Analyse af ‘Illusionisten – Den Første Sidste Dans feat. M-Cnatet”

 Et filosofisk blik på ”Den første sidse dans”

Indledende ord

 

Formålet med denne tekst er at udfolde en filosofisk analyse af sangen ”Den første sidste dans[1]. Tanken er, at denne indeholder budskaber, som ikke umiddelbart viser sig ved første øjekast. På denne måde er metodologien inspireret af hermeneutikken. Det er ikke for at vise sangens indre skjulte sandhed. Det er snarere tværtimod for at demonstrere, hvordan teksten hele tiden er i gang og hele tiden kan fortolkes på ny. Derfor kan teksten sagtens sige mere eller noget andet end forfatterne umiddelbart havde tænkt med teksten.

”Den første sidste dans”

 

Sangen ”Den første sidste dans” er produceret af Melancolia og skrevet og indspillet af Illusionisten og M-cnatet.

Sangen indledes af Illusionisten, som beretter om ulykkelig kærlighed i form af en kvinde, han ikke kan få. Kværn (fra M-cnatet) leverer omkvædet, som jeg vil vende tilbage til. Trepac (ligeledes fra M-cnatet) står for sangens andet og sidste vers, som er en ærlig og personlig beskrivelse af sig selv.

 

Det anvendte filosofiske blik

 

Omdrejningspunktet for analysen er omkvædet. Det er det, fordi omkvædet umiddelbart fremstår som, hvad man kan kalde for en metafor eller en fænomenologisk undersøgelse af kærlighed. Men der er mere at komme efter end den gængse opfattelse af kærlighed. Omkvædet bruges til at vise en anderledes forståelse af kærlighed, og hvordan denne kan sige noget generelt om livet. På den måde forsøges der er en bevægelse hen mod et andet plan for at vise, hvordan kærligheden bevæger sig på forskellige planer og på den måde kan udfolde livet. Denne tilgang er inspireret af den franske filosof Gilles Deleuzes (1925-1995) ontologi. Kort opridset er det især hans tanker omkring ’begivenheden’ og ’tilblivelse’, som vil være styrende. Hans tanker og ideer skulle gerne komme til udtryk i analysen.

 

Analysen

 

Den første sidste dans

vi går et skridt fortvivlet og vildledt i dit land

vi kender ikke til grænser

ej heller til fornuft

men danser dansen fuldt for at favne noget smukt

den første sidste dans

 

Umiddelbart lyder det som en traditionel beskrivelse af, hvordan kærlighed kan opleves. Men ’den første og sidste dans’ kan ses som en begivenhed. Her er en begivenhed alt, hvad der sker. Det er lige fra celle-delingen i min venstre fod til de sociale møder man indgår i. En begivenhed opstår og foregår på mange forskellige niveauer. Alt, hvad der foregår i verden (hvilket nok aldrig vil kunne begribes på en gang) er en begivenhed. Og denne begivenhed kan igen deles op i begivenheder. Hvor grænserne for, hvornår er begivenhed ophører og en ny begynder, synes der ikke at være et endegyldigt svar på. Det må være et uafklaret spørgsmål om perspektiv eller horisont. Det danske sprog gør det svært at begribe en begivenhed, fordi det henviser til en allerede overstået ting eller noget, som skal til at gå i gang. På andre sprog findes andre og mere rige ord for begivenheden [2]. Sproget har den begrænsning [3], at det reducerer alt til navneord. Det betyder at sproget fastfryser virkeligheden og ikke fanger ”essensen” af livet. Livet er ifølge Deleuze (inspireret af Nietzsche) i konstant bevægelse, som beskrives med tilblivelse. Intet står stille og alt er i bevægelse [4], men sproget narrer os til at tro, at alt kan tingsliggøres. Begivenheder er derfor konstant i gang. De foregår her der og alle vegne. De udvikler sig ved konstant at udvide sig og udvider verden ved at lægge noget til. Det er en som en løbende strøm. Bevidstheden kan derfor bedst beskrives som en bevidsthedsstrøm af oplevelser, stemninger, sansninger og hvad man eller kan forstille sig af stimuli – kort sagt: mennesket består af affekter. Bevidstheden er oftest omdrejningspunkt for Deleuze, og selvet (bevidstheden) er ikke en sand indre kerne, men konstant forandring, som indgår i mange forskellige møder (begivenheder) med verden.

Den første sidste dans’ kan derfor anskues som en begivenhed. Livet, bevidsthedsstrømmene og oplevelsen af ’virkeligheden’ er som en dans. Dansen er hele tiden i gang og glider fra den ene dansepartner (møder) til den anden.  Det er den første dans, fordi den er begyndt på et tidspunkt og den sidste dans, fordi den potentielt hele tiden kan stoppe. Herefter er det ikke slut, fordi den vil overgå til en anden dans (begivenhed). Begivenheder kan sagtens foregå inde i andre begivenheder og de behøver på ingen måde at være adskilte. Det som kendetegner denne livsanskuelse er, at den er relationel. Alt får sin identitet og betydning igennem de ’bundter’ af relationer, som en given ting/fænomen er en del af. Ting besidder ikke en naturlig essens, men essen konstrueres igennem de relationer, den indgår i. Med andre ord: relationer kommer før essens (identitet). Disse relationer er ligesom før beskrevet i konstant bevægelse og forskyder sig konstant. Dommen over, hvad der er hvad, afhænger af øjet, der beskuer.

Man kan fristes til at tro, at den første og sidste dans også er her, hvor alting startede og slutter: altså livets begyndelse og afslutning. Men Deleuze opererer ikke med en begyndelse og slutning. Det er sproget og menneskelig begrænsning, der får mennesket til at tro dette. Alt er i gang (uden begyndelse og slutning) og er i konstant tilblivelse.

Næste sætning i omkvædet er: ” Vi går et skridt fortvivlet og vildledt i dit land”. Land kan her forstås som personer. Deleuze gør op med ego-forståelse af mennesket, hvor subjektet er suveræn herre i eget hus. Dette er udtryk for en historisk konstruktion [5]. Personer kan i denne logik forstås som verdener. Hver person er udtryk for en verden, som nogen gange ramler sammen med en anden verden (person) eller flere. I kærlighed kan det opleves, som det beskrives i omkvædet. Man går fortvivlet rundt i den andens verden. Man føler sig vildledt, fordi det ikke var meningen, at man skulle herind. På samme måde forholder det sig i mødet med begivenheder. Det er en uskyldig og tilfældig omgang med verden i mødet med verden. Ordet ’skridt’ kan i denne sammenhæng ses som et udtryk for den måde man vandrer rundt i livets ørken på. Man tager et skridt ind i den andens verden, og her åbner sig en masse nye muligheder, som hidtil var ukendt for ens egen verden.

Dette efterfølges af: ”vi kender ik til grænser ej heller til fornuft”. I kærlighed føler man ingen begrænsninger både i fysisk forstand, men også at fornuftens jernhårde bånd er ophævet. I den uskyldige omgang med verden er fornuften muligvis til, men det behøver det ikke. Alt synes muligt, der er ikke nogen til at dømme en. I kærlighed kan det opleves som man kan 100 % være sig selv uden man skal spille sig selv. Og her det ikke sit sande indre jeg, men snarere en ”lade-begæret- flyde” uden at fornuft eller andet tøjler denne ”frie” udfoldelse. Man kan sige, at det gælder ikke om være den man er, men at være den, man bliver.

Og omkvædet fortsætter: ”men danser dansen fuldt for at favne noget smukt”. Det ”frie” udfoldelse og begærets flow synes at have uendelige muligheder uden at denne disciplineres af fornuft. Dansen (begivenheden/mødet) danses ligefrem fuldt. Og dette sker med det formål at omfavne noget smukt. Dette smukke kan ikke beskrives med håndgribelige kategorier. Dette smukke kan forstås som mening og mening er en subjektiv størrelse, som på en eller anden måde melder sig til den enkelte, men lader sig ikke italesætte. Sproget kan ikke gribe denne mening og måske er det meningen, at meningen ikke skal kommunikeres [6]?

Omkvædet afsluttes med: ”den første sidste dans”.

Afrundende bemærkninger

 

Sangen rummer meget mere end man umiddelbart regner med. Ved at dykke ned i sangen og linjerne opstår der pludseligt nye forståelser og relationer, som er med til at berige teksten. Og afslutningsvis vil jeg bare lade omkvædet stå og tale for sig selv:

Den første sidste dans

vi går et skridt fortvivlet og vildledt i dit land

vi kender ikke til grænser

ej heller til fornuft

men danser dansen fuldt for at favne noget smukt

den første sidste dans

 

 

 


[1] Sangen kan høres her: http://illusionisten.bandcamp.com/track/den-f-rste-sidste-dans-m-m-cnatet

[2] Tysk og engelsk er eksempler herpå.

[3] Denne tanke stammer fra den tyske filosof Friedrich Nietzsches (1844-1900) kritik af sproget.

[4] Den græske filosof Heraklit (540 – 480 f.v.t.) er den første til at udfolde den tanke

[5] For at følge denne tankegang henvises der til den tyske filosof Martin Heidegger (1889-1976) og den franske filosof Michel Foucault (1926-1984)

[6] Denne tanke er inspireret af den østrigske filosof Ludwig Wittgenstein (1889-1951)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *