Afveje

 

Pladen kan høres og købes efter ’name your price-princippet’ her: https://kvaern.bandcamp.com/

 

 

Kværns nye album Afveje har jeg personligt længe set frem til. Efter Kværn og Trepac gik hvert til sit, har man kun hørt lidt fra Kværn. Men nu er Kværn klar med sin første soloplade.

Afveje er en rejsedagbog, som er blevet til efter en rejse til Østeuropa, hvor det umiddelbare formål var at finde musikalsk inspiration fra den østeuropæiske kultur til Kværns afgangsprojekt på konservatoriet.

Pladen rummer 9 numre og ved første lyt er det en anderledes plade. Det tog tid at vende sig til pladens musikalske side. En masse lækkerier vil dog komme til syne ved at udforske pladen. Pladen er ikke præget af højt tempo lige på undtagelse af Spillemanden, som er et af pladens muntre indslag. Afveje er præget en alvorlig og eftertænksom stemning. Pladen fremstår umiddelbart som minimalistisk og man fornemmer, at der er blevet kælet for detaljerne. Kværn har indspillet og optaget lyd, der sammen med en masse samples er blevet grobund for mange af numrenes produktioner. Den eneste ’gæsteoptræden’ på pladen er Martha, hvilket der ses senere på i anmeldelsen.

Teksterne er umiddelbart meget enkle fremsat, men rummer dybde. På nummeret Gennem enden på nætterne hedder det fx ’kontrollen er sidste instans’. Samtidigt fornemmer man, at den røde tråd på pladen er den kronologiske udvikling, som sker på turen. Alligevel kan man godt sidde med fornemmelsen af, at den røde tråd er en smule fraværende. Der er ikke entydige spor på indholdssiden, som Afveje følger. Dette kan ses som en svaghed, da pladen umiddelbart ikke synes at have et klart formål. Jeg er derimod af den overbevisning, at det er en styrke ved pladen, fordi den er eksperimenterende i form og stil og fordrer at man skærper sit sanseapparat. Pladen sætter helt bestemte stemninger i sving i ens indre. Den udsender en slags rolig urolighed. Musikken er lækker og teksterne er velovervejede. Men de lader sig ikke umiddelbart fortolke. De gør noget ved en. I Afsked hedder det fx ”ingen slipper fri af tyngdekraften – ordene falder som fra himlen, når du be’r en bøn i aften” og ”danser i dit teater som en amputeret dukke – der har bukket sig for længe i støvet”.

Jeg vil fremhæve pladens to bedste sange. Det drejer sig for det første om Hvor langt er der igen!, som er sunget af Martha. Kværn forsøgte selv at indspille nummeret, hvilket viste sig at være en udfordrende opgave. Derfor kontaktede han Martha (som Kværn før har lavet musik sammen med) og hun skulle eftersigende have gjort, hvad Kværn ikke var i stand til på et kvarter. Og dette må siges at lykkes. Marthas nærmest engle-agtige stemme fuldfører sangen. Sangen er udarbejdet på baggrund af ”dårlige MDMA trips og tyskertramp” og ”Sunwaves og solskin ved Sortehavet” som Kværn skriver i CD-bladet. Sangen ligger op til videre-analyse med linjer som “tiden den skal ha’, hvad den kan få“.

Den anden sang, jeg vil fremhæve, er I samme tog, hvor Kværn eksperimenter med fortællervinklen.  Sangen sætter tankerne igang angående kærlighedsrelationer og på hvilke præmisser man indgår disse. Sangen gennemgår en udvikling, der kulminerer med, at fortællervinklen ændres fra tredje person til første person.

Pladen indledes og afsluttes af numre uden vokal. Ligesom, at Clejani er ren musik. Dog vil man opdage, at pladens sidste nummer er over 14 minutter langt og indeholder ‘ekstra materiale’ – en slags passeren-revy, hvor flere af numrene udfoldes i remix-udgave.

Andre steder på pladen er der finurlig leg med sproget, som på nummeret Afsked, hvor det hedder ”der er ik’ plads til en som dig – en som dig – ensomme dig”.

Nattens dronning er pladens uheldige bidrag. Vokalen er utydelig, hvorfor det er svært at forstå, hvad der bliver sagt. Det er synd, da det ødelægger en ellers stabil sangs dynamik. Hele pladen er generelt præget af, at det er svært at høre, hvad Kværn fremfører. Det er til tider irriterende, og kan nok skræmme en del lyttere væk. Men samtidigt fordrer det for den interesserede lytter, at man bliver nødt til at skærpe sine sanser for at fuld udbytning af sangene. Derfor kan det fungere som en provokation til at man engagerer sig i pladen. Det er hensigtsmæssigt til den tålmodige lytter men ikke til den brede skare.

Alt i alt er Afveje en meget gennemført og personlig plade. Man mærker, at Kværn vil noget med Afveje. Det er ikke en højtragende og revolutionerne plade, men den skiller sig alligevel markant ud fra den danske rap-scene og pladens måske alligevel ’revolutionære’ røst kan netop findes i dens umiddelbare ’stilhed’ og som den franske filosof Gilles Deleuze på et tidspunkt bemærker, så behøver flugtlinjer ikke udelukkende handle om høj hastighed og omsigvæltende revolutioner.[1] Den kan være i-sig-væltende, altså pladens dybde og ’indre univers’. Kværn er som vanligt garant for umiddelbare linjer med et strejf af refleksive elementer. Derfor ender pladen på et 11-tal.

 



[1] Deleuze påpeger at flugtlinjer(som i at være skabende) sagtens kan være at slå sig ned. Den ydre ro behøver nødvendigvis ikke at betyde en indre ro.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *