Carpe diem my ass

Indledning

Carpe diem my ass er en melankolsk og kritisk plade fra 2009 af Ham Den Lange(HDL). Pladen veksler mellem et metaniveau og et mere jordnært erfaringsniveau. Pladen er delt op i tre akter, som alle hver især har sin egen producer og tema. Pladen er velproduceret og HDL formår at udfolde en holdbar kritik samtidigt med, at man glimtvis fornemmer glade og skabende impulser. Pladen ligger i tråd med Haven Morgan og HDL har formået at sætte et personligt aftryk på pladen.

Ved første lyt opdager man, at man er vidne til en meget melankolsk og dyster plade. Man kan komme i helt dårligt humør, når HDL spytter hård kritik over beatet. Men fortvivl ej, for ved nærmere efterlytning fremtræder pladen som en sammenhængende og gennemtænkt plade, som virkelig formår at skille sig ud fra den etablerede rap-scene – uden at være anderledes bare for at være det.

Indhold

Første akt går under titlen ”Verden med 2D-briller”. Denne del af pladen er præget af en samfundskritik på et overordnet plan.
Pladens første nummer Hil kongen er umiddelbart et glad nummer præget af tempo. Nummeret emmer af ironi og HDL sætter ansatsen til resten af pladen med linjer som: ”fra løgnen skal sandheden findes” og: ”jeg har for travlt med at drikke mig fuld og lave rap til at begå mig i livet”.

Chadi gæster nummeret Brænd hende, som er et politisk nummer. HDL’s kritik af sin samtid er skarp. Nummeret åbnes med: ”jeg smider avisen i pejsen og finder min indre besætter – der er ingen indhold mere, kun etiketter” ligesom det senere hedder: ”hvem har bestemt at virkeligheden er lige den, den er og når man har fået det hele, kan man så forvente mer’?”. Sangen problematiserer kapitalismens evne til at producere ulighed samt triste og indadvendte subjekter. Tredje vers er en flot beskrivelse af, hvordan HDL mener, at man komme disse problemer til livs. Nummerets måske bedste linje er: ”i et historisk perspektiv må vi se syge ud, når vi sidder på pengekassen og be’r til vores nye gud”.

Pladens tredje nummer, Åben og skamløs, som gæstes af Henrik Hass og EnniOne er ligeledes et kritisk nummer. På nummeret beskrives en samtid præget af kynisme – med Henrik Hass’ ord: ”føler mig som en jordmor omgivet af bedemænd” og EnniOne: ”vi symptombehandler lige indtil ulven den kommer”. Sangen flyder og man kan virkeligt mærke, at de tre rappere har noget på hjertet og HDL’s vers er et ekstra lyt værd.

Næste nummer, Sluk din telefon, gæstes af Kejser A og er et mere muntert indslag. Den overdrevne brug af mobiltelefoner og det at være tilgængelig hele tiden kritiseres med humor. Nummeret får én til at trække på smilebåndet og man får pulsen ned igen efter de to foregående numre.

Vi glider nu over i akt 2, som går under titlen Et nyt og være menneske. Samfundskritikken bliver vendt til en mere personlighedsnær kritik.

Nummeret De er efter dig er pladens bedste nummer. Her udleverer HDL sig selv og foretager (nærmest) fænomenologiske analyser af, hvad det vil sige at være tilstede i en verden af kontrol. HDL’s analyser kan sammenlignes med Franz Kafkas Processen, hvor hovedpersonen Joseph K befinder sig mellem to typer samfund; disciplinsamfundet og kontrolsamfundet (Deleuze, 2006: s.214). Sangen beretter om oplevelsen af at føle sig ufri, selvom man bliver fortalt fra barnsben af, at man lever i et frit samfund. HDL formår at beskrive, hvordan magten fungerer i dag med linjer som: ”de fanger dig, de finder dig, de blander sig, de binder dig, minder dig om, at livet ikke er dit eget valg” ligesom, at sangen indledes: ”dømmer mig selv til døden”, hvilket netop er sådan magten fungerer i dag – vi undertrykker os selv. Nummeret indeholder sprogblomster og fortjener opmærksomhed.

Næste nummer er Mojo og her skal man virkeligt spidse øre, da det kan være svært at høre, hvad der bliver rappet. Det vil give god mening i denne sammenhæng at forstå mojo som livskræft. Sangen veksler mellem personlige beretninger om HDL og et kritisk forsvar for HDL’s mojo. I sangen hedder det fx ”De kan tvinge mig til at drikke, men jeg kan kaste op i truet”. Her vender HDL ordsproget ”man kan tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke” på hovedet for endnu en gang at vise, hvordan magten fungerer i dag. Man kan lokkes til at tilbede bestemte værdier ligesom, at man kan yde modstand til denne lokken. Sangen er en rejse ind i HDL’s univers, hvor hans udlevering af sig selv, kan ses som alternativ modstand til at vende magten over livet til livet som magt.

Pladens ottende nummer hedder Autothun og Stereojon Reklamespot Pt. 1 og er et anderledes nummer. Her hører man noget, som umiddelbart fremtræder som tilfældig snak. Det finder man dog ud af langt fra er tilfældet. Sangen er en komisk kritik af den overdrevne trang til at bruge autotunes i musikbranchen. Sangen er et lækkert afbræk til at samle kræfter.

Forgiftet berettes om fortvivlelsen over en far, som skal giftes for fjerde gang. Der stilles skarpt på, hvordan vi skaber en virkelighed igennem bestemte handlinger – en virkelighed, som vi i virkeligheden ikke ønsker. Vi følger med fra HDL’s perspektiv, som kigger lige igennem de andres naivitet. Med præstestemme, kirkemusik og eftertænksomhed sættes helt bestemte svingninger i gang, og man kan ikke lade være med tænke overfor, hvorfor at skilsmisseraten er så høj, som den er.

