Dagbog fra en flygtningelejr

                                 

 

                                  Vi har det hele i overdoser i Fort Europa
                                  men her sover folk udenfor uden soveposer

 

Ham Den Langes nye projekt Dagbog fra en flygtningelejr er et beundringsværdigt projekt med en klar rød tråd og et klokkeklart budskab. Med afsæt i HDL’s oplevelser som frivillig i en græsk flygtningelejr bliver den vestlige selvfedme udstillet. Skåret helt ind til benet: hvorfor hjælper vi ikke dem af vores medmennesker, som virkeligt har brug for hjælp? Pladen gæstes kun af forfatteren Anne Lise Marstrand, som leverer to intro speaks til pladens to dele. Her serveres fakta om flygtningetilstanden, der danner fundament for den dokumentariske øjenvidneberetning, som projektet udgør.

Kynisme

Den tyske filosof Peter Sloterdijk udvikler begrebet kynisme i bogen Kritik af den kyniske fornuft. Den opmærksomme læser vil her bemærke, at titlen er en udvidelse af den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kants tre berømte kritikker. Sloterdijks pointe er, at oplysningstiden har sejret ad helvedes til. Vi kan ikke gemme bag os bag uvidenhedens slør længere. Med oplysningstiden sejr og vores indtrædelse ind i informationsalderen, er resultatet konstant produktion af viden og information. Den slovenske filosof Slavoj Zizek bidrager til en udvidelse af kritikbegrebet ved at vende Karl Marx på hovedet. Marx mente, at kapitalismen lagde et slør ned over virkeligheden og grundet menneskets uvidenhed, ville det aldrig blive belyst herom. Mennesket er med andre ord fremmedgjort. Som Marx ville have sagt det: De ved det ikke, men de gør det. Zizek vender denne sætning på hovedet: De ved det, men de gør det stadig. Vi er så oplyste om verdens forfærdeligheder, men vi orker ikke at gøre noget ved det. Fra vi står op til vi går i seng, bombes vi med informationer om krig, klimakrise og ødelæggelse. Vi ved godt, at vi burde føre en anden tilværelse end vi gør, men vi magter det simpelthen ikke. Vi ved godt, at de handlinger vi foretager os, bidrager til slemme ting i verden, men vi gør det alligevel. Vi er udsat for tankens sløvhed – vi har ressourcerne til at være ligeglade, så hvorfor skulle vi dog agere anderledes?

Pladen

Det er lige præcis i dette spændingsfelt, at Dagbog fra en flygtningelejr befinder sig. Pladen kører på et konstant spil mellem nærhed og fjernhed. Krigens rædsler bliver gjort nærværende for os gennem massekommunikationsmidlerne, men det er en falsk nærhed – det er en passiv nærhed. Pladens primære fokus er på mellemmenneskelige forhold. Hvordan forholder vi os til det andet menneske, det ukendte – det som vi altid er bange for? Her udruller pladen en helt særlig form for etik, hvor det ikke drejer sig om at opstille regler for rigtigt og forkert, men tværtimod for en aktiv måde at være i verden på. Og her spiller det andet menneske den alt dominerende rolle. Dagbogen indeholder mange skræmmende og deciderede ulykkelige fortællinger om flygtninges skæbne. Men alligevel er pladen utroligt befriende at lægge øre til, fordi HDL på mesterlig vis taler direkte til vores samvittighed. Man får dårlig smag i munden, fordi man selv er ramt af denne kynisme – vores grimme sider udstilles.

Tanken bag udgivelsen er en meget unik en af sin slags og produceren Architech har formået at skabe perfekte stemninger med en flot lydside, hvilket nummeret Ingen nåde er et godt eksempel på. Tempoet falder og stiger flere gange løbet af nummeret, hvilket umiddelbart kan fremstå kaotisk for det utrænede øre. Men med konteksten in mente, er her tale om en genistreg, hvor lydsiden fænomenalt skaber stormvejrsstemninger. Her må man erindre, at de mange flygtninge er ankommet til flygtningelejren i både og har krydset farlige farvande ligesom, at flygtningene har opholdt sig blandt bomber og brande. Fx er første vers en meget dragende beretning om en fars forsøg på at fremstå stærk for sine døtre på trods af, at de lige har mistet deres mor og kone:

gad vide om hun forstår at mor ik’ er der mer’
og hvad der sker, faderen prøver at trøste den ældste, ”lad mig være”
Intet hjælper, grådkvalt, han prøver at holder smerten inde
og være stærk for pigerne, men det der skete bliver svært at glemme
Ik’ tænk på det, ik’ tænk på det der er derhjemme

