaos(Deleuze 1994: s. 118). Selvet er aldrig identisk med sig selv, fordi selvet sker.

Kirkeby opererer med tre forskellige jeg’er i selvet. Jeg 1 og 2 bevæger sig på det sproglige plan, hvor jeg 3 bevæger sig på grænselandet til det ikke-diskursivt reproducerbare(Kirkeby 2008, s. 96-98). Her kan størrelser som livets mening muligvis opholde sig. Kværn rapper således:” For hullet i himlen kan ikke dækkes af mit ordforråd/ så jeg kigger ned i jorden, for jeg tror ikke, at jeg tror på noget[17] Her er det interessante, at meningen her beskrives som et hul. Vi er tilbage til metaforen om ingenting og skabelse. Meningen kan føles som et hul, der har været udsat for kampe for at blive udfyldet.  Måske hentydes der til, at man ikke bør beskæftige sig med verdens mening, sprogligt. Kværn kigger ned i jorden for ikke at forfalde til en kristen retorik[18]. Kværn ved ikke, at han ikke ved noget – nej han tror ikke, at han ved noget. Her er det nemlig troen, som karakteriserer det at være menneske – og det er bedre at tro, at man ikke tror på noget end slet ikke at tro.

For at vende tilbage til forholdet mellem selvet og etik er vi indtil videre kommet frem til, at det muligvis foregår på et ikke-sprogligt plan. Men vi bliver nødt til at bruge de værktøjer, som vi har fået stillet til rådighed for at nærme os. En tålmodig omgang med sproget kan måske åbne op for huller eller en beskrivelse, som tilnærmer sig det ikke sproglige. Denne tilstand uden det sproglige kan opleves som:” ikke-identitetens lykkelige ingenmandsland(Af en hermafrodits erindringer 1981: s. 12). Foucault kredser om en tilstand, hvor ingen besidder den diskursive magt til at afgøre, hvem man er. Foucault fortsætter:” … de ømme lyster som opdages og fremkaldes af seksuel ikke-identitet, når den flakker om blandt alle de kroppe der ligner hinanden.(Ibid). Dette kræver en forklaring! Forestil dig, at du sidder i en forsamling, og stemningen er formel. Man får lyst til at bryde den formelle stemning med en vittighed, men noget holder en tilbage. Man tænker, at vittigheden er upassende. Forsamlingen vil straks kaste sine fordomme udover en. Men i virkeligheden behøver min identitet ikke at være relateret til vittigheden. Den bliver ikke vurderet for sig selv, men som værende en del af det, som jeg begærer – det indeholder en skjult sandhed om mig[19].  I ikke-identitetens lykkelige ingenmandsland ville vittigheden blive vurderet efter dens sjovhedsgrad. Vittigheden vil tilhøre noget andet end de involverede kroppe. Den vil være en begivenhed i begivenhed, der vil være en begivenhed i en begivenhed osv.. Det minder om eskimosamfund (inuitter), hvor digterens ytringer ikke var en del af digteren selv, men er derimod et udtryk for digterens ’kontakt’ med en universel tunge.

Begivenhedens etik

 

Begivenhedens etik kan ses som:” … en kraft (dynamis) i begivenheden, der må bevares, og ikke gribes og omformes til magt(krasis).”(Kirkeby 2008: s. 40). At være værdig til begivenheden handler om det Foucault kalder for selvets arbejde med selvet. Ved at nedbryde sit selv bliver det muligt at få øjnene op for tilblivelse, og at ens personlighed er en konstruktion.

Hvordan opleves det så at være værdig til begivenheden? Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, hvad der er en ægte begivenhed[20]. Men vi kan stadig nærme os en fænomenologisk beskrivelse af en værdig begivenhed.

Kværn har en del at sige herom:” hvis der er et øjeblik af sandhed, kunne jeg leve af troen, leve af mine lyster til jeg selv er blevet en illusion, leve af mine løfter – tomme eller fulde, tømme mine tanker i en kop med holdninger af guld, for at holde mig ud, holde trit og folde mig ud, boltre mig i blæsten til den blæser mig omkuld, så lad lysten til at blive i det – løsne din livslinje, vi tager til toppen for at se lidt perspektiv i det, vi kommer omtumlet tomhændet til afsløring på tomrummet med lidt luft der udfylder åndehullet, så tab vejret og vind et par sekunder – skift farve, mal et lærred og find et par beundrere, skynd dig før tingene bliver tungere, og tynger til intet gør ondt og ingen ved hvem du synger for, for i dag bliver du yngre og i morgen ved du ikke hvor det begynder, men det starter et sted, så tag mig før jeg ta’r afsted, tag mig til et fremmed sted, hvor lyset fra lygterne og lamperne er anderledes, tænk dig væk til tankerne er trampet ned, tænk dig til troen er intakt og værkerne er samlet, få benene på nakken og armene ned, det et tegn på sundhed, et udtryk for grundighed, synk dybt i den tanke, du går til bunds med, vær klar til takten bliver en tro fra en svunden tid.[21] Deleuze og Nietzsches beundringer af barnet kan anvendes til sammenligning her. Nietzsche beundrer barnet for dets evne til at forblive i en alvorlig tro(leg):” Mandens modenhed: at have genfundet den Alvor i Legen, man havde som Barn”(Nietzsche Visdom: s. 41). Deleuze udfolder det således:” Small infants all resemble each other and have hardly any individuality; but they have singularities – a smile a gesture, a grimace – which are not subjective characteristics. Infants are traversed by an immanent life that is pure power, and even a beatitude through their sufferings and weakness.”(Deleuze 1997: s. xiv) Deleuze har modsat Nietzsche fokus på spædbarnet. Heri kan spores en upersonlig og ikke-organisk kraft, der overskrider enhver form for livserfaring. Spædbarnet er livet som ren immanens. Som Dixone udtrykker det:” når alt er fortabt kan vi miste os selv – et sidste farvel til den triste mands sjæl”.[22]

For at vende tilbage til den værdige begivenhed, så må tanken tænke sig selv som begivenhed. Her er tale om en slags sindstilstand(affekter), hvor tanken er en vind(Myrup 2001: s. 86-87). Deleuze udfolder denne tanke i relation til det ’ulegemlige’. Vender vi tilbage til Foucaults citat om ikke-identiteten, kan ’den værdige’ begivenhed ses som flydende organløse kroppe  – ja her hersker upersonlig individualitet, som kaldes for haecceitas[23](Ibid: s. 88). Dette minder om Heideggers tanker om identitet, som ikke er at sætte noget lig noget andet. A=A er ikke den samme, men den samme for sig selv(Koefoed: s. 292). Her nærmer Deleuze og Heidegger sig hinanden. Denne upersonlige individualitet ligner alle de andre, men adskiller sig fra de andre ved at være det samme som alle de andre, for sig selv.

Afsluttende refleksioner

 

På grænserne til tankerne om troskab og lighed der dykkede vi for langt ned i forsøget på at finde personlig frihed.”.[24]

Hvordan kan det være, at frihed er sådan en kompliceret størrelse?

Frihed synes at være en luksusgode, men alligevel eksisterer forholdsvis mange ulykkelige mennesker[25]. I ovenstående citat er Kværn meget skarp med sin diagnose. Vores besættelse af frihed har medført, at vi har glemt at nyde den. Vi fokuserer hele tiden på at bevare friheden og udbygge den. Subjektet skal hele tiden forbedre sig selv for at blive mere effektivt for samfundet.  Derfor diagnosticerer Foucault nuet som en oplevelse af historiens ultimative kulminikationspunkt. Der hersker en forestilling om det ultimative subjekt, som er til stede, men endnu ikke fuldt ud realiseret(Foucault 2009: s.18[26]). Dette medfører en form for nihilisme, da det, vi har opnået, kun skal bruges til at komme videre.

Hvad med, at vi skruede ned for tempoet og faktisk nød den frihed, vi har og brugte den til netop det, vi havde lyst til? Deleuzes flugtlinier kan være eksempel på en slags tilbagetrækningszone. De behøver ikke at være vilde; det kan også være, at man trækker sig tilbage og finder ro(Deleuze 1995: 138).

Nietzsche vil få de afsluttende ord i dette essay:” Når beslutningen en gang er truffet, skal man lukke ørene for selv det bedste modargument. Det er tegn på en stærk karakter. Altså en situationsbestemt vilje til dumhed(wikiquote).


Litteraturliste

 

Litteratur

 

Barbin, Herculine: Af en hermafrodits erindringer, 1981, København, Rhodos

Deleuze, Gilles: Negotiations, New York (1995 [1990]), Columbia University Press.

Deluze, Gilles & Guattari, Félix: What is philosophy?, 1994, Columbia university press

Deleuze, Gilles: Essays – critical and clinical, 1997, University of Minnesota press

Driesen, Christian, m. fl.: Über Kritzeln, 1. udgave, Zürich 2012,  diaphanes

Flyvbjerg, Bent: Samfundsvidenskab som virker, 2009, Akademisk forlag

Foucault, Michel: Archaeology of Knowledge, 2. revideret udgave, 2013, Routledge

Foucault, Michel: Biopolitikkens fødsel, København 2009, Hans Reitzels Forlag

Heidegger, Martin: Væren og tid, 2007, forlaget Klim

Koefoed, Oleg: Fiktionsbegivenheder – en poietisk filosofi, Ph.D-afhandling,

Kirkeby, Ole Fogh: Selvet sker – bevidsthedens begivenhed, 1. udgave 2008, samfundslitteratur

Myrup, Jesper: Temaer i nyere fransk filosofi, 2001, Philosophia

Nietzsche, Friedrich: VISDOM – aforismer, på dansk ved P.E. Seeberg, København, Steen Hasselbalchs forlag

Rahbek, Birgitte: Når mennesket undrer sig – vestlige tanker gennem 2500 år, 3. udgave, 1. oplag, 1995, Lindhardt og Ringhof

Virno, Paolo:”Labor, Action, Intellect” i A grammar of the Multitude Semiotexte, 2002, i Kompendium til faget Immateriel økonomi, Forår 2013

Internet

 

http://www.youtube.com/watch?v=GM-KU4Y1oyE , hentet d. 14.05.2013

http://www.youtube.com/watch?v=hskKIGeKEoI , hentet d. 14.05.2013

http://www.youtube.com/watch?v=-ZsY5Eas8vg&list=PL1W2CkSAVGvJGHheJ3gZZV7WMTHFFSqY2 , hentet d. 14.05.2013

http://www.youtube.com/watch?v=lSFpa27mnpw, hentet d. 14.05.2013

http://www.youtube.com/watch?v=H6LANyga8j8, hentet d. 14.05.2013

http://da.wikiquote.org/wiki/Friedrich_Nietzsche, hentet d. 14.05.2013

 

http://spytbakkenmixtapes.bandcamp.com/track/kvaern-martha-verden-fra-mit-vindue

hentet d. 14.05.2013

http://spytbakkenmixtapes.bandcamp.com/track/himmelfahrtsstrasse-n-r-du-ser-lyset

hentet d. 14.05.2013

http://www.avisnet.dk/AvisNET/application.do?command=getDocument&documentId=7910884E052B0669C1257483003CC11E, hentet d. 14.05.2013

http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1869135.ece , hentet d. 14.05.2013

Cd’er

 

Ham den lange: Carpe Diem My Ass, 2009, Run For Cover Records

 


[1] Fra sangen Lær at glemme: http://www.youtube.com/watch?v=GM-KU4Y1oyE

[3]I rapverdenen hedder det en beef, når to eller flere rapper fører krig på ord mod hinanden. Mc Clemens fx langer ud efter Østkyst Huslers i sangen Regnskabets timeTrepac går anderledes til værks og langer ud efter en hel ny generation af rappere på nummeret Sur gammel mand. Nummeret kan høres her: http://www.youtube.com/watch?v=hskKIGeKEoI

[4] Derfor er der ikke fokus på flow, stemmeføring og rimhåndtering i dette essay.

[5] Jeg anbefaler, at sangene der lyttes til sangene for at give læseren en bedre helhedsoplevelse.

[7] Denne kritiske sprogtilgang er inspireret af Nietzsche

[9] Dette har med sprogkritikken at gøre, da den fordrer, at magten tænkes i substantiver.

[10] Når der er tale om Foucault, vil ordet ’undertrykkelse’ måske være mere retvisende end ’fremmedgørelse’

[11] Diskurser har med sproget og værdier at gøre og menneskekroppen er for Foucault gennemsyret af disse

[12] Læg mærke til rimstrukturen

[13] Der bliver hele tiden lagt noget til

[14] Ham den lange – Nye persienner. Sangen er at finde på pladen Carpe diem my ass

[15] Steen Nepper Larsens oversættelse i Identitet som mellemværende stammer fra den Über Kritzeln

[16] Differentialregningen opererer netop med, at jo mindre ens observationer er, jo mere et retvisende billede af fx gennemsnitshastighed kan man få

[18] Om fx guds stad

[19] Ala psykoanalysen

[20] Det vil føre til, hvad Foucault kaldte for en totaliserende moral og for Deleuze er moral netop regler, som begrænser livet.

[21] Fra sangen Når du ser lyset af Himmelfahrtsstrasse. Himmelfahrtsstrasse var Kværns sideløbende soloprojekt dengang han var en del af M-Cnatet. Transskriberingen er min egen, så der skal tages højde for fejl og mangler. Sangen kan findes her: http://spytbakkenmixtapes.bandcamp.com/track/himmelfahrtsstrasse-n-r-du-ser-lyset

[22] Ligeledes fra Himmelfarhtensstrassenår du ser lyset

[23] Dennehed

[24] Fra sangen Løgnens maske. Sangen kan findes her: http://www.youtube.com/watch?v=H6LANyga8j8

[25] Ifølge ekstrabladet var ca. 460.000 mennesker på lykkepiller i DK i 2012: http://ekstrabladet.dk/kup/sundhed/article1869135.ece

[26] Foucault skildrer her forestillingen om staten, som værende ikke fuldt ud realiseret. Samme tankegang kan anvendes på subjektet i den immaterielle økonomi

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *