Sørøverblues

Spøgelser er Dødssejlerens anden plade og er et eksempel på, når konceptrap fungerer rigtigt godt. Sørøvertemaet er gennemført – lige fra lyrik til musik. Den rappende forsanger Illusionisten tager sig godt ud som kaptajn og han har godt styr på sin besætning.

Spøgelser består af 8 meget gennemførte numre og man er aldrig et øjeblik i tvivl om, at man befinder sig sammen med sørøvere. Selve det hav, der sejles på, er livets hav. Konstant er Illusionisten klar med sin skræmmende ærlighed og det gøres på sådan en måde, at der ikke forfaldes til bekendende selviscenesættelse. Livets hav er et sammensurium af følelser og begivenheder. Her handler det ikke om at pleje sine følelser i selvrealiseringens navn, men om at forstå sig selv som evnen til at modtage. Dvs. at åbne sin krop op for virkelighedens mangfoldighed uden at være alt for naiv. Og her er Dødssejlerens styrke; nemlig at opholde sig i følelserne, at skrive om dem – uden det bliver patetisk. Titlen på pladen, Spøgelser, bevidner da også herom: spøgelser er ”ikke-fysiske”, men alligevel har de en virkningseffekt på os. Altså ikke alt i livet kan fastfryses i kasser.

Pladens 8 numre er dragende og man kan ikke lade være med at rocke med. Pladen formår at forene en slags fryd ved livet og det melankolske. Selvom emnerne er alvorlige og til tider triste, udføres de med en enorm kræft og glæde, hvilket klæder pladen rigtigt godt!

Lydsiden er gennemført og den jazzede stil skaber fænomenalt det sørøveragtige lydlandskab – lyden af pirater, træben mm. Derudover er blandingen af harmonika, orgel, trommer, kontrabas, klarinet og guitar en gave til rapmusikken, der formås virkeligt at fange og skabe stemninger.

Selve indholdet er dybt og sørøververdenen bruges som afsæt for en rejse mod ukendte steder. Der sejles på dybt vand og bølgerne har det med at gå højt. Og her er det oplagt at postulere, at når man når i land, så har man fundet svarene. Men pointen er omvendt – det på havet – på rejsen at dyderne opstår og her man finder ud af, hvad det egentligt drejer sig om. Derfor er pladen en værdisætttende rejse – dvs. den forholder sig til at nedfælde egne værdier: dvs. den skabende praksis at skabe egen virkelighed. At leve er at ville; at ville er at sætte værdier, som Nietzsche engang sagde.

Til slut byder et par linjer sig til fra pladen:

Der er tro håb og lidt kærlighed
Til salg for vi har mangel på samme og
Der er ik længere brug for ærlighed
Så længe vi lyver om det samme (sammen)

Så mens Chancer og lanterner brænder mens verdner forandres
Takker jeg af og tager til takke med mindre end hvad hjertet forlanger

hun viste mig sin triste forliste fortid
forviste mig om at tiden sommetider står stille
at livet det er kort en test et kortspil
så hun ku bedst lide sex uden for meget forspil”.

Pladen er et frisk pust og måden der bliver fortalt historier på er både dragende og skræmmende på en og samme gang. Pladen kredser sig om livsvisdom erfaret gennem kærlighedsrelationen mellem en mand og kvinde. Resultatet er mange stærke pointer og flotte beskrivelser. Der dykkes dybt og den menneskelige natur synes ikke at være så smuk, som vi går og bilder os ind. Menneskets tilværelse er fyldt med sex, begær og intriger. Men som pladen viser, behøver disse forhold ikke at gøre livet mindre interessant. Dette er dog samtidigt pladens akilleshæl – det ville have klædt pladen ikke kunne at tage udgangspunkt i de altid på forhånd problemfyldte relationer, som der er mand og kvinde imellem.

Alt i alt en gennemført og lækker plade som ender på et stort 10-tal.