I omkvædet føles det som om, at man befinder sig midt en storm:

Alt for mange mennesker i en lille båd
stormen raser og bølgerne viser ingen nåde
frygter altid det værste når de kommer ind våde
alt for mange med samme skæbne

Man mærker hele tiden et engageret nærvær og pladens ubetingede bedste nummer Endnu en båd fra Farmakonisi har potentiale til at indskrive sig som et legendetrack i den danske hiphophistorie. Nyd følgende linjer:

Vi er på Leros, Lakki i en flygtningelejr
Hvor bare det at komme til Europa føles som en sejr

Til sidste på nummeret stilles der skarpt ind på den passive nærhed:

Det er så virkeligt du først rigtigt fatter det hvis du ser det
så kom her ned og hjælp i stedet for din næste ferie.

Bemærk, hvordan HDL mestrer sit flow ved at artikulere og lave stemningsskifte på de helt rette tidspunkter.

Pladen bobler konstant over med overskud af mening, hvilket er prisværdigt, når man tænker på hvilken umiddelbar situation pladen udspringer af. Vi lader os forføre af en diskurs, som fortæller os, at flygtninge ikke er rigtige mennesker og de kun er ude på at nasse på vores velfærdssystem. Og hvorfor skal vi hjælpe dem, hvis nu det skulle vise sig, at der er terrorister, som gemmer sig blandt dem? Det er denne indstilling til vores medmennesker, som vi må bekæmpe med alle midler og Dagbog fra en flygtningelejr er et godt forsøg på netop dette. Vil du stadig have den samme holdning til flygtninge, hvis du har været i en flygtningelejr som mest af alt minder om noget fra anden verdenskrig. Hvordan kan vi få os selv til at legitimere denne umenneskelige indstilling? Vi har selv startet en krig, som har afstedkommet en masse mennesker, hvis hjemstavn vi har jævnet med jorden. Og hvad er vores reaktion, når de så kommer og banker på, fuldstændigt udleverede og afhængige af vores engagement for deres overlevelse? Vi smækker med døren, fordi de er jo ikke rigtige mennesker. Dette er i virkeligheden blot noget vi bilder os ind – det som det virkeligt drejer sig om, er, at vi er bange for at miste vores privilegier. Vi skaber et sprog, hvori disse ulykkelige eksistenser reduceres til noget uværdigt: Den sørgelige sandhed ingen tør at sige/ Vi kalder dem migranter for samvittighedens skyld /når vi smækker døren i/vi burde hjælpe dem i stedet for at føre krig , som det så flot hedder i Søvnløs i Polycastro. Hvad blev der af en dyd som gæstfrihed, hvor vi smider alt, hvad vi har i hænderne for at hjælpe det andet menneske – det andet menneske, som så virkeligt har brug hjælp. Men vi kan altid gemme os i illusionen om, at det vestlige menneske er det mest udviklede nogensinde og alle andre kulturer kun er ude på at bremse denne udvikling. Det vestlige menneske er åbenbart noget så langt i sin udvikling, at det har stillet sig i en position, hvori det skruppelløst kan fratage sig alt ansvar for at hjælpe mennesker i nød.

HDL er på intet tidspunkt decideret moralsk og hænger ikke enkelte personer ud, hvilket er en stærk kvalitet i sig selv. Metaniveauet, som HDL før har brugt meget tid på, er gledet i baggrunden for praxis – handlingens arnested og dette klæder projektet rigtigt godt. Pladen slutter dog mesterligt af med en metakommentar:

det handler ik’ om religion, det her spil er om penge
fuck om du kan lige min holdning, det er ikke bare min fortolkning
det massemord på den syriske civilbefolk
vi burde hjælpe de mennesker der træder ud af røgen
og indse vi lever i en verden der er fuld af løgn

Dagbog fra en flygtningelejr er et mesterværk, som allerede har skrevet sig ind i den danske raps historie. Projektet er unikt, indholdet i særklasse, lydsiden fænomenal og Langes rapegenskaber svigter på intet tidspunkt.
Dagbog fra en flygtningelejr ender på et 13-tal.