Nu kommer vi til pladens absolutte mest positive udtryk i form af Den sorte bog, som gæstes af Jøden, Negash Ali og DJ Diverze. Her har vi at gøre med en beretning om, hvor mange damer de har lavet. Det er set før og det fungerer rigtigt godt. Jøden er som vanligt garant for god humor og har været sammen med: ”et par stykker bare fordi de havde filtertips”.

Der reflekteres over det kontingente ved, at man er blevet netop den, man er, på Nye persienner. Her tager vi med HDL på en personlighedsrejse, hvor HDL leger med idéen om at være andre personer. HDL udviser menneskelig indsigt og man har ikke svært ved at forestille sig de personer, han skildrer. Nummeret retter fokus på, hvad en personlighed egentligt vil sige med linjer som: ”Måske er jeg endnu en tankestreg – andres leg, jeg føler mig passiv mens jeg forandrer mig”.

Does not compute er tredje og sidste akt og indledes med nummeret Foreløbigt endeligt, som det paradoksalt hedder. Vi befinder os i fremtiden, og verden er ikke blevet et bedre sted. Her er mennesket i gang med at ødelægge verden: ”mennesket blev forgabt i rubiner”. Et bud på sangens budskab kunne være, at kapitalismen medfører, at mennesket gør grimme ting ved hinanden. Alt i alt en dyster og fængslende sang, som gør noget ved én – man begynder at tænke over, hvor problemfri verden egentligt er.

Herefter overtages scenen af det vokalløse nummer Tænkepause og det er et smukt nummer, som får ens sind til at slappe helt af.

Kejser A er igen at finde på Jeg ved, hvor der præsenteres eftertænksom ”fakta”. Alt lige fra doping, politik og personlig velvære bliver belyst.

Rødhætte gæster På fri fod og vi befinder os på den filosofiske klinge. ”Jeg trives bedst blandt filosofiske hjerner født i utopiske verdener, der viste sig at være løgn, jeg føler det komisk og mærker min indre vrede og brænder gotiske hjerter som var det dommedag og vi var de neurotiske værter” således viser HDL, hvordan han mestrer sproget. Magten, som virker igennem normaliseringsprocesser beskrives med ”folk der pisser for meget ved siden af toilettet, de ryger selv i kummen”. Det eksistentialistiske omkvæd lyder: ”Det er dit liv – det op til dig om du lever det efter bogen – det er din dag, så må du fase de ting, som holder dig vågen – det er din tid – hvad enten du slås eller står og kigger ved lågen, er det valg og konsekvenser til du forsvinder i tågen”. Der er trods alt sprækker af håb at spore i dette kritiske univers.

Pladens umiddelbart sidste nummer er Lykkelig lemming, der er en sjov fortælling om trivialiteten og det forudsigelige ved at gå på arbejde hver dag.

Her skulle man så tro, at pladen stoppede. Men pladen indeholder et ekstranummer, hvor Rødhætte igen er at finde. Nummeret er befriende og nærmest poetisk og man føler en gennemløbende livskræft – en god måde at afslutte pladen på.

Lydsiden

De tre producere, Bobby H, Martin Thun og EnniOne, har været især formået at skabe lydbilleder, som indfanger hver akt på pladen rigtigt godt. Om det er den melankolske, jordnære, metakritiske eller glade stemning, som appelleres til, så lykkes det rigtigt godt.

Alt i alt

Alt i alt er pladen i sin helhed et mesterværk. HDL demonstrerer stor grad af refleksivitet samtidigt med, at han mestrer det danske sprog. Pladen rummer alt lige fra de sørgelige melankolske udleveringer til nærmest poetiske penselstrøg. HDL’s overblik og evner til at analysere, kritisere og beskrive den samtid han lever i, uden at forfalde til pseudomarxisme, er beundringsværdige. Pladen er til tider direkte, men man sidder aldrig med følelsen af, at have forstået pladen 100%. Pladen serverer ikke nemme og søgte pointer på et sølvfad – nej den udfordrer én til at gå pladen og dermed verden i møde. Med inspiration fra fænomenologien kan man sige, at perceptionen af verden er ufuldstændig – den er ’perspektivistisk ufuldstændig’(Gallagher, 2010: s. 19). Dette betyder, at vi aldrig kan begribe hele verden på en gang. Derimod er vi dømt til at begribe verdens fremtrædelsesformer ud fra den situation, vi befinder os i. Når jeg fx hører pladen fra start til slut opdager jeg en rigdom af små detaljer, som jeg ikke har skænket opmærksomhed før. Hører jeg numrene enkeltvis, vil jeg forstå pladen på anden vis. Pladens opdeling af akter og deres respektive titler har jeg fx udeladt at analysere i denne anmeldelse. Det er en interessant og anderledes måde at gøre tingene på, som jeg vil lade være op til den enkelte at tolke videre på. Pladens totalitet lader sig aldrig indkapsle – den er en vorden – en evig tilblivelse.

På pladen kan det dog ind imellem være vanskeligt at høre, hvad der bliver sagt. Dette er med til at skærpe opmærksomheden, men til tider er det decideret irriterende. Efter mange ganges lytten er der steder på pladen, hvor jeg stadig er i tvivl om, hvad der helt præcist bliver sagt.

Men alt i alt efterlader pladen et positivt indtryk, hvorfor den får et 11-tal.

 

Litteraturliste

Deleuze, Gilles: Forhandlinger, 2006, DET lille FORLAG
Gallagher, Shaun & Zahavi, Dan: Bevidsthedens fænomenologi, oversat af Rasmus Thybo Jensen, 2010, Gyldendal
Ham den lange, Carpe Diem My Ass, 2009, Idiotsikker records