Den Hvide Dame

2015 bliver et spændende år set med rapfilosofiske briller, hvor både Kasper Spez, Manus Nigra og Kværn har annonceret, at de har nye plader på vej. Sidstnævnte har for nylig udgivet førstesinglen Den Hvide Dame med tilhørende video.

Nummeret er ret interessant, fordi Kværn demonstrerer, hvordan han har sin helt egen stil. I stedet for at berette om, hvor mange stoffer man kan indtage på vanlig blærerøvsagtig vis, laver Kværn en smart finte ved at se på verden fra kokainens synsvinkel. Med sin vanlige sproglige følsomhed installeres et nyt blik med immanent kraft. Kokainen bliver personificeret og man bliver vidne til dens mange oplevelser. Her er mange fine billeder, gennemtænkte ordsammensætninger og vendinger. Det hedder fx: ”de bliver til tider ubehagelig’/ lidt for snaksaglig’men shh, mine veje ind i landet er uransaglig’”. Kværn har heller ikke glemt, hvordan man rapper og både flow, levering og rimteknik udføres upåklageligt. Videoen er vellykket og fanger godt de stemninger, kokainen beretter om.

At dømme ud fra denne førstesingle til Kværns kommende album, kan man godt tillade sig at have store forventninger. Jeg har en fornemmelse af, at dette nummer ikke bliver pladens dybeste, hvorfor jeg tror, at Kværn kommer med en gennemført plade. Kværns plade kommer til at hedde Turen ned ad trappen og bliver udgivet d. 7. februar 2015.

Herfra skal lyde en klar anbefaling til at få hørt Den Hvide Dame, hvis man ikke har fået gjort dette endnu. Jeg glæder mig personligt til Turen ned ad trappen rammer offentligheden.

Den Hvide Dame kan høres her:